Besøg i KZ lejr – om disrespekten for det anderledes i sin grummeste form
Som barn i 60’erne blev jeg opfødt med skolefortællinger om de tabre danske frihedskæmpere under besættelsen. Det var f.eks. fortællingen om en gruppe gymnasieelever i Ålborg: Drengene fra Sankt Petri, som Søren Kragh-Jacobsen langt senere i 1991 forevigede i en film.
Det var også historien om de danske jøder, der blev hjulpet til Sverige, – og slet ikke en fortælling om, at der stort set var lige så mange danskere, der kæmpede for tyskerne på østfronten, som der var danskere, der hjalp os med at redde æren ved at være modstandsfolk.
Men om danskerne var heltmodige eller nej er i den store sammenhæng ikke længere vigtigt. Det er langt vigtigere at tænke over, hvad læren af det hele egentligt går ud på. Første gang jeg så en KZ-lejr var Sacksenhausen den 7. august 1980.
Jeg havde i 1979 læst 3 erindringsbøger af den tidligere folkeketingsmand Martin Nielsen, der blev sendt til Stutthof under krigen. Senere har jeg læst adskillige andre erindringsbøger af både politisk og religiøst funderede modstandere af nazismen, og alment forfulgte, som f.eks. jøderne.
Sachsenhausen var virkeligt uhyggeligt. Det øverste billede er derfra.
De øvrige KZ-besøg har været når jeg sammen med danske skoleelever har set Therezinstadt på ture til Prag i Tjekkiet. Her på et billede for nogle år siden i 90’erne, og nederst et billede fra april 2006.
Vi opdelte på turene oftest eleverne i mindre hold, hver med en lærer fra i lærergruppen. Det gav efter vores erfaringer den bedste mulighed for at eleverne hæftede sig ved alvoren ved besøget, bedre end med eksterne guides.
Men hvori består så det væsentlige, – det er min påstand, at det handler om, at man funderer over, hvor langt undertrykkelsen af den anderledes tænkende, samt race- eller religionsbetinget had kan bringe os ud som mennesker, hvis vi ikke siger fra i tide.
Her er det meget vigtigt, at vi ikke personificerer nazismen snævert med udryddelse af jøder. Det handlede også om politiske modstandere, om evnesvage, om homoseksuelle, om Jehovas Vidner, om sigøjnere (romaer) – og m.h.t. russere og flere andre slaviske folkeslag gik det også hårdt for sig.
Det skal perspektiveres, hvis vi vil vise historien den fornødne ydmyghed – og faktisk er villige til at lære deraf.
Gemt Under Historie // Kommentarer lukket til Besøg i KZ lejr – om disrespekten for det anderledes i sin grummeste form
En høflighed, iver og målrettethed, som er os uvandt
Jeg stødte gennem mit skolearbejde i 2002 på de 3 elever her, en pige, hendes bror og en anden ung mand forrest. De er alle kommet til Danmark som flygtninge fra Irak. De var kommet ud af Iraq før den amerikanske invasion – på grund af deres familiers flugt fra Saddam Hussein, men trods det udviste de senere samme skoleår kun bekymring og ingen glæde, da golfkrigen startede. Bekymringen gjaldt deres nærmeste hjemme i Iraq og den frygt, at de skulle lide overlast under krigen.
Pigen var den yngste, – dengang 16 år. Hendes første spørgsmål til mig var spørgsmål om min familie og mine børn. Meget høflige spørgsmål, som for at vise, – at man viser interesse og er høflig. Som oftest rent uvandt som indgangsbøn, når man støder på en dansk teenager – tænkte jeg.
Hende og broderen havde på det tidspunkt været i Danmark et par år. De havde som jeg husker det endnu en bror, der ikke havde fået lov til at komme til Danmark, noget der gav meget sorg for familien.
På billedet er de i fuld sving i køkkenet under en lejrtur. Særligt de to drenge havde besluttet sig for, at nu skulle der ske noget – og nu ville de vise de danske elever, at de kunne lave pizzaer – og det kunne de og med en eventyrlig effektivitet.
