Dixie Chicks fighting Bush
Vi kender det hjemmefra. Når der tales nedsættende om smagsdommere, når Richard Ragnwald lod sig hverve til at synge hyldestsang på Dansk Folkeparts landsmøde for år tilbage: “Kære lille Pia, kære lille Pia, snart så skal der være valg; du vil få masser af stemmer over det ganske land …..”
Og måske mest uhyggeligt, når f.eks. begejstringen hos fodboldsfans udnyttes af højreradikale, der i læ heraf søger at fremme deres budskaber.
Det jeg taler om, er den folkekultur, der gør en dyd ud at ikke at være elitens kultur. Den følger nogle sportsgrene. Musikalsk kan det herhjemme være Dansk Top, i USA er det countrymusikken. Lyden og stemningen kan jeg egentligt godt li, det er som at falde tilbage i gamle dage. Men heri kan der også ligge noget skræmmende, hvis man ikke lige tænker sig om.
Ved en ren tilfældighed stødte jeg på nettet på en sang med contrysangerinden Chely Wright. Bumber of my SUV (sagen)
Sangen ”Bumber of My SUV (teksten)” hylder den tapre og patriotiske landsoldat i amerikansk udgave, og den fremstiller herunder den simple og jævne mand som beskytteren af de friheder, som de rigere og mere kritiske ikke forstår at værdsætte.
Det er en dyd at være tro mod sit land, det er ikke en dyd at være viis.
Men omvendt ligger en stærk cocktail i, at mennesker der har noget alvorligt på sinde, krydser kulturelle grænser. Få er i tvivl om, at Niels Hausgaard er progressiv og humanistisk i sit livssyn, men samtidigt har han tit ramt ind i centrum af den folkelige massekultur.
Et tilsvarende modsætningsfuldt kulturmøde blev åbenbart efter, at Natalie Maines fra Countrygruppen ”The Dixie Chicks” i 2003 udtalte dette ved en koncert i London: ”Just so you know, we’re ashamed the President of the United States is from Texas.”
Gruppen blev efterfølgende lagt for had af nogle af deres tidligere fans, der var eksempler på demonstrative afbrændinger af CD’er, og der var radiostationer, der boykottede deres musik.
Noget der virkeligt rammer Bush hårdt m.h.t. “The Dixie Chicks” er at de hører til i Texas, at de står ved deres kulturelle udgangspunkt, og derfor forstyrrer naive patrioter på deres kulturelle hjemmebane.
De forholder sig også til soldatens liv i deres musik. Og følelserne er også imellem kvinderne derhjemme og soldaten derude i det fjerne. Men det er uden nationalromantik. Et eksempel er: ”Travelin’ Soldier”.
At de er vaskeægte contrywestern musikere og hører hjemme i denne kultur kan fornemmes af disse musikvideoer:
Long Time Gone
Travelin’ Soldier
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Dixie Chicks fighting Bush
Første møde med palæstinensere
Der er noget meget væsentligt, der er gået i glemmebogen i vores historiske viden, når vi skal prøve at forstå den fundamentalisme, som vi i dag forbinder med dele af den islamiske verden.
Jeg tænker på det, at mange folkeslag tidligere har søgt at opnå frigørelsen af mere verslig vej. Det kendetegnede verden, da den delte sig i øst og vest. Når kravet om frigørelse i dag forbindes med det religiøse, ser jeg det som et udtryk for manglen på andre alternativer.
Der savnes håb om andre muligheder. Det siges ikke med ønsker om at bringe fortiden tilbage, men med fokus på, at vi skal give mennesker muligheder for kan finde håb, hvis religiøs forbundet ekstremisme skal elimineres.
En god bog, der tager fat på dette er Tariq Ali’s bog: Fundamentalismernes sammenstød – Korstog, Jihad og Modernitet
Jeg møde første gang det Israelsk-Palæstinensiske problem “live”, da jeg mødte en gruppe palæstinensiske flygtningebørn fra Libanon i en pionerlejr i DDR i 1980.
