Sultede i den første plads på landet
Min far Johannes Jensen fortæller i sine ungdomserindringer om da han første gang – som 13. årig – skulle hjemmefra og i plads på landet:
Den dag gjorde jeg noget som var usædvanligt, – jeg græd. Det var ellers ikke noget en stor dreng gjorde.
Så kom tiden hvor jeg skulle begynde min første plads på landet. Det var mandag den 1. marts 1937 om aftenen. Jeg var noget beklemt da far fulgte mig derud. Det var i Ejstrup.
Manden hed Johannes Vad og konen Marie. Vi blev budt på aftensmad og de havde så travlt med at beklage, at det kun var en dagligdags anretning, stuvede kartofler. Jeg husker ikke om vi fik noget til, men det tror jeg ikke. Men jeg skulle snart opdage, at det var et festmåltid. Jeg fik aldrig noget senere, som kunne stå mål med dette måltid.
Der var temmelig nærige, ja jeg rent ud sagt sultede, så hvis jeg en enkelt gang fik lov til at tage hjem til min far og mor en aften, der skulle jo arbejdes så længe det var lyst, sommetider helt til midnat, så åd jeg så meget, at jeg var syg dagen efter. Jeg var i hvert fald ikke sulten efter deres aftensmad.
Jeg husker særligt dengang de fik en datter, for resten den eneste de nåede at få.
Der skulle være står dåbsgilde, med kogekone og hvad dertil hørte, og der var indbudt 80 gæster, men der kom kun halvdelen, så der blev jo en del mad til overs, men det kunne kogekonen jo ikke gøre for, selvom de senere kritiserede hende for det. Men levningerne skulle jo spises, intet måtte gå til spilde.
Så vi fik halve kogte æg, der var afskallede i lang tid sammen med grisesylte den første tid var det rationeret, men efterhånden som det begyndte at blive fordærvet, fik vi det flere gange om dagen, og jeg spiste det med god appetit. Men det meste mug var jo også tørret af sylten, der fandtes jo ikke køleskab.
Men den sidste dag var det særlig galt. Sylten var temmelig lodden og æggene helt grønne, da sagde manden til mig, at jeg måtte få hans æg – og jeg spiste det. Et under at man lever i dag.
Men jeg skulle jo også gå i skole. Det passede sådan, at det faldt sammen med lukningen af missionsskolen. Så jeg kom til at gå i Ejstrup Skole en to-klasset skole, som lå i nærheden.
Min tredje lærer hed også Larsen, en meget streng lærer, men retfærdig og jeg lærte lige så meget på det halve år, som alle de øvrige. Han var meget idrætsinteresseret, ikke lige det jag var mest vild med.
Han slog også, men kun når der virkeligt var en grund, ikke sådan at han bankede lærdommen ind i os og jeg har aldrig fået klø af ham. Det var kun ballademagerne det gik ud over og det var jeg for træt til at være med til.
Jeg skulle jo gøre min del af morgenarbejdet inden skoletid, køerne skulle trækkes på græs. De stod tøjret dengang og der skulle muges i stalden. Mælken køres over til naboen. Det var det nærmeste sted som mælkekusken passerede. Det foregik med trillebør.
Mange gange kom jeg i sidste øjeblik til skolen, men det var bare om at skynde sig, thi læreren forlangte, at vi skulle komme op til ham og bede undskylde, at vi kom for sent og det var jeg meget flov ved, så jeg ville hellere snyde lidt med at vaske mig, men trods alt prøvede jeg at stå ret et par gange, men han forlangte ikke at jeg skulle forklare hvad der lå til grund, det vidste han godt og han bar over med mig.
At læreren var en god mand, fik jeg et bevis på, engang en af de værste ballademagere tog mig i nakken og buksebagen i kådhed med det resultat at bukserne revnede temmelig meget.
