På job ved Glyngøre Fiskeindustri på vaks-tabletter
Mange fra Skive har arbejdet i kortere eller længere tid i fiskeindustrien i Glyngøre. Det var i starten svært at organisere pigerne derude.
Det var ikke ualmindeligt, at piger fra Skive i perioder tog arbejde på fiskeindustrien i Glyngøre. Firmaet betalte for togturen med Sallingbanen eller satte en bus ind.
Det var derfor naturligt, at man i fagforeningen begyndte at diskutere forholdene i fiskeindustrien. Der var ingen overenskomst derude og kun undtagelsesvis var der enkelte organiserede piger på virksomheden. Der blev arbejdet i skift. 8 ½ timers natarbejde gav en ugeløn på 43,50 kr., svarende til en timeløn på omkring 85 øre.
Flere møder for de uorganiserede
Den 5. juli 1942 afholdte fagforeningen sammen med Arbejdernes Fællesorganisation et møde for pigerne på virksomheden. Kun få af de ansatte mødte op, men blandt dem der kom, var der interesse for at lade sig organisere.
Fællesorganisationens kasserer Møller Jensen fremhævede, at man burde lade sig organisere, selv om man kun arbejdede hos Priess i en kortere periode. Kun hvis der var nok organiserede, kunne Kvindeligt Arbejderforbund tvinge firmaet til at indgå en overenskomst. 10 piger indmeldte sig i fagforeningen på mødet.
Men det gik fortsat trægt med at organisere piger derude. Afdelingen i Nykøbing Mors var ikke tilfreds med indsatsen, og på et møde med afdelingen i Skive blev man enige om at bede forbundet hjælpe med at få pigerne fra Skive organiseret.
Tog mændene med
Forbundet sendte Dagmar Petersen til et møde i Skive den 31. januar 1943. Her forsøgte hun, sammen med Arbejdernes Fællesorganisations formand Karl Jørgensen, at overbevise de piger, der arbejdede i fiskeindustrien, om behovet for at de organiserede sig. Af de 75 piger der var mødt op, blev de 29 organiseret. Resultatet kunne ikke siges at være tilfredsstillende.
Sammen med fællesorganisationen forsøgte man igen med et møde den 21. marts 1943. Denne gang havde man inviteret pigerne til at komme sammen med deres mænd. Karl Jørgensen fortalte på mødet, at man havde inviteret mændene med, fordi de havde større kendskab til fagforeninger, og måske derfor kunne få pigerne til at indse, at de burde lade sig organisere. De 5 uorganiserede piger, der var mødt, blev indmeldt i fagforeningen.
Arbejdede på ferietabletter
Både på ægpakkerierne og i fiskeindustrien vekslede det meget, om der var arbejde eller ej. Mange tog med toget til Glyngøre, hvis der var mulighed for at tjene penge der.
Under krigen steg priserne voldsomt uden at lønningerne fulgte med. På ægpakkerierne var man ind imellem arbejdsløs. Der kunne derfor være brug for en ekstraindtægt. Specielt hvis man ikke var med i arbejdsløshedskassen, og det var mange af medlemmerne ikke. Oda Dam fortæller her om, hvordan hun og andre tog på arbejde i fiskeindustrien i Glyngøre.
På vaks-tabletter
Vi var jo sommetider arbejdsløse. Der var en overgang hvert år, hvor der næsten ikke var noget at lave. Så ville vi jo godt tjene nogle ekstra penge, det trængte vi til. En periode under krigen tog vi til Glyngøre med toget. Vi arbejdede på fiskeindustrien om natten og på ægpakkeriet om dagen, når der var arbejde der. Vi tjente nogle ekstra penge og tog ferietabletter, så vi kunne klare det. Vi kaldte dem nu vaks-tabletter. Så kunne vi godt undvære søvn i et par døgn.
Stoppet ved toget
En dag da vi kom på arbejde på ægpakkeriet, sagde Kruse, der var direktør, at enten måtte vi tage til Glyngøre, eller også måtte vi holde os til arbejdet i ægpakkeriet. Han ville ikke finde sig i, at vi mødte trætte på arbejde. Vi arbejdede ikke længe på den måde, for anden gang han stoppede os, sagde han, at nu var det slut. Kruse stod nede ved Skive Nord, som lå nede ved enden af Nordbanevej, og lagerforvalteren stod omme på banegården, der dengang lå ude ved enden af Østerbro. Vi var begyndt at gå derom, fordi vi vidste, at Kruse stod ved Skive Nord, men når lagerforvalteren stod omme ved banegården, kunne vi jo ikke snige os på toget.
Akkord og stank
Noget af arbejdet i Glyngøre var på akkord. Vi syntes da, at det var vældigt skønt at tjene nogle ekstra penge. De syede også papir ind under trøjerne derude, ligesom vi gjorde på ægpakkeriet. Dengang jeg var derude under krigen, var der ingen, der spurgte os, om vi var i fagforeningen.