Palæstinensere i pionerlejr i DDR i 1980
3 af børnene fortalte os danskere om israelske bombardementer i Libanon. På et spørgsmål om, hvad det betød, replicerede en 12 årig pige – at det gik ud over skolegangen, når de skulle bruge al tiden i beskyttelsesrum.
Det svar husker jeg, – også uden noter. Vi danskere forventede selvfølgeligt beskrivelser af grusomheder, lemlæstelser mv., – men i stedet fik vi indblik i, at terror og ufred for andre var så meget hverdag, at det snarere var normaliteten.
Det er ikke til at vide, måske bor den 12 årige pige nu i Danmark som flygtning, eller måske var hun en af dem, der døde under massakrerne i Shabra og Shatila i 1982.
Det var denne massakre, der satte sig så store spor hos journalisten Jørgen Flindt Pedersen, at han karrieremæssigt så tydeligt har valgt efter hjertet frem for prestigen.
Bøger af Jørgen Flindt Pedersen:
Brylluppet i Ramallah – Blandt de besatte palæstinensere i Gaza og på Vestbredden
Drengene fra Vollsmose – Rapport fra et år i en bydel i Danmark
Jeg fik dengang i 1980 at vide, at jeg ikke måtte offentliggøre billedet her i en avis eller lignende. Det var nemlig før set, at den israelske efterretningstjeneste havde givet oplysninger fra læsning af tyske aviser videre til falangister i Libanon, som derefter havde dræbt børn, som havde været på besøg i DDR.
Sådan fungerer terror jo, som en af de voksne palæstinensere konstaterede. Ved at ramme netop disse børn, ville resultatet jo være at ramme håbet hos palæstinenserne.
Og sådan fungerer terror jo netop – uanset om det er statsterrorisme, organisationer der udøver terrorisme eller individuel terrorisme – så er formålet at ydmyge og skræmme modparten. Der burde være bedre måder at løse konflikter på, og vel og mærke løsninger, der giver alle ret til anstændige livsvilkår.
Man kan ikke forlange, at mennesker skal leve i et lukket forhutlet reservat – som Gaza-striben, uden udsigt til et positivt, udviklende og virksomt liv.
Det vil føre til oprør, verdsligt eller religiøst motiveret. Når det sidste – som vi ikke bryder os om – kommer i front, skyldes det, at omverdenen ikke tilbyder en verdslig vej til frigørelse.
Gemt Under Flygtninge, Øst/vest // Kommentarer lukket til Første møde med palæstinensere
Sometimes I tell the students at work
(Skrevet under mit genbesøg i Minnesota 2004:)
Sometimes I tell the students at work, that they are going to experience much more chance in their lives that people in my generation, and yet that isn’t quit easy to understand.
This year have been very special to me, by somehow being an in between lives experience pointing backward and forward at the same time.
As a kid, I was raised on a very small scale farm in the countryside in Denmark, doing my early childhood I experienced farming by horse, the water being carried into the house from the pump outside, having our first TV-set when I was 13 years old in 1968 and the first car two year later.
Doing the same years I wasn’t very outgoing, staying home at my mum and dad, mostly talking with my mum, my two younger sisters and one boy that spend a lot of time at our place cause his parents was to busy to care to much. In the first 7 years of school I wasn’t doing very well, I was outside the crowd from the small town, didn’t talk very much, and did not do very god in stuff like spelling and language. In 7th Grade I was cut of form taking part in German class because the school didn’t think I was god enough.
When I shifted school to attend 8th, 9th and 10th Grade the first very important changes happened. We were very fortunate to get young idealistic teachers who didn’t care who your parents where – so where not automatically considered to be a nobody cause you came from a quite poor background.
The work of these teachers is properly the reason I became a teacher myself.