Hun var utålmodig uddannelsesmæssigt – der skulle ske noget, og da hun i sommerferien 2003 kunne se frem til nogle ugers lediggang skaffede hun sig på eget initiativ en praktikplads på apoteket i Nykøbing Mors.
Hun kom senere på VUC for at forbedre sit grundlag yderligere, og i foråret 2006 kunne jeg glæde mig over at hilse på hende en morgen, da hun var på vej ind på Skive Gymnasium og HF.
En nogen af de 3 mon på vej retur til Iraq – næppe – de var blevet anerkendt som berettigede til at forblive i Danmark, og efter lovforslag fremlagt af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech blev pigen med den udsøgte høflighed dansk statsborger den 28. februar 2008.
Drengen forrest på billedet flyttede efter skolegangen i Skive til Odense sammen med sin kæreste, en hyggelig fyr – som virkeligt gad tage fat, når der skulle bestilles noget.
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til En høflighed, iver og målrettethed, som er os uvandt
The downspouts of Helsinki
Shortly after arriving to Helsinki, for my first visit ever, this summer – I noticed the downspouts in the city. At first I thought, they where special for just some buildings. But no, – they where very common. They have pathways cut into the sidewalks let the rain from downspouts escape out to the street. I wonder how that fits with heavy rain.
Surfing the net there was very little to find about this peculiar detail – so why not – here my little survey in finish architecture in the field of downspouts.
They are quiet visual in the city architecture, – a part of the street experience. The box shape of the downspouts climes the buildings, or might be build into the structure but still visual. The pathway – the gutter beneath the downspout can be made of stone, or just marked in the concrete.
Bøger om Finland – på Saxo.com
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til The downspouts of Helsinki
Fra Korea til Narsarsuaq for at dø
Krigens gru fik jeg sat i relief, da jeg i starten af 80’erne løb ind i en historie om at hårdtsårede amerikanere under Koreakrigen kunne risikere at blive sendt til Grønland, for at dø langt fra deres nærmeste. Hvorfor – fordi nogen vurderede, at det var det bedste for krigsmoralen hjemme i USA.
Jeg mødte min kone Ulla tilbage i 1979. Hun havde få år tidligere boet en tid i Grønland og havde studeret Grønlandsk ved Universitetet, før hun kom til Skive for at gå på vores lokale Seminarium.
I 1981 var hun færdig med lærerstudiet – jeg var selv kun halvt færdig. Der var ingen job at få, og Grønland var tiltrækkende.
Ulla tog derfor to års arbejde ved skolen på flyvepladsen i Narsarsuaq i Sydgrønland. Jeg havde undervejs to gange glæden af at besøge hende deroppe.
Egen billedserie fra påsken 1982
Stedet var i sig selv historisk.
På den anden side af fjorden lå Erik den Rødes gamle bygd fra Nordbotiden. Og Narsarsuaq havde engang været Narsarsuaq-Airbase, en vigtig amerikansk base i den tidligste del af den kolde krig, fra før den tid, hvor de to supermagter kunne nå hinanden med raketter. Basen kunne stadig 
anes, bl.a. gennem et stort område med gammelt skrammel og affald.
Amerikanerne havde anlagt den første havn her i 1943, og kun 3 måneder efter kunne de første fly lande.
Under et af mine besøg blev jeg overrasket efter en samtale med en flyvepladsens danske ansatte. Han viste mig et kort over hvor omfangsrigt basen havde været i de første år af 50’erne. Han fortalte mig, at kortet var hemmeligt, og dette synes at bekræftes af denne omtale:
Narsarsuaq (grønlandsk: Den store slette) er hovedlufthavnen i Sydgrønland.
Sagen var, at amerikanerne på det tidspunkt havde indrettet det til et stort militærhospital til sårede fra Korea-Krigen. Den lå i “hospitalsdalen” (området på skitsen) skjult bag et mindre fjeld inde bag flyvepladsen. Hospitalsdalen var forbudt område også for de fleste af basens øvrige ansatte. Området havde eget el-værk.
Det virkede underligt, – hvorfor flytte sårede soldater fra Korea til dette fjerne sted på Grønland.