Elna Mogensen husker også turene til Glyngøre : “Der var en forfærdelig stank derude. Man kunne jo lugte os langt væk. Det var smadder vådt, vi stod jo i vand, men under krigen var det småt med pengene. Jeg arbejdede derude et års tid. Det var natarbejde, men det var ikke heltidsarbejde.”
Note: Jeg fik i 1988 lov til at forfatte et 50 års skrift for Kvindeligt Arbejderforbund i Skive. Det gav mig sammen med et lignende opgave for SID to år før et værdifuld indbrik i købstandens arbejderhistorie.
Gemt Under Historie, Skive // Kommentarer lukket til På job ved Glyngøre Fiskeindustri på vaks-tabletter
Læren af 1864 – hovmod eller ydmyghed
Billedet er fra Historiecenter Dybbøl Banke under en skoletur til Sønderjylland i 1993 med en klasse fra Nykøbing Mors. Morsø Kommune stod dengang som ejer af en tidligere landsbyskole i Bjolderup nær den dansk-tysk grænse. Man aner heri en nostalgi for tidligere tiders nationalromantik.
På lejrskolen hang ånden fra 1864 og genforeningen i 1920 i gardinerne så at sige, og besøgte man kirkegården kunne man se en grusom grund hertil, når man så på mindestenen over lokale unge sønderjyder, der var blev dræbt i 1. verdenskrigs skyttegrave som soldater for tyskerne.
Men hvad er læren fra 1864?
Er det historien om en tapre landsoldat, som jeg selv blev forblændet af, da jeg som barn læste Niels K. Kristensens bog fra 1911 “Rasmus fra Rodskov”. Bogen er en romantiseret fortælling fra krigsaarene 1848-50.
Nej, læreren er snarere, at det unge og umodne danske demokrati i tiden fra 1849 til 1864 ikke forstod sig på mindretalsspørgsmålet. Folkestyret var domineret af nationalliberale, der stortrivedes med at ydmyge tyskerne i Slesvig-Holsten, og derved lod de reelt danskheden i stikken. Resultatet var, at Danmark blev prøveklud for den Preussiske ekspansion, der får år efter førte til Frankrigs nederlag til tyskerne.
Fotoet her tog jeg på en tur til Berlin i efteråret 2004. Relieffet er en del af den tyske Siegessäule, der blev rejst til minde over preussernes sejre i 3 krige først mod Danmark, dernæst Østrig og Frankrig.
Ser vi på efterspillet har forståelsen af begivenhederne før og efter 1864 flere gange været genstand for politisk strid. Der var spørgsmålet om Københavns befæstning, der reelt endte med at splitte partiet Venstre – hvorved det antimilitaristiske Radikale Venstre opstod.
Der var situationen efter begge de to verdenskrige, hvor der var nationalchauvinister, der havde drømme om at flytte Danmark længere sydpå end godt var. Heldigvis modstod flertallet fristelsen.
Jeg kan personligt ikke lade være med at drage paraleller mellem den dumstolte nationalisme op til 1864 og den måde dele af den danske debat formede sig i f.m. sagen om muhammedtegningerne. På samme måde, som vi dengang forregnede os, da vi troede at vores egen lykke bestod i at undertrykke den tyske nationalisme – forregner vi os også i dag, hvis vi tror, at der ligger noget positivt mål i ikke at optræde indsigtsfuldt overfor det fremmede.
Dengang fremkaldte de den nationalisme, som de påstod at bekæmpe. Hvad fremkalder mon de stolte korsriddere, der påstår, at de bekæmper muslimsk fundamentalisme? De er selv medvirkende årsag til deres egen modsætning.
Litteratur, der kan bringe læseren mentalt nærmere 1864:
Dragon Niels Kjeldsen og hans kammerater 28. februar 1864 af Søren Meltofte
Gemt Under Historie // Kommentarer lukket til Læren af 1864 – hovmod eller ydmyghed
Abba disco med cambodjanere
Da jeg var færdig med det første år på seminariet deltog jeg i sommeren 1980 i en international pionerlejr i DDR.
Blandt dem jeg mødte var to piger på min egen alder fra Phnom Penh i Cambodia. De var inviteret til DDR sammen med 5 forældreløse børn.
Det var kun et år efter at vietnameserne havde befriet cambodjanerne fra rædselsregimet med De Røde Khmerer (Pol Pot styret).
Når nogen i dag ønsker at sætte fredsaktivister og venstrefløj i skammekrogen på grund af standpunkter under den kolde krig, burde det også være nogen på højrefløjen der skammer sig over støtten til De Røde Khmerer. På det tidspunkt jeg mødte de to piger og de 5 forældreløse børn støttede Danmark som Amerikas lydige allierede stadig De røde Khmerer, der fortsat terroriserede Cambodja fra støttepunkter ved den Thailands/Cambodjanske grænse.
Godt nok var De Røde Khmerer inspireret af noget af det værste, som den kinesiske maoisme frembragte, men de fungerede længe samtidigt som USA’s allierede overfor det Vietnam, som USA ikke ønskede at se som cambodjanernes befriere.