As I later have seen happened with students wanting to rib the boundaries around the hometown stigma, in many ways I was a dreamer, wanting to understand the world, saving it and wanting to get far away on my own. So even just being this countryside boy without being very familiarly even with Skive, the close by city with around 25.000 inhabitant, where I’m living today, I picked up the dream of going to the US as an exchange student.
I’ve newer been rebellious at home toward my parents. That’s might one of the reason, that they went along with the idea without quit understanding. I applied, was accepted, and got a scholarship supplied for exchange students from low income family that cowered half of the expenses. My parents gave me some, and I got the rest of the money as a field hand on a farm.
After I had joined the exchange program my parents where encouraged to be a host family for an American exchange student. And to please my sisters it had to be a girl. The most American exchange student at that time was just being exchange students for two months in the summer, that’s the way my American sister Jeanette and the Woelfels became a part of my life.
Jeanette stayed at my family in the summer of 1972. I wasn’t used to having a sister at my own age, and my real sisters Kirsten and Hanne wasn’t used to have an older sister who could introduce them to girl talk about boys and romance. Kirsten is the oldest, at that time 14 years of age, so it influenced her the most.
For my self I was having my first close inside look at new areas of teenage life.
Then I took of for the US, for the first time in my lift I was outside Denmark. I hadn’t been in Germany, Sweden, Norway or any other close by nation. The US was my first foreign country, – and the trip was my first plane ride ever.
I was placed on a farm 10 miles west of New Rockford a very small town out in the emptiness in North Dakota. Is was a very conservative catholic family, only having four daughters, but only one son and wanting a helping hand to farm work because that wasn’t girls work, just boys work.
Besides that there was school and church, but nothing else. In school I joined the student council to get a little more freedom, my later friends in Redwood Falls properly doesn’t se me as interested in student politics, but in North Dakota I was as a small opportunity to get some connection to teenage life outside family control. And I got the opportunity to be together with the only 3 students at the high school who companied for McGovern and not Nixon in the presidential election in November 1972.
I newer got emotional connected with the family; accept being a good big brother to Sarah who was 12 years old. But when I helped her build a snowman my host parents told me that it was childish me being a 16 year young man.
By newer being rebellious at home in Denmark and being coming for a rural area in Denmark it took me long to get the courage to complain about the family – and really I was afraid, afraid to disappoint my parent home in Denmark by falling to get by, afraid to be send home to Denmark as one who couldn’t make it as an exchange student. And the first time I complained it only got worse, when the representative from Youth for Understanding (YFU) told me to behave and be satisfied with such a good family.
At that time my mom and dad somehow had the feeling, that it wasn’t all good – and by luck – not from heaven – that’s not my believe – but by the luck that Jeanette had been an exchange student at my family home in Denmark, and her and her family living in Minnesota just east of North Dakota, my parents and the Woelfels organised, first that I visited the Woelfels at new year and later that I moved to their farm close to Redwood Falls in February 1973. So really I wasn’t in Redwood Falls for much more than 5 months before I had to return to Denmark at the end of July 1973.
I don’t think, that seen from a local Redwood Falls perspective, it would be possible to understand how important these 5 months was for me, – or it might be possible anyway, if another person looks back on his or hers teenage years to find the most intense period in the fundamental changes going on in a teenage life.
What Redwood Falls offered me was me just being one of the guys as one of my former classmates expressed it this summer, but for me it was just being one of the guys in all levels of the teenage community – so I was participating in the keg-parties, but I also tried out the golf cause and was even going to try water-skiing once.
And by being the brother of Jeanette, and by being this foreign exchange student, I got in social contact with girls – I wasn’t very experienced – I to talk, and as one female class friend told me at my stay in Redwood this summer – I was an non treating and a little naive guy, who it was interesting to talk to.
At the same time I saw the Woelfels as a dream of a family after my experience in North Dakota, – for me they seemed very “dane-like” by not saying no and being trusting me and Jeanette even though we properly caused them worries.