Fortællingen siger, at det i høj grad var de håbløse tilfælde, der blev kom derop – og logikken har været den samme, som når den nuværende amerikanske regeringen har forbudt pressen at fotografere begivenheden, når kisterne ankommer med fly fra Iraq.
Krigens gru sættes i relief, når hårdtsårede amerikanere kunne risikere at blive sendt til Grønland for at dø langt fra sine nærmeste, fordi nogen vurderede, at det var det bedste for krigsmoralen hjemme i USA.
Amerikanerne forlod området i 1958, hvor det blev opkøbt af et norsk firma for 10 mill. kr. De hentede alt af værdi, massevis af biler flere el-værker mv. og sejlede det væk i flere skibsladninger. Senere overtog danskerne det raserede område.
M.h.t. Ulla har hun beriget mig med en forståelse for tosprogethed, hvor hun ved sine studier og praktiske viden om grønlændernes problemer omkring samme, var forud for de fleste – og netop forud for den tid, hvor der kom nye flygtningegrupper til Danmark fra Mellemøsten
Oprindeligt skrevet til borgerrapporterportalen flix.dk maj 2006.
At Narsarsuaq havde en særlig rolle som en skjult ressource i den kolde krig, har i en mere beskeden form aktualiseret sig under præsident Bush, hvor lufthavnen er nævnt som et af de steder CIA har brugt til illegale fangetransporter i strid med internationale konventioner. Se dette fra DR 30. januar 2008.
Postkortserie fra Rødding – Spøttrup
Scannet fra tidl. malermaster Evald Jensens efterladte postkort og fotos.
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Postkortserie fra Rødding – Spøttrup
De sidste ord – vigtigt at de er værdige
Ethvert menneske udgør et hele en værdi. Vi er ikke myrer, men omend ikke det – så er vi i vores menneskelighed på samme måde som de afhængige af, at vi indgår i en social helhed. Kun i samspillet er vi hele og i virke. Derved er det omgivende menneskes vilkår også af værdi og betydende.
Det er også i dette indlysende – at vi berøres af respekten for den anden – også i det øjeblik, at vedkommende forlader os. Vi berøres af afskeden med det døde menneske.
Min onkel Evald havde ikke noget let liv, trods det evnede præsten at give ham et værdigt farvel.
Evald Jensen har levet det meste af sit liv her i Rødding. Her kom han til verden. Han blev døbt her i Rødding Kirke, i døbefonten, hvor hans kiste nu står. Så selvom han de sidste år har boet i Viborg, så var og blev det her i Rødding, han hørte til. Det var meget magtpåliggende for Evald, at han skulle begraves på Rødding Kirkegård. Og sådan er det nu også blevet.
Evald var den yngste af en søskendeflok på 6. Som så mange andre den gang kom Evald ud at tjene som helt ung. Da han var 16 år døde hans far. Evald kom i malerlære, og han blev en meget dygtig maler. Gennem årene var der rigtigt mange af Røddings Huse, Evald kom til at sætte sit præg på.
Evald fik ikke noget nemt liv. Han gjorde det heller ikke særligt nemt for sig selv. Men uanset hvor galt det var fat, formåede han altid at opretholde en stor værdighed, og hans faglige dygtighed kunne ingen frakende ham.
Evald elskede musik, særligt spillemandsmusik, og jeg husker hans begejstring og glæde, da han for en halv snes år siden have været til koncert med Fjandbospillemændene i Skive.
Nu er Evalds brogede liv endt. Man han vil blive husket i Rødding, som det mærkelige og begavede menneske, han var. Han var virkeligt en af Røddings originaler.
Det var smukt sagt, om en mand, som jeg med min generations briller kun så leve i indesluthed – surt afvisende omgivelserne. Men – som for enhver af os – også om et menneske, for hvem livet ikke var bestemt på forhånd. Vi ønsker respekt for den anden også i den sidste afsked – da der deri også ligger en respekt for os selv – uanset enhver skæbne.