Kindkys af Pol Pot – Kampuchea og den danske forbindelse.
De 5 forældreløse børn, som jeg mødte, var alle børn, hvor Pol Pot styret havde dræbt deres forældre. De to piger som ledsagede dem kunne tale henholdsvis engelsk og fransk. Havde det været kendt under Pol Pot, havde de ikke overlevet. Jeg fik talt med den engelsksprogede af dem. Det giver lidt af et gys, når man mærker begivenhederne ude i verden så tæt på.
En aften skulle de to piger arrangere underholdning for de voksne. Det blev til discodans til Abba-musik. Det var ikke lige den slags musik, som hørte min kultur til dengang – jeg var nok mere til ting som Bob Dylan og The Rolling Stones.
Men der hørte en god forklaring til, som jeg kun kunne føle ydmyghed overfor. Det at kunne få lov til at give den hele armen til Abba var udtryk for en frihed, der ville have kostet dem døden under Pol Pot regimet.
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer lukket til Abba disco med cambodjanere
En SMS fra fortiden bekræfter familiemytologien
Min farbror Evald, der gik bort i maj 2009, efterlod sig en samling tilrøgede postkort. Han efterlod sig også et pænt lager af både cigaretter og pipetobak, der for mig var af mindre interesse – men anskueliggjorde, hvorfor der fulgte en duftoplevelse med.
Mange af postkortene var uden tekst – de var blot postkort – samlet at en ivrig samler. Enkelte viste, at Evald havde været på visit i Amsterdam i juli 1965 på et tidspunkt hvor mine egne forældre endnu aldrig havde haft en dag fri til at holde ferie væk fra køer og grise.
Blandt de ældste var postkort fra tidligere generationer – som dette hvor min oldemor Elisabeth Jensen skriver til sin søn, min farfar Peter Kr. Jensen i august 1908 eller 1909 vurderet efter frimærket og poststemplet. Peter var da 12 – 13 år gammel.
Postkortet – en SMS fra fortiden med komprimeret information – vækker tanker omkring familiemytologien omkring min farfar, som jeg aldrig mødte. Han var død flere år før jeg blev født.
Men farfar, Peter Kr. Jensen, havde et glasøje – og det fortælles, at øjet var ødelagt under leg med en saks.
Derfor fik vi som små fortalt og fortalt, og sakse blev derved fortryllet og tabubelagt med et tydeligt “Pas på, ellers ….”.
Oldemor Elisabeth skriver til sin søn min farfar Peter Kristian Jensen
Her afdækkes mytologien i et autentisk kig i en mors brug af datidens meddelelsessystem for korte beskeder. Drengen var alene langt væk hos en øjenlæge nede på Clements Torv i Århus og hans mor lover at stå klar for at hente ham, da han skal hjem med toget.
Peter Kr. Jensen
Hr. Dr. Eriksens Øjenklinik
Clements Torv No. 8
AarhusKære lille Peter
Du skriver at du skal hjem paa Fredag pas nu paa at faa dine Sager samlet sammen saa kommer jeg og henter dig jeg rejser herfra med Morgentoget saa kommer du vel til 11leve Toget og tager imod mig. En kærlig Hilsen fra Moder Elisabeth Jensen
Om frimærket ovenfor kan fortælles, at det blev udgivet i 82 forskellige oplag i årene fra 1907 til 1913 – og at der blev tryk i alt 478.000.000 af slagsen. Det fortæller, at min oldemor ikke har været ene om at skulle meddele sig – og at postkort har haft en helt anden betydning for datiden – end for os i nutiden.
Gemt Under Familie // Kommentarer lukket til En SMS fra fortiden bekræfter familiemytologien
Magtrelationer i ledelse – den uartige leder
Jeg stødte for nogle år siden på en yderst interessant bog af den norske sociolog Thomas Matthiesen, Makt og modmakt, Pax Forlag A/S, 1982. Et yderst interessant skrift.
I nutiden fungerer magtrelationerne langt mere anonyme end i det Tyskland, som den klassiske beskriver af embedsmandens rolle Max Weber levede i. Weber vedkendte sig, at bureaukratiet var et beherskerapparat, – et apparat der kunne skabe effektivitet i opbygningen af det industrisamfund, som afløste feudalismen, men et apparat som samtidigt havde den ulempe, at det nemt kan ende med at beherske os selv.
Det fører til, at den norske sociolog Thomas Mathiesen i sin fremstilling – hvor han bl.a. henviser til Weber – ser et væsentligt behov for at afdække magtforhold, for at legitimere sig overfor læseren.
Thomas Mathiesen anskuer virkeligheden ud fra et aktivistisk synspunkt, hvor det handler om at gøre op med magten ved at ændre afmagt til modmagt. Hans synsvinkel svarer ikke til det udgangspunkt, som man har i en lederstilling, men han fremlægger alligevel nogle vigtige pointer.