So what I experienced in Redwood Falls wasn’t not only being an exchange student in another country. It was recovering from the depression after the lack of self-confidence that the North Dakota stay had given me. It was a young guy being inexperience with social contact with girls really learning a lot by always being participating in talks and discussions on girl issues by having Jeanette as my sister and by being a discussion partner with a lot on my mind, but always pretty open minded and easy to go along with – and surly not being as sure of what to believe in as I se myself today.
And then it was a very important experience of crossing the boundaries around the social position I saw myself within back in Denmark. This summer I had great talks with a former Classmate Terri around this issue, – and even this summer I was enlightened further into issues of crossing these boundaries. In some way we’re all kind of stuck to where we come from – but for me Redwood Falls helped me to reach across. And even though you don’t always think enough of it, the most important knowledge from that are, that you are fooling yourself, if you think, that life gets much easier by being raised up in what others saw as an uptown family.
Ægpigernes fagforening
Kvindeligt Arbejderforbunds afdeling i Skive var ved stiftelsen og mange år frem først og fremmest ægpakkernes fagforening. Byen havde dengang 4 ægpakkerier.
I 30’erne begyndte kvinderne at markere sig indenfor arbejderbevægelsen både fagligt og politisk. I april 1937 blev der indenfor socialdemokratiet startet et kvindeudvalg og i efteråret samme år fik Husligt Arbejderforbund en lokal afdeling. På byens ægpakkerier talte man om at stifte en fagforening under Kvindeligt Arbejderforbund. Der blev holdt flere møder i vinteren 1937 – 38. Til at begynde med var der kun en 6 – 7 stykker med, men senere kom der flere. De ville sikre sig, at der var tilstrækkeligt mange, der ville være medlemmer, før de stiftede en fagforening. Derfor gik der lister rundt på byens ægpakkerier, hvor man kunne skrive sig på, hvis man ville være medlem. På Frumentaria var Kathrine Ustrup, Elna Mogensen og Johanne Hald de første til at skrive under. Elna Mogensen fortæller : “Nogen var bange for at blive fyret. Hvem skulle først skrive under ? Det var jeg ikke bange for, sagde jeg, men så tog Kathrine Ustrup sedlen og skrev sig på først. Vi havde nogle enkelte missionske derude, som ikke ville med i fagforeningen.”
Ægpigerne blev kaldt til møde
Det forberedende arbejde førte til, at man sammen med Arbejdernes Fællesorganisation bad Kvindeligt Arbejderforbund i København om at sende en repræsentant herover, så man kunne starte en afdeling. Tirsdag den 10. maj 1938 blev byens ægpakkere så indbudt til møde. Fra København havde de sendt forbundssekretæren, Dagmar Pedersen, der fortalte om Kvindeligt Arbejderforbund og om behovet for, at kvinderne stillede sig på lige fod med mændene både fagligt og politisk. Fra salen blev hun udspurgt om kontingent- og overenskomstforhold, og derefter vedtog man enstemmigt at stifte en afdeling under Kvindeligt Arbejderforbund.
Den første bestyrelse
Man valgte straks en bestyrelse, som kom til at bestå af Kathrine Ustrup (formand), Marie Pedersen (kasserer), Ellen Poulsen, Anna Josephsen og Karen Møller. Som suppleanter valgtes Dagny Olsen og Juliane Baltersen, og som revisorer Elna Mogensen og Agnes Christensen. Flere af dem går igen blandt de aktive mange år fremover. To af byens ægpakkerier, Dansk Andels Ægeksport og Odense Ægforretning, var allerede ved starten dækket ind af en overenskomst. De to firmaer, som havde filialer flere steder rundt i landet, havde i december 1936 indgået en landsoverenskomst med Kvindeligt Arbejderforbund, som også kom til at gælde ægpigerne i Skive, da de blev organiseret.