Se det billede Evald som ung i et vennelag i Rødding på denne side: https://www.etext.dk/spærret-ind-bag-dronningens-fødselsdag/
Gemt Under Familie // Kommentarer lukket til De sidste ord – vigtigt at de er værdige
Hvis de søde ikke er frække
I årene 1995 til efteråret 2006 havde jeg det privilegium at arbejde i en fælles kommunal 10. klasse. Først som lærer derefter i 9 år som leder. En af opgaverne som leder lå i at skrive dimissionstalen. En unik mulighed for at sætte værdier i ord.
Her dimissionstalen fra juni 2005:
Jeg har til opgave at holde dimissionstalen. Eller jeg har fået det privilegium at holde den. Dagen er jo vigtigere for jer, end den er for mig. Sidste år fik I en chance for at sige farvel til 9. klasse. I kommer senere til at skulle sige farvel til ungdomsuddannelserne og meget andet.
Men hver gang I siger farvel, afløses det heldigvis af et goddag til noget nyt.
I dag er det 10. klasse I forlader, og det gør I kun en gang. Derfor er dagen mere særlig for jer og jeres forældre, end den er for mig – og de andre lærere. Og derfor er det et privilegium, at det er mig der taler, og jer der lytter.
Teenagere er børn under ombygning til voksne. De har brug for nogen at spille op imod. Det ved jeres forældre til fulde, og det har vi også mødt som lærere. Er det ikke provokerende at blive set på, som et projekt under ombygning?
Det er selvfølgeligt ikke hele sandheden om, hvordan vi ser på jer, men det er en del af sandheden. Og de år af et menneskes liv, det sker, vil for de flestes vedkommende komme til at stå stærkt i erindringen.
Egne fotos og collage, plakat for 10. klasse januar 2004 (hjemmesiden, den henviser til findes ikke længere)
Jeg ved ikke, om I kommer til at huske 10. klasse fordi den lå tæt ved Fakta, om I kommer til at tænke på den dårlige mørklægning, når vi så film eller primært tænker mest på kammeraterne.
Og det gør slet ikke noget, hvis der også er plads til tanker om lærere, der også havde betydning i det modningsår, som I har gennemløbet.
Det er alt i alt mit håb, at I vil huske tilbage på 10. klasse, som et godt teenageår. Et år, hvor ombygningen fik lov til at skride positivt fremad.
På forsiden af jeres blå bog kalder I jer selv: ”Ti’erens englebørn”. Det kan forstås ironisk. Men det er også sødt, det viser tilhørsforhold – at I hører til og hører sammen, selvom det er ved at være slut. Det samme viser jeres fester også, både den efter den sidste skoledag og den senere i aften.
Men målet er ikke ”englebørn”. Faktisk må I godt være frække, pågående, stræbsomme og stædige.
Det er selvfølgeligt ikke en opfordring til, at I ser det som et mål at provokere de voksne og snyde lærerne. Den tid skulle gerne være slut, hvis den ikke allerede er det.
Det handler om den frækhed at ville klare sig, selvom der sættes grænser og stilles krav. For hvem har egentligt sagt, at I hver især ikke skal gøre det rigtigt godt i jeres liv.
Til nogen af jer har jeg sagt, at hvis de søde ikke er frække, så er det de forkerte der sætter dagsordenen. Også derfor, skal I gøre noget godt med jeres liv. Det har vi faktisk alle sammen brug for, da vi som mennesker jo i en eller anden grad er afhængige af hinanden.
Jeg vil ønske jer alle god held fremover.
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Hvis de søde ikke er frække
At være hanelefant kan være ensomt
Ethvert socialt rum har sine konstellationer. Det at være menneske er at indgå i sociale samspil, og i disse er der mange nicher – og oplevelser.
Vi er som mennesker unikke – derved at vi har intuition – og derved også uforudsigelighed. Derved er vi og vores adfærd og handlinger vanskelige at beskrive og fastholde i en simpel forklaring.
Og hvor ville det være dejligt – eller nærmere forskrækkeligt – hvis adfærd kunne forklares i sin fulde dybde.
Vi kan ikke på en altomfattende måde forklare alt dette menneskelige forunderlige – men nogen gange kan en mere sekundær teori – en forklaringsmodel – give en skabelon til at forstå samspil bedre. En forståelse, der kan gøre mindre blind – uden at gøre alting klart.