Det er f.eks. interessant, at når magten ses ovenfra, kan den overordnede føle sig magtesløs samtidigt med at den underordnede føler sig underlagt magt.
Han tager ved sin forståelse af magt udgangspunkt i en definition fra Max Weber :
Ved “magt” vil vi her alment forstå et eller flere menneskers sjanse til å sette gjennom sin egen vilje i det sosiale samkvem, og det selv om andre deltagere i det kollektive liv skulle gjøre motstand.
Thomas Mathiesen lægger afstand til et rent materialistisk synspunkt og ønsker at genrejse den principielle frihed til handling. I forhold til magtdefinitionen ovenfor mener han således også, at mennesker udøver magt, når de ikke træffer beslutninger, der er i modstrid med et bureaukrati, hvori de er placeret. De kunne jo af egen vilje have valgt anderledes, selvom det har personlige konsekvenser.
Det klarlægges i hans bog, hvordan åbenlyse repressive magtanvendelser, f.eks. ved henvisning til fængselssituationer, giver magten langt mindre magt end der, hvor vi bindes i det skjulte af normative holdninger. Netop dette gør det også vigtigt for ham at afdække, hvordan magten maskerer sig.
Han henviser i den forbindelse til “den offentlige mening” og “snusfornuften” som magtfaktorer, som pålægger os ansvarlighed, jordnærhed, arbejde for kortsigtede forbedringer, konfliktskyhed og en søgen mod centrum.
Hans grundtese er, at man ved at acceptere de dominerende normative holdninger falder til patten og inkluderes i magten, og at man ved at bryde dem let sættes helt udenfor indflydelse. Balancepunktet ligger i hverken at blive inkluderet eller ekskluderet, men at holde sig på stregen.
Selv om konteksten er anderledes synes jeg, at jeg kan genkende nogle af hans handlingsanvisninger i arbejdet som leder.
En af metoderne til at stå op imod magten er at benytte sig af, at de normative holdninger ikke er de samme på de forskellige arenaer omkring opgaven.
Lederen er også klart i stand til og har forpligtelser overfor at levere information og analyser på baggrund af hans faglige indsigt, som i hænderne på andre (politikere og øvre beslutningstagere) vil kunne styrke virksomhedens position.
Som embedsmand er det klart vigtigt, at lederen undgår at blive ekskluderet (i yderste tilfælde afskediget), ved at udvise åbenlys modstand mod de overordnede og det politiske niveau. Derfor må han efter min opfattelse nødvendigvis være i stand til at respektere de centrale normative regler for embedsmandsoptræden. Det indgår som en væsentlig del heraf, at faglig kritik fra hans side ikke må få karakter af et personligt vinder-taber spil med overordnede.
Men han skal også holde sig farlig på den vis, at han holder fagligheden i sit ledelsesarbejde i hævd – også overfor overordnede.
Gemt Under Ledelse // Kommentarer lukket til Magtrelationer i ledelse – den uartige leder
Returnee-netværk førte til fransk middag i Versailles
Efter hjemkomsten fra USA i 1973 indgik jeg i et fællesskab af ”returnees”, der var tilknyttet organisationen Youth for Understanding. Og hjemme på husmandsstedet i Salling var familien værtsfamilie for unge amerikanere i flere omgange.
I sommeren 1974 var det Judy fra Seattle, Oregon. For hende var et husmandssted i Vestjylland, formodentligt et underligt sted at befinde sig, men til gengæld viste hun initiativer, der bragte hende meget omkring – også helt på egen hånd. Hun kom selv fra et intellektuelt hjem, med interesse for kunst. Hendes familie havde en jødisk baggrund, men det var uden at være religiøst bundet til jødedommen.
I starten af juli deltog Judy, min søster Kirsten og jeg selv til et YFU arrangement i tilknytning til Rebildfesten. Her deltog også enkelte YFU-returness fra andre europæiske lande. Heriblandt Cecilie fra Frankrig, der havde været i USA to år før mig – og nu gik på Université de Paris (Sorbonne).
Judy og Cecilie blev meget gode venner, og det førte til, at Judy besøgte Cecilie i Versailles i august 1974. Mine forældre, der havde det formelle ansvar for Judy som værtsfamilie, så lidt undrende til, – selv havde de endnu ikke været udenfor Danmark – det må havde været en stor mundfuld at se på, hvordan ungdommen opførte sig.
Senere samme efterår skulle min gymnasieklasse fra Skive Gymnsium og HF til Paris. Selv havde jeg absolut ingen franskkundskaber. Jeg havde selv valgt russisk på gymnasiet, for at stå lige med andre m.h.t. det andet fremmedsprog.
Vi havde fået grundige instruktioner om, at vi ikke måtte færdes på egen hånd, men reelt tog vores lærer sig for lidt af, hvad vi gik og lavede.
Vi besøgte en af dagene Versailles. Det jeg husker bedst, fra da vi så slottet og det store parkområde, var en lille stråtækt landsby, som den franske dronning Marie-Antoinette, havde ladet opføre som en romantisk landsbyidyl i sammenhæng med hendes lystslot. Det blev fortalt om hende, at hun ikke forstod, hvorfor folk ikke spiste kager, når de ikke havde brød nok.