Overenskomstens bestemmelser
Begyndelseslønnen var i 1938 på 74 øre pr. time, og efter 4 ugers ansættelse fik man 81 øre pr. time. Deltidsansatte ægpakkersker med under 32 timer pr. uge fik et løntillæg på 5 øre pr. time. Til sammenligning tjente en arbejdsmand i Skive samme år omkring 1,20 kr. pr. time. Arbejdstiden var 8 timer dagligt 6 dage ugentligt, kun søndag var fridag. Sommerferien var på 4 eller 6 dage, afhængig af hvor lang tid man havde arbejdet på virksomheden forud. 1. maj sluttede arbejdet kl. 12.00. Hvis der arbejdedes efter kl. 12.00 skulle der gives en overtidsbetaling på 100 %. Samme overtidsbetaling gjaldt for arbejde på søn- og helligdage.
Frumentaria
I vinteren 1937-38 opførte Odense Ægforretning “Frumentaria” på Viborgvej. Bygningen blev indviet den 30. april 1938, kun 11 dage før Kvindeligt Arbejderforbund i Skive blev stiftet. Ved indvielsen blev der ifølge aviserne holdt taler af to direktører, to konsuler, borgmesteren, en ingeniør, en arkitekt, en murermester og en forretningsfører. Ingen af pigerne, der skulle arbejde der, var på talerrækken.
Fra: 50 års jubilæum, 10.5.1938 – 10.5.1988 / Kvindeligt Arbejderforbund Skive afdeling / [redigeret af: Jørgen D. Jensen] [tekst: Jørgen D. Jensen, Asta Christensen, Lillian Knudsen]
Stod i Berlin, – kendte ikke til øst og vest
Mit første besøg i Berlin var i juli 1980. Jeg ankom til byen fra den østlige side.
Jeg husker, at vi besøgte den store mindepark for de faldne sovjetiske soldater under kampene om Berlin i 1945. Det siges, at der lå ca. 100.000 begravet. De mange døde skyldes sikkert lige dele tysk stædighed mod at give op og sovjetisk iver om at opnå en propagandasejr ved at indtage Berlin.
På et tidspunkt står jeg oppe i TV-tårnet i Østberlin sammen med en 14 årig datter af en københavnsk fagforeningsmand, der dengang var kendt for markante røde positioner.
Pludseligt går det op for mig, at hun ikke vidste, at Berlin var en delt by – at der dengang var et Nato og en Warszawapagt, der stor fjentligt overfor hinanden. Og at der gik en mur gennem byen. Oplevelsen bekræftede hvor forskelligt familier fungerer.
Hos nogen overleveres interesser for kultur, politik, idræt og meget andet fra forældre til børn. Hos andre kommer forældrenes eget liv så meget foran, at kæden falder af.
Så der stod jeg – og skulle fortælle en 14 årig dansk pige, der stod i TV-tårnet i Berlin i 1980, at Berlin og Tyskland var delt i to. (Billedet er taget ved et langt senere besøg i byen i november 2003)
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer lukket til Stod i Berlin, – kendte ikke til øst og vest
Ove Hove – boligminister 1977 – 1978
I tidligere tider havde Danmark en boligminister – det kunne man ønske sig igen. Blandt disse var der faktisk en del, der udsprang af lejer- og boligbevægelsen. En af disse var Ove Hove, der startede ud i Skive – før han senere flyttede østover.
I f.m. Arbejdernes Andelsboligforening i Skive jubilæum i 1992 talte jeg med ham telefonisk. Det komme der bl.a. denne beskrivelse ud af:
Arkitekt Ove Hove, der blev indvalgt i AAB’s første bestyrelse, har en stor del af ansvaret for, at Skive var med helt fremme i udviklingen af det almennyttige boligbyggeri.
Ove Hove startede som murer. Han tog så bygmestereksamen og blev efterfølgende arkitekt. I 1941 blev han ansat ved stadsingeniørens kontor ved Skive kommune. Her arbejdede han indtil 1946 med bl.a. byplanlægning. Mange af de store planer omkring Egerisområdet lå allerede dengang på hans bord.