For nogle år tilbage stødte jeg på en modelforestilling, der i flere gange har vist sig nyttig – for at kunne håndtere forståelsen af de motiver, der driver den enkelte i et socialt fællesskab. I korthed siger den, at for nogen er det, at besidde den visuelle og symbolske magt (M) væsentligst, for nogen er viden og gode resultater det væsentligste (P) og for nogen er det at mennesker fungerer sammen og har det rart (A) det vigtigste. En tankemodel, der går under navnet APM-modellen.
De tre faktorer kan i denne modelforestilling stå meget alene – eller de kan kombineres. Kombineres magt og produktivitet som faktoren kan det give udtryk i en hård resultatrigt leder – der accepterer, at der er menneskelige tab undervejs. Kombineres en higen for resultater med en stor sensitivitet overfor det sociale og oplevelsen af tilhør – kan det bevirke en risiko for udbrændthed – idealistens dilemma.
Der er udviklet test, der tager udgangspunkt i APM-modellen, og i min oplevelse har de været overraskende i deres tydelighed – der har været noget om det – når man så på resultaterne i forhold til de personer, der blev testet.
Tanken bag er i virkeligheden at der er brug for alle egenskaber – og derfor diversitet – i en social organisme eller organisation, der skal fungere – og at det er helt OK at forstå og tale om, der er forskel på de personlige drivkræfter, som styrer den enkelte.
Overskriften peger på den mest forkætrede af de 3 arkeegenskaber – den der higer efter den symbolik, der ligger i at besidde magten. I den dårlige udgave, udmønter det sig i despotens desperation. I den gode udgave er det den værdige repræsentant for et fællesskab, som forstår ikke kun at være den kølerfigur, som han brænder for at være, men ved, at han er det på vegne af et fællesskab, der omfatter andre, som brænder for sagen med en anden vinkel.
Under alle omstændigheder er der noget ensomt i at være hanelefanten, et slagord for teoriens magtmenneske – hvis man ikke forstår, at magtsymbolerne er til låns af et fællesskab, der har brug for et repræsentativt ydre – et symbol for fællesskabet – ikke den enkelte i sin ensomhed.
Gemt Under Ledelse // Kommentarer lukket til At være hanelefant kan være ensomt
Malplaceret graffiti på fordøren
I 1984 fik jeg for første gang personlig kontakt til flygtninge her i Skive. Det var flygtninge fra Iran. Min kone Ulla underviste en tid de nytilkomne i dansk, først voksne i et projekt under Dansk Flygtningehjælp og senere børn i en kommunal modtageklasse.
De iranske flygtninge omfattede, som jeg husker det, 3 hovedgrupper:
- Veluddannede politisk tænkende mennesker, der var forfulgte af Khomenis præstestyre i deres hjemland.
- Sønner af familier, der havde hjulpet dem ud af Iran, for at de kunne undgå at blive kanonføde i krigen Iran/Irak.
- Folk fra det forfulgte kurdiske mindretal, der ofte havde en svagere skolemæssig baggrund, nogle var analfabeter.
Enkelte fra den første gruppe kom til at indgå i vores personlige vennekreds. Det to jeg husker bedst er Ziba og Abbas. Abbas var omtrent jævnaldrende med mig, Ziba, der var 19 år, var omkring 10 år yngre.
De boede Dalgas Alle 13, her i Skive, – et af byens blokbyggerier. På et tidspunkt havde der været nyheder om forholdene hjemme i Iran i dansk TV. Det havde åbenbart tændt flammen hos en eller anden dansk “redneck”. Det ytrede sig ved, at Ziba og Abbas, der selv var flygtet fra styret, måtte se deres fordør overmalet med graffitilignende anti-Khomeni-slagord.
Det var omtrent ligeså begavet, som hvis danskere i 30’erne have ment at politiske flygtninge fra Tyskland var nazister, eller hvis Ungarn-flygtningene i 1956 var blevet stillet til ansvar for deres støtte til Sovjetunionen.
Abbas havde en universitetsuddannelse med hjemmefra indenfor film. Ziba gennemførte HF, mens hun boede her i byen. Da de flyttede fra byen tog de til Odense, – fordi det gav dem de bedste videreuddannelsesmuligheder.