Er du mere intresseret findes der en historisk roman om Marie Antoinettes dramatiske liv. Den skilder samtidigt Frankrig under revolutionen: En dronnings bekendelser – en opdigtet selvbiografi, fås hos Saxo.dk.
Jeg havde ikke haft kontakt med Cecilie siden sommeren – hun var primært Judy’s veninde, men af nysgerrighed havde jeg taget hendes adresse med – og da muligheden bød sig forlod jeg gymnasieklassen for at finde hendes adresse. Den lå centralt i Versailles.
”Jeg havde ingen besvær med at finde stedet, hvor hun boede, men da jeg fandt huset, vidste jeg ikke i hvilken lejlighed. Jeg viste en gammel mand adressen i håb om, at han ville udpege døren for mig. Han forstod vist ikke, hvorfor jeg ikke kunne læse på et skilt, der sad på væggen, men efter nogen tid pegede han dog på en dør. Det viste sig at være den rigtige dør, og jeg var da også heldig. Hun var hjemme.”
Selv tog jeg senere om aftenen alene retur til Paris med bus og to dage senere besøgte jeg igen Cecilie, hvor jeg var budt på middag med familien. Der er altid noget særligt ved at blive inviteret indenfor i et privat hjem i et fremmed land, og særligt i en situation, hvor sproget ikke slår til. Det er oplevelsesmæssigt langt mere intenst end statuer, turistboder og køb af junkfood på gaden.
Cecilie var den eneste, der kunne tale engelsk, og selv fulgte jeg opmærksomt hvordan familien opførte sig ved bordet. Man skulle jo nødigt være alt for kluntet. Og jo, de blandende vin og vand – og brugte det som tilbehør til maden. I 1974 var vin stadig en sjældenhed i mange danske hjem. Men på middagsbordet i Versailles var det nærmest sat på bordet, som var det saftevand.
Gemt Under Diverse, USA // Kommentarer lukket til Returnee-netværk førte til fransk middag i Versailles
Tæt på, at det første kys var brasiliansk
Som udvekslingsstudent i USA nåede jeg at bo hos to familier. Hos den første var udfoldelsesmulighederne små. Der var plads til skolegang, kirke og arbejde på farmen.
Men gav kirke eller skole muligheder for yderligere friheder, var det med at udnytte dette.
Derfor har jeg også stor forståelse for, at børn og unge af stærkt religiøse familier kan havde det med i bagagen, når de f.eks. møder skolen. Det være sig muslimske børn og unge, men det gælder jo f.eks. også ofte børn og unge fra familier tilhørende Jehovas Vidner, pinsemissionen og andre religiøse samfund.
Det betyder ikke, at skolen skal spille med som skalkeskjul for stjålen frihed. Det vil være at svigte forældresamarbejdet, og i sidste ende kunne undergrave den tillid til skolen, der giver den unge mulighederne for at afprøve sig selv.
Ovenstående illustreres af en oplevelse fra januar 1973, hvor jeg var meget tæt på mit livs første kys, sanktioneret af præsten ved Saint Joseph Church (56th. Ave., NE Bremen, ND 58319, USA). Kirken er, på trods af at ”Bremen” indgår i adressen, placeret et sted nowhere 13 miles vest for den lille by New Rockfort i North Dakota. Menigheden var katolikker af tysk afstamning.
Præsten fortalte ved en søndagsgudstjeneste begejstret om en ny og moralsk opbyggelig film, som han synes vi unge skulle se i biografen i Devils Lake 1½ timers buskørsel nordpå. Derfor havde han arrangeret det således, at kirken havde lånt en af skolens busser, så vi kunne tage af sted weekenden derefter.
Filmen husker jeg kun som et navn i mine dagbogsnotater, men ved at søge den på nettet får jeg mine fordomme bekræftet. Det viste sig ganske rigtigt at være en kraftig gang religiøs indoktrinering, oven i købet produceret som redskab for prædikanten Billy Graham.
Se nærmere på IMDb user comments for Time to Run.
Classmates New Rockfort januar 1973. Iara yderst til højre
Det der var langt mere væsentligt for en 16 årig ung teenager var den frihed som busturen, pausetiden før og efter filmen og den sagte interne kommunikation mellem os unge i biografsalen under filmen. Vi var jo fælles om at være sluppet væk fra forældrenes opsyn.
Mine noter viser, at mine interesser lørdag den 27. januar 1973 rettede sig mod Iara, pigen yderst til højre på fotografiet. Hun var udvekslingsstudent fra Brasilien, og var ligesom jeg havnet på en farm ude i det flade nærved tomme tidligere prærieland:
Lorell, Bev, Iara and I went to Devils Lake to see “A time to run”. We got on the bus by 10, and I sat on the seat by Iara. Under the show I held her hand for a while, and had my arm around her.