Han flyttede ind i afdeling 1 i Ringparken i 1944, men flyttede to år efter, da han etablerede egen tegnestue sammen med sin bror i lokaler på Ny Skivehus. Senere flyttede han igen ind hos AAB, denne gang i afdeling 4 på Holstebrovej.
Ove Hove overtog fra slutningen af 40’erne arkitektarbejdet på omtrent alt hvad AAB og Socialt Boligbyggeri opførte. P.g.a. hans engagement og dygtighed på området blev han af boligministeriet uddannet til en af i alt 15 rationaliseringskonsulenter, der udover landet skulle sprede erfaringer om mere rationelle byggemetoder.
Det sidste byggeri, som han arbejdede på før han flyttede fra byen var starten på de store blokbyggerier i Egerisområdet. Han er således arkitekten bag de elementtyper, der fra slutningen af 50’erne og til starten af 70’erne kom til at præge både AAB’s og Socialt Boligbyggeris blokbyggerier. Ved at gennemføre en standardiseret brug af bygningselementer i byens byggerier bidrog han til at opbygge en lokal bygningselementproduktion.
Ove Hove flyttede fra byen omkring 1958, da han fik arbejde i Byggecentrum. Senere blev han i en kort periode på halvandet år boligminister, fra 1977 til 1978. Her kunne han udnytte sine livslange erfaringer fra boligområdet, erfaringer, der havde deres udgangspunkt i Skive, selvom de senere blev bredt ud over hele landet.
Bragt i AAB Skive – et tilbageblik, ISBN 87-984035-0-8, 1992
Razzia i Skive – kommunisterne stak af
Billedet her er i forhold til overskriften misvisende. Henry Hede stak nemlig ikke af, han var måneder forud allerede blevet taget tilbage i 1944. Det er fra Gestapos arkiv, det blev givet til hans familie af englænderne efter krigen.
Anden gang Gestapo slog hårdt ned på modstandsbevægelsen på Skive-egnen var den 9. januar 1945. I alt 8 blev taget, men mange andre eftersøgte nåede at slippe væk. En stor del af de ledende kommunister i byen måtte gå under jorden og flytte midlertidigt væk fra egnen. Det drejede sig bl.a. om maskinarbejder Ole Henriksen, typograf Aksel Mortensen, elektriker Harald Nielsen, kommis Christian Holmgaard og mekaniker Arne Eggertsen.
De måtte nu undværes i det lokale arbejde men gjorde god gavn, hvor de kom hen. Ole Henriksen kom til Randers, Aksel Mortensen til Viborg, Harald Nielsen til Nykøbing M., og Arne Eggertsen til København.
Duplikatoren, der blev brugt ved fabrikationen af ”Ny Tid”, blev reddet af en elektrikerlærling fra Harald Espersen
Duplikatoren stod ude ved elektriker Harald Nielsen på Viborgvej, hvor tyskerne overså den ved husundersøgelsen. Den blev af lærlingen reddet op på Harald Espersens værksted, hvor typograferne Alfred Christensen og Jens Dalum senere afhentede den.
Duplikatoren kom den sidste del af krigen til at stå ude hos Jens Dalum, Norgaardsvej. Jens Dalum kom også til at redigere flere af numrene nu, efter at Christian Holmgaard havde forladt byen. Jens Dalum husede i øvrigt flere af dem der måtte under jorden den 9. januar 1945. De skulle jo have et sted at vare, indtil deres afrejse blev organiseret bl. a. skulle der fabrikeres falske identitetspapirer.
Fra: 40 året for befrielsen maj 1985, 16 sider, tekst og manuskript Jørgen D. Jensen.