Om Ziba har jeg bemærket, at hun i 2002 afsluttede den lægevidenskabelige kandidatuddannelse ved Odense Universitet. Men hun er også et aktivt menneske på anden vis, da hun omtrent samtidigt var jury-medlem ved Odenses Internationale Film Festival i august 2002.
Forud for det, har hun bl.a. arbejdet for Røde Kors på Fyn. Efter endt lægeuddannelse fik hun job på hospitalet i Nyborg.
Abbas optræder senest som jobkonsulent ved Frederikssund Kommune. Abbas var formand for den iranske forening 1997 – 1999, og igen fra 2002.
Hos en blogger, findes der et interview med Abbas Moaddab om iranere og integration. Det er en meget flot artikel, – hvis man ønsker en flygtnings reflektioner over oplevelser og vurderinger på baggrund af godt 20 års ophold i Danmark.
At Abbas oprindeligt er filmmand og billedmand kan man også se.
På nettet finder man en fotoudstilling under “Windows Live”, som han selv har uploaded. Man støder også på, at han havde en opgave som oversætter i f.m. “The voice of Iran” af Christian Braad Thomsen i 2006. En dokumentarfilm om persisk lyrik og musik.
Selv deltog han som filmskaber i 2003 i VideoMarathon, en årlig tilbagevendende nordisk filmkonkurrence med dokumentarfilm. Hans film viser en mor med sit nyfødte barn, først lydløst, derefter med moderen der filosoferer over intolerancen og til sidst slutter med: “May be he will turn out to be a hippie, there will make at difference in this world“.
Fotos fra filmen
En dejlig pointe. Abbas havde arbejdet politisk imod Shahstyret før 1980. Han havde håbet på noget bedre, da det blev væltet, – end det, at det ene diktatur blev afløst af et andet. Han måtte derfor flygte fra præstestyret, – men som citatet fra filmen viser, – så er håbet og retningen fortsat positiv.
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til Malplaceret graffiti på fordøren
The Leningrad Cowboys, Den røde hærs kor og kulturelle krøller
Under mine gymnasieår 1973 – 76 prøvede jeg mig ud i det russiske. Jeg var ikke nogen ørn til fremmedsprog. Jeg havde skoleåret forud tilegnet mig et ganske brugbart engelsk, som udvekslingsstudent i USA, men stod uden nogen færdigheder i hverken tysk eller fransk. Derfor trak det russiske – frem for at sidde som novice blandt andre, der havde et forspring.
Det blev kun til et kig ind af vinduet til det slaviske sprogområde, med mulighed for at afkode de græsk/russiske alfabeter.
Men det bød på noget andet, – en lærer der var kulturelt optaget – ikke politisk optaget af det russiske. Der blev talt om ture med den transsibiriske, der blev talt om storværket “Krig og fred” af Leo Tolstoj – og den blev læst så man forsvandt ind i Napoleontidens Rusland. Trods det, at den var på hele 4 bind.
Der blev også sunget. Den jeg måske husker bedst var “Kalinka (Калинка)“, en russisk folkesang fra 1860.
Den kulturelle indføring gav sammen med året i USA og senere særligt en tur i en pionerlejr i DDR en unik bredde i indsigten i datidens øst-vest opdelte verden.
På Youtube stødte jeg nyligt på sangen, Kalinka, opført af den røde hærs kor – og ja – de kalder det den røde hær, også i nutiden. Det økonomiske og politiske system er ændret, men meget af det der opfattes som storhedens symboler historisk, giver man ikke bare slip på.
Ser man på billederne, så er der noget der forstyrrer – hvem er det der danser rundt nede foran koret? Det viser sig at være en musikgruppe under navnet The Leningrad Cowbys – et stolt bynavn, der er væk – men absolut mest cowboys, når man ser efter. F. eks. her hvor Den røde hærs kor fungerer som et visuelt meget spøjst lydtapet:
Kulturelt krøller, der ville have syntes surrealistiske da verden i en ikke så fjern fortid tilbage i min gymnasietid var delt i øst og vest.
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer lukket til The Leningrad Cowboys, Den røde hærs kor og kulturelle krøller