When I was going to get of the bus, Lorell and Bev, said to Iara: “JJ is going to kiss you goodbye”. I put my arm around her, and asked: “Do you want me to do it”, she said no but smiled.
I meet Iara the next day. I asked her, about she enjoyed yesterday. She said she did.
Iara var ikke den brasilianer, som jeg kom til at kende bedst i North Dakota. Det var en meget kortvarig og uskyldig romance, da jeg meget kort efter flyttede til Minnesota. Men episoden ovenfor er ganske god til at illustrere, hvad der er på færde blandt unge teenagere, f.eks. i skolen, når hjemmemiljøet lægger for strenge bånd på udfoldelsen.
Han blev dræbt nær fordøren i maj 2004
Han var 49 år og på et sted, hvor jeg ikke troede han ville være. Hvad lavede han egentligt der? Det var en helt anden skæbne og et andet sted, der var ham tiltænkt. Hans gamle mor og to af søstrene boede stadig hjemme i North Dakota, men farmen var væk. En søster var flyttet til Sheridan i Wyoming, der også ligger ”far out”, mens den næstyngste søster var i Reno Nevada.
Moderen Mylidia, var nær de 90. Hun havde i sine unge år langt tilbage undervist indianske børn – hun forstod, når hun selv skulle sige det, godt, hvorfor de klarede sig så skidt på reservaterne – for dengang ville ikke holde sig til det engelske. Det var hendes kommentar til den gæst, der stillede spørgsmål til, hvorfor jorden på det nærtliggende indianske reservat blev udlejet til hvide farmere, for at indtægterne kunne benyttes til at drive reservatets institutioner, mens 50 % af den voksne mandlige befolkning var uden job.
Hans far Bernard var død og borte. Slægten havde et par generationer tilbage udvandret fra de schweiziske alper, efternavnet Allmaras kom ud af det franske – men sproget var tysk. Den franske glød var forsvundet, og ikke kun i stavemåden. Ingen ydre lidenskab men strenghed og orden.
Slægten havde været blandt de sidst tilkomne nybyggere. Landskabet bød på en hed, men kort sommer og en lang og bidende vinter – et amerikansk Sibirien med det dybe og store fastlands barske særkende langt fra oceanernes udglattende vinde.
Der var mange andre tyske navne på egnen. Ludwig, Linderman, Schaefer, Zimmerman, Zieman og Ziegler var nogle af dem. Andre var nordiske som Olson, Nelson, Lindstrom og Nygaard. Det var to sammenførte kulturer – begge engang på jagt efter nye muligheder. Begge havde de udskiftet deres tungemål med det fælles engelske og var nu kun adskilt ved kirkegangen.
Hans fire søstre have hver fået et valg. Det var ikke dem, der skulle videreføre slægtens kald.
I høsten kunne de tage et nap med i lastbilerne, når kornet skulle hjem – men ellers hørte de til sammen med moderen og det huslige – og efter High School kom de på college, uden at der lå klare forventninger til resultatet.
For ham var det sværere. Han bar faderens navn som mellemnavn, og ingen spurgte ham om han havde lyst til at føre farmen videre. Det var en usagt forventning, der gjorde ham tavs og indesluttet.
Hvad mon han tænkte, når han kørte mil efter mil med mejetærskeren i heden i august kort før sit sidste år i New Rockford High School, Eddy County North Dakota. Der blev drukket vand i dunkevis. Der blev lyttet til country og pop, som f.eks. Donna Fargo og Sammy Davis Jr. Men der blev ikke talt.
Charlotte, Sarah (med ryggen til), Steven, Amy og Bernard høsten august 1972
Det var svært for klassekammeraterne at komme ind på ham. Ingen var i tvivl om, at tankerne rumsterede hos ham – men hellere indesluttethed end at være rebel.
Faderen havde til enhver tid våget over familiens position. Den var pletfri. I kirken var der styr på kuverterne, når der var kollekt. Hvert at menighedens medlemmer skulle yde deres – og alle vidste at der blev holdt nøje øje med, at enhver lagde sit efter evne og forventning.
Skete det ikke kom præsten på besøg. Bernard formanede familien herom. Men når præsten var besøg hos dem, blev der mest talt om de andre. De formastelige. De der var undveget fra en messe – og der hvor teenagerne fik mulighed for at løbe om hjørne med de voksne.
Faderen fortalte stolt, hvordan han sørgede for sit og sine. Selvfølgeligt skulle sønnen overtage farmen.
Til sig selv og sin kone havde han købt en stump jord i Arizona, hvor de skulle nye deres otium. Nogle af nabofarmene var dengang allerede rømmet om vinteren efter at ejerne havde skaffet sig ejendom sydpå, hvor de kunne søge ly for vinterkulden. Om sommeren kom de retur for at se til, at hveden kom op og blev høstet.