Jeg turde ikke gå ind efter frikvarteret, uden bag i bukserne og blev stående ude i gangen med ryggen mod væggen og læreren spurgte om hvor jeg var blevet af og en af pigerne fortalte det som det var.
Så kom læreren ud til mig og gav mig lov til at gå hjem og fyren fik en ordentlig opsang.
Men det værste af det hele var, at vi skulle på udflugt til Viborg dagen efter at jeg havde fået fri, selvom det stod hårdt på.
Jeg havde ikke andre bukser, så jeg var lidt ked af det. Men inden aften kom lærerens kone med et par bukser af sin søns, som jeg måtte låne. At jeg så nær ikke var kommet med fordi morgenarbejdet først skulle overstås var en anden sag. Jeg nåede lige toget i sidste øjeblik. De dage jeg ikke var i skole, fik jeg en lille middagspause på en halv time. Det foregik i halmen i laden og jeg sov ret tungt, så jeg blev vækket ved et spark i siden.
De dage jeg var i skole, var jeg hjemme mellem kl. tolv og halv et. Så var der lidt mad i ovnen. Der var en tyk skorpe på, men jeg var ekstra sulten, thi når jeg gik derhjemme, fik jeg en halv skive rugbrød, men det mente de ikke jeg behøvede, når jeg ikke have arbejde, så der var ikke noget der hed madpakke. Men jeg fik tit et stykke mad af de andre. De vidste jo godt, at jeg var på sultekost.
Men middagspausen kunne heller ikke bevilges de dage. Når jeg havde spist var der en seddel med besked om, hvad jeg skulle lave ind til de var færdige med deres egen middagssøvn.
Der stod som regel nogle gryder ude ved pumpen, som skulle gøres rene, men først spiste jeg alt det jeg kunne skrabe af dem.
Efterhånden nærmede den tid sig, da jeg skulle konfirmeres og jeg skulle gå til præsten en måned. Det var i september. Der var jo konfirmation to gange om året dengang – skiftevis i Rødding og Krejbjerg.
Først gik vi samlet om vinteren, men os som ikke var gamle nok til at blive konfirmeret om foråret, holdt en måned før de andre. Den måned skulle vi så have det følgende efterår.
Jeg betalte selv mit konfirmationstøj. Det kostede 40 kroner, så der blev 10 kroner til arbejdstøj og de sidste 10 kroner gik til cyklen. Den havde fået et brud på stellet, som jeg fik svejset hos smeden. Den udgift burde manden ellers have betalt, fordi det skete en dag, vi var i engen for at stakke noget hø. Der havde han tøjret en hest, så den kunne nå hen til cyklen. Hesten trådte op i den, men at betale reparationen ville han ikke høre tale om.
Så kom omsider dagen, hvor jeg blev konfirmeret. Det var i Krejbjerg Kirke den 3. oktober 1937 ved pastor Tolstrup, han var ret ny, havde kun været i Rødding et års tid. Han afløste to gange pastor Madsen.
Manufakturhandler Jensen i Rødding, som jeg havde købt tøjet hos, var så flink, at han kørte os derover og desuden gav han mig skjorte og slips.
Samtidigt var det også slut med skolen. Jeg husker endnu den sidste dag i skolen. Læreren kaldte mig op til sig og han takkede mig for den tid vi havde haft sammen. Han sagde, at han have været glad for at have mig, og han ville ønske at han ikke hørte for meget til mig. Det var et bevis for at det gik mig godt, men hvis jeg fik problemer kunne jeg trygt komme til ham.
Men jeg skulle jo blive i min plads til den første november, men denne afsked blev ikke så rørende, og jeg har ikke besøgt dem siden.
Marie blev ikke ret gammel, kun knap 30 år da hun døde, men Johannes Vad blev meget gammel, 87 år da han døde i 1986 og datteren Elin bor i Glyngøre. Hende har jeg ikke set, siden jeg kørte med hende i barnevogn.
(Teksten er her indskrevet i uredigeret form, som min far har nedskrevet det i 1987)