Et skrift byggende på tilgængelige lokale kilder, samt samtaler med snedkersvend Nicolai Jensen, Roslev og skomager Tage Madsen, Skive (byens ældre borgere husker ham måske fra hans kælderværksted i Thinggade) – begge aktive i modstandsarbejdet under krigen. Nicolai havde været i Horserød, men flygtede og arbejdede illegalt derefter. Tage Madsen måtte i efteråret 1944 flygte til Sverige.
Skæbnen for to af de lokale, der døde i KZ-lejr, Henry Hede og Fritz Nielsen, beskrives grundigt.
More on The Dyrholm house
During my vacation in Djursland in Denmark this summer, I found my way around Fløjstrup Kær – a place out in the country side, where “Dyrholmhuset” (danish for: The Dyrholm house) is situated.
The name “Dyrholm” ordinates from this place. It comes of people living here taking the name of the house for their family name. The first Dyrholm ever was born in 1774 in Dyrholmhuset. His name was Jens Jensen Dyrholm ( ± 1774 ) ( † 1826 ).
Dyrholmhuset Fløjstrupkærvej 20, Matrikel nr. Råballegård, Høring 1b, 2008.
Formerly it have been a smal farm, but now the property is only including 10.103 m² of land, ideal for a family who owns a horse, a few sheep’s or something like that. The living house is 120 m² and the former farm buildings are 350 m² + 124 m² + 48 m². The present owner bought the place in 1996
The present version of Dyrholmhuset is built in 1913 just before the outbreak of the First Would War, where all building activities in Denmark were stopped doing lack of raw materials for the buildings industry.
Behind the barn towards the small field still belonging to Dyrholmhuset.
Gemt Under Dyrholm // Kommentarer lukket til More on The Dyrholm house
Mail fra Toronto 27. juni 2004
I sommeren 2004 fik jeg en enestående mulighed for at komme tæt på Canada, gense Minnesota, og møde en masse spændende mennesker fra alverdens lande.
Det skete ved deltagelse i konferencen: Adequate & Affordable Housing for All ved The University of Toronto med ca. 300 deltagere, heraf ca. halvdelen fra Canada, en del fra USA og resten fra overalt i Verden.
Det var en tur med intense oplevelser. Her gengives fra en mail hjem til Ulla den 27. juni 2004:
Jeg kan ikke længere helt holde styr på alle de indtryk og mennesker, som jeg har mødt i f. m. konferencen – ved starten havde jeg fornemmelsen af at komme og se på – men der er så mange samtaler med forskelligartede personer undervejs.
Ved festmiddagen i går aftes sad jeg f.eks. ved siden af en tidligere amerikaner, Nicholas Volk, der senere valgte at bosætte sig i Canada – i sine unge dage var han amerikansk soldat i Japan. Har boet i Phnom Penh Cambodia i 1959 – er nu formand for bestyrelsen for det boligselskab, der styrer Torontos offentlige støttede boligbyggeri. En vidende og engageret ældre herre.
I morgen går det til Minnesota – jeg har fået oplyst, at den amerikanske grænsekontrol sker her i Toronto – med amerikansk paspoliti. De ønsker ikke at skulle afvise folk efter at de første er inde i USA, så i morgen skal jeg tidligt op.
I dag deltog jeg til morgen i en workshop med en dygtig, beskeden, kompetent og progressiv engelsk forsker – og han gav kredit tilbage her til eftermiddag – da jeg for første og eneste gang tog ordet i den store fælles forsamling i f. m. den afsluttende fælles session – har ellers deltaget i mange forskellige debatter i de enkelte workshops – og nogen gange blot lænet mig tilbage og lyttet.
En repræsentant for Atlantic Canada, en beskeden professor – Elisabeth Beaton, gav et billede af et engelsksproget, hvidt og ret europæisk Canada der er i kraftig recession – hvor kun turisme og call-center-“industri” er i vækst, – men samtidigt et område med stor lokalpatriotisme – så befolkningen er meget modvillig imod at flytte.