Det blev aldrig til Arizona. Sønnen kom på college og lærte om økonomi og forretning. Bernard, der selv levede indtil han døde i en alder af 73 år i 1995, har sikkert været stolt. Men studiet var sikkert også det, der blev sønnens vej ud. Kun de lokale, moderen og de fire søstre kan berette om, hvordan Bernard oplevede det, da han undervejs har måttet erkende, at farmen ikke skulle gå til drengen.
Den tavse dreng fik sin eksamen. Kender man ham, ved man, at det var med stædighed, og det gav ham efterfølgende overraskende hurtigt resultat i højtbetalte ledelsespositioner.
Men kom han end langt væk, så fulgte familiens, faderens og barndommens læring dog med.
Steven, der som sagt bar mellemnavnet Bernard, blev kendt for at være hårdtarbejdende og levede for karrieren. Udadtil reserveret og privat. Blev af folk i branchen beskrevet som yderst velbegavet.
Ingen havde gættet stedet, hvis de havde spurgt, da han forlod High School tilbage i 1973. Der var noget der ikke stemte. Barndomshjemmets religiøsitet forankret i katolicismen bød helt sikkert på en respekt for det arbejdsomme, men så alligevel.
Set udefra var han flyttet fra det bundne, det vante og uforanderlige. Flyttet til et sted, hvor alt kunne ske og kom til at ske.
Der var ikke spor af indbrud, da politiet kom. Han havde sikkert kendt den eller de, der gjorde det. Handlede det om penge eller knirkede det med konen? Måske begge dele, men hvis det ikke handlede om penge – så kom det til det.
Konen, Sandra, og deres 14 årige trillinger, pigerne Jason og Rebecca samt drengen Brian, havde været i biografen for at se Shrek 2 tirsdag den 25. maj 2004. Efter biografturen fandt de Steven dræbt nær fordøren i den 500 m² store bolig Palmyra Avenue 5858 i et stille boligområde nordøst for krydset mellem Jones Boulevard og Desert Inn Road i Las Vegas, Nevada. Deres fælles hjem igennem de sidste 13 år.
Steven havde forladt sin arbejdsplads omkring kl. 18.00, men var endnu ikke hjemme, da de var taget af sted. Han arbejde i Mesquite mod nordøst – og pendlede derfor hver dag frem og tilbage hen over ørkenen ad State Highway 15. Det blev til omtrent 3 timers på vejen hver dag. Han havde været direktør for Eureka Casion i Mesquite til en årsløn på 150.000 $ men var skiftet til konkurrenten Virgin River Casino i 2003.
Hans tidligere arbejdsgiver havde ønsket, at han flyttede til Mesquite frem for Las Vegas – men det ønskede han ikke. Derfor havde han i stedet taget jobbet som direktør for spilleaktiviteterne hos Virgin River.
Overfor politiet beskrev hans arbejdsgivere ham som umådelig intelligent, hårdarbejdende, rolig og afslappet – på ingen måde aggressiv – og meget vellidt.
En af naboerne fortalte, at han tidligere have handlet med aircondition, så det har ikke alt sammen stået på spil. Dertil var der, da han blev dræbt, registreret flere selskaber på hans hjemadresse: SSA Enterprises Inc., Diamond Enterprises Inc. og Jareba LLC. Dertil havde han tidligere også arbejdet for Primadonna Resorts i Primm og for Del Webb Corporation, som udbyder rekreation for pengestærke seniorer – i form af bl.a. Country Clubs
Det var Stevens yngste søster Sarah Allmaras, der tydeligst repræsenterede hans oprindelige familie hjemme i North Dakota. Hun var knapt blevet teenager, og havde bygget snemand den sidste vinter, før han kom på college. Nu var hun offentligt ansat indenfor det amerikanske arbejdstilsyn (Occupational Safety & Health Administration) ved dets Bismarck Area Office lokalt hjemme i North Dakota. Hun var flittig i sit job og havde opnået at få optaget en enkelt artikel om arbejdsmiljøproblemer ved brug af en særlig maling i et anerkendt nationalt tidsskrift i 2003.
Både Stevens ægtefælle Sandra Allmaras, hans søstre og moderen blev omtalt med stor sympati og medfølelse i pressen i den første eftervirkning af mordet. Sandra, som stammede fra Florida, havde selv netop mistet sin far to måneder forinden. Efter begravelsen af Steven og den første hektiske tid derefter, tog hun og børnene til Florida, til hendes slægtninge, for at komme til hægterne.
Men omkring et halvt år senere var situationen langt mere kompliceret.
Sandra Allmaras solgte i august huset på Palmyra Avenue for 625,000 $, og flyttede derefter til Henderson en sydlig forstad til Las Vegas. I slutningen af oktober 2004 ransagede politiet hendes nye hjem, som hun ifølge pressen delte med en mandlig bekendt, på jagt efter muligt bevismateriale, der kunne bidrage til opklaringen af mordet på Steven.
Politiet ville ikke udtale sig om, hvad de fandt, men Stevens lillesøster Sarah Allmaras kunne fortælle, at familien havde til hensigt at gå i retten, hvis Sandra Allmaras blev tildelt en livsforsikringssum på 800,000 $ efter Steven.
