Paradis som et kødben
Havde det privilegium at læse en historie op for en 6. klasse om reformationstiden.
En ung knægt i Tyskland, en hyrdedreng og hans hund, oplever to af pavens udsendte sælge afladsbreve, som de holder frem for næsen af de fortvivlede som når man holder kødben frem for en hund.
Moralen er som i Martin Luthers og Hans Tausens kritik af afladshandlen og latterliggørelse af frygten for det hindsides – eller i det mindste det at tro, at man kan sikre sig mod det uvisse herefter.
Men det er samtidigt letkøbt, – tilsyneladende var de fordums katoliker enfoldige og protestanterne de oplyste.
Realiterene var langt mere mudrede, når vi taler reformationen. De to konger Christian den II og Christian den III, der kom til at strides, tog religionen på sig som det var opportunt – og sidstnævnte endte med at overtage al kirkens gods.
På den vis er intet ædelt, – man gjorde op med aflad, men grådighed gjorde man ikke op med. Og i Tyskland slog man ihjel i stor stil i regionsopgørets tjeneste.
I dag kan man også håne de, der lader sig lede af paradis som kødben. På sin vis forståelig, men ikke nok, hvis man vil undgå krig, ufred og terror. Ikke nok, – fordi den frygtsomme lidenskab, der ligger i frygten for det hinsides – ikke helbredes ved hån.
Deri ligger et dilemma for den gudløse humanist eller den der blot er religiøs i den forstand at vide, at det i grunden er et menneskeligt påfund, der indeholder hint til et moralsk håndterbart levned.