Så der er mange slags Canada – der er jo også den fransktalende del, der er storbyer som Toronto – der er prærie-Canada, inuit-Canada og vestkysten, hvor kinesere mv. betyder meget.
Jeg talte en del med “Steven” der er praktiserende indianer – forstået på den måde, at han respekterer og udover de ritualer, som hører til i Creek first nation – og samtidigt er han embedsmand ved bystyret i Toronto – han har en eventyrlig evne til at sætte diskrimination på spidsen – ved på nogen tidspunkter at gå med en bøllehat med indianske symboler og på andre tidspunkter at fjerne den og sætte et officielt navneskilt på som embedsmand – han fortalte, at han en morgen havde stået og skulle leje en bil – med bøllehatten på – og ekspedienten var gået ind til sin boss og fortalt, at der står en indianer udenfor, som tror, at han kan leje en bil – hvorefter Steven var gået ind med sin embedsmandsstemme og beklaget over at han ikke kunne komme på arbejde medmindre bilen snart stor der.
Han har brugt den samme dobbelthed i debatter under konferencen, når han fandt positionerne for akademiske fjerne.
Er stoppet med indtryk – på vejen retur til Internatcafeen få huse fra hotellet så jeg den store parade på pride-day med de homoseksuelle – optoget var enormt – jeg tror det tog paraden to – tre timer at passerer forbi – den have været i gang nogen tid, da jeg stødte på den på vej hjemad igennem byen.
Når jeg kommer retur på hotellet skal jeg i gang med at få mit tøj vasket – jeg har vaskepulveret klart – og der er vaskemaskiner og tørretumblere på øverste etage. Så kan jeg komme til Minnesota med rent tøj i bagagen.
Sidste nat blev jeg vækket kl. 3 ved at en gruppe kvinder havde slået sig larmende ned i et tilstødende lokale – men da de opdagede, at der var en beboere, der ikke hørte til deres selskab var de meget hurtigt og venlige og fik lukket en dør, så jeg ikke kunne høre dem mere.
Hotellet har en del rygsækturister – fortrinsvis yngre – et par japanere – og helt sikkert mange af de tilrejsende homoseksuelle – omkring halvdelene af alle butikker ect. har regnbueflag og lign, der identificeres med begivenheden.
I går aften stoppede jeg op ved et udendørs jazz-arrangement og hvilede benene og lyttede til et par numre – men du ved jo, at jeg ikke er så meget til jazz.
Og så er der for resten parlamentsvalg i Canada i morgen – det har faktisk også været spændene at følge lidt med i, da det jo er blevet nævnt gentagne gange på konferencen.
Som du kan se, er der mange mættede oplevelser – og det er helt underligt og noget svært at fatte – at i morgen starter jeg ud igen med oplevelser i en anden kontekst – formodentligt også med en række oplevelsesmættede dage.
Hils drengene
Boligforeningen Skive
Den 11. april 1914 stiftedes byens første boligforening. Det skete på initiativ af byrådsmedlem og redaktør H. P. Hansen, “Skive Socialdemokrat”. Bestyrelsen bestod af 3 byrådsmedlemmer. Foreningen byggede i efteråret 1914 ejendommen Havnevej 19, hvor der blev plads til 12 små arbejderboliger. Byggeriet blev sikret af 23 garanter, der hver hæftede for 100 kr, og en kaution fra Skive kommune.
I 1941 byggede foreningen endnu en ejendom Havnevej 7-9. Skive kommune overtog begge ejendomme, da foreningen blev opløst i 1981. Det var dengang aftalen, at kommunen skulle sørge for, at foreningens ejendomme kom ind under et almennyttigt boligselskab.
Skive kommune har senere byfornyet de to ejendomme, men efterfølgende er den ene trods løfterne solgt privat. Men Havnevej 19 blev solgt til Arbejdernes Andelsboligforening – og derved blev den til almene boliger, som forudsat..