Og det kom de til, da Sandra netop fik forsikringssummen. Stævningen fra Stevens slægtninge blev rejst mod forsikringsselskabet og lød på, at udbetalingen var sket uberettiget, da der nu var rejst en sigtelse mod Sandra for sammen med en sammensvoren at skulle have arrangeret at Steven skulle myrdes.
Hvordan det hele endte, det er på afstand usikkert. Politiet efterforskede om Sandra var medskyldig i mordet på ægtefælden, forsikringsselskabet blev i retsdokumenterne klandret, at de kendte til efterforskningen, da de udbetalte de 800,000 $ – men om hun blev dømt som medskyldig og om pengene kom til at ændre ejermand ved jeg ikke.
Men i efteråret 1972 var Steven Allmaras min tavse bror, mens jeg var udvekslingsstudent, i en streng katolsk hvedefarmerfamilie med tysk baggrund i det øde ingenting på prærien i North Dakota.
Sarah Allmaras, der dengang var 12 år, byggede jeg snemand sammen med.
Se familien fra dengang her: Hjemve uden e-mail og telefon
(PS: Har ikke mødt eller talt med familien siden tidligt 1973, men Internettet er en forunderlig kilde til information.)
Vi tager til Las Vegas – gratis E-bog
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Han blev dræbt nær fordøren i maj 2004
Spærret inde bag dronningens fødselsdag
Jeg var med, da vi tømte min farbror Evalds værelse på et tidligere amtsplejehjem i Viborg. Peter Evald Jensen var den yngste af 5 børn fra et fattigt hjem i Rødding i Vestsalling. Selv var han røddingbo ind til marven hele sit liv. De sidste 10 år på hjemmet i Viborg – omgivet af udklip og billeder fra Rødding.
Evald ses yderst til højre i hans ungdomsår
På hjemmet havde han været gemt inde bag dronningen fødselsdag den 16. april. Jeg havde egentligt ikke styr på datoen, men da jeg hurtigt registrerede, at det var dagen efter vores yngste søns fødselsdag – husker jeg den fremover.
På vej ind og ud af hoveddøren skulle man kunne koden 1604 – for at passere, og ved siden af døren stod er en advarende meddelelse om at passe på, hvis der var beboere nær døren, når man skulle igennem.
Derfor havde Evald været spærret inde bag dronningens fødselsdag.
Evalds liv havde ikke været let. Han mistede sin far som 16 årig og nåede aldrig hjemmefra. Først da min bedstemor faldt væk blev Evald alene – men da var det alt for sent.
Han var en dygtig malermester de år, hvor han kunne klare det, men livet afløstes af en tilværelse som førtidspensionist.
Den 30. maj 2009 samledes den nærmeste familie sig om ham, ved hans begravelse ved Rødding kirke. Han kom hjem til den gravplads og egn, hvor også hans forældre ligger begravet.
Gemt Under Familie // Kommentarer lukket til Spærret inde bag dronningens fødselsdag
Spøjs regeringsembedsmand fra slovensk lilleputnation
Omstillingerne i Østeuropa giver sig nogen steder nogle pudsige udslag. Gennem arbejdet i IUT (The International Union of Tenants) har jeg tre gange haft fornøjelsen af at udveksle indtryk med Mateja, som i en periode var generalsekretær for primiereministeren i Slovenien.
Mateja Fajs regeringsembedsmand og lejeraktivist
Billedet er fra et møde hos et boligselskab i Amsterdam i juni 2005, hvor Mateja vinker til fotografen.
Det spøjse ved Mateja er, at hun arbejdede for en højrefløjsledet regering. Hun er jurist, og har i forhold til slovenske forhold et ualmindeligt velfungerende engelsk.
Det er mit indtryk, at netop dette gav hende stor professionel frihed til at være autentisk som person. For samtidigt med at være topembedsmand, – kunne hun også arbejde som frivillig hos en beskeden lejerorganisation i hovedstaden Ljubljana.
Med det udgangspunkt analyserede hun ikke kun situationen for lejerne i Slovenien, men også i mange andre østeuropæiske lande, hvor omvæltningerne også har bragt ubehageligheder med sig, særligt for de uformuende.
Når vi talte om det, der var sket med Jugoslavien, var det befriende, at det ikke handlede om de tabre kroater og de onde serbere, og de sydslaviske folk, der ikke kunne styre sig modsat os andre. Ingen tvivl om, at Slovenien var sluppet bedst ud af det – og på mange måder er Slovenien et lille sødt land.
Om ikke andet, så er det mit indtryk fra samtalerne.
Men Mateja synes også befriet over, at kunne udveksle en viden om, at det ikke behøvede at være gået, som det gik. At tingene ikke kunne gøres op i sort og hvidt.
Hun synes selv, at hun alt for tit mødte fordomme i den udenforståendes vurdering af, hvad der skete, – og hvorfor det skete, – da store dele af Jugoslavien pludselig forvandledes til et ret ubehageligt sted i Europa.
