Nostalgisk slow-food oplevelse i Slovenien
Vi er i oktober 2006. I en ubetydelig lille landsby Skarucna, gemt blandt snørklede biveje 15 kilometer fra centrum af Sloveniens hovedstad Ljubljana, kan man opleve noget af det besynderligste. Fra nabogårdene kan man høre svinene, der skriger på mad – og samtidigt kan man selv sætte sig til rette i en udsøgt restaurant – Gostilna Skarucna. Udefra set blot en anden gård, men indeni en virkelig nostalgisk ”slow-food” oplevelse.
Først en barstue, dernæst nærmest to store “dagligstuer” hver domineret af en stor indbygget keramisk opvarmningsovn der i stilart rækker langt tilbage i tiden. Med omkring 1½ * 1½ * 1½ meter i omfang fyldte ovnen godt op i et hjørne i hver stue. Nærmest en massiv indbygget kakkelovn, hvis man skal sammenligne med noget mere nutidigt og kendt.
Overalt osede vægge og hylder af nostalgi. På et gammelt gulnet opslag blev der udlovet en dusør på 100.000 Riechsmark fra tysk side til den der kunne finde den efterlystes terrorist ”Tito”, og ud af højttaleren lød på et tidspunkt en lidt ældre popsang med omkvædet ”jugoslavia, jugoslavia …”.
Måske var det sangen her, som lød ud af højtaleren. Det er ikke usandsynligt: Lepa Brena – Zivela Jugoslavija (1984)”
Hvordan lytte til det i det nuværende Slovenien spurgte jeg en af mine slovenske venner, der aldersmæssigt var omtrent midt i livet. Jo, sangen var jo en af dem, som de lyttede til som teenagere hele vejen fra Slovenien og ned til Makedonien, dengang de var teenagere. I øvrigt kom musikken fra gamle lp-plader, der snurrede rundt på en pladespiller i baren.
Måske ikke helt så genhørligt, for en dansker – men et par eksempler mere på den lyd, som mine slovenske venner måske mindes med vemod:
| Ambasadori “Dadji u pet do pet” (1976) | Srebrna Krila (Silver Wings)Mangup (1988) |
Det sætter flere tanker i gang, – uanset alt andet kan man ikke tage fra mennesker, at den tid, som de selv har været unge i tit står som noget særligt, – og den lyd der hørte til den tid bringer minder frem. Og derudover så var det ulykkelige, der skete med det tidligere Jugoslavien, ikke en historisk nødvendighed – men snarere blot en af de ulykker, som historien kan bringe med sig, når det skulle gå helt galt.
Slovenien var helt sikkert den heldigste af de tidligere jugoslaviske delrepublikker. Deres økonomi er den bedste, befolkningen er ret homogen – og for dem blev striden kort. De slap væk uden de samme grusomheder, som kroater, serbere, bosniakker og kosovoalbanere har påført hinanden.
Maden var alt hvad et slovensk køkken kunne byde på. Der blev båret ind, ret efter ret i det uendelige. Den enkelte ret blev ikke serveret i overflod, – vi skulle jo holde til meget – overfloden bestod i talløsheden i antallet af retter. Der var gris, der var vildt, der var fisk, der var fjerkræ – der var forretter, salater, hovedretter og supper. Det blev serveret sammen med hjemmelavet æblejuice, vand, hvidvin, rødvin og spiritus.
Adresse:
Gostilna Skarucna
1217 Vodice
Skarucna 20
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer lukket til Nostalgisk slow-food oplevelse i Slovenien
Fattigudvalgsformand benyttede muligheden for at beskrive elendigheden
Ser man i Boligkommissionen af 1916’s første betænkning, december 1916 – finder man et ganske tydeligt billede af bolignøden i den vestjyske købstad Skive under 1. verdenskrig. I betænkningen står det uimodsagt og i København vidste man næppe, at det var udslag af en selvbestaltet åbenhed fra en af byrådets rebeller i hans egenskab af formand for fattigudvalget.
Fra byrådet selv hørte den statsligt nedsatte kommission intet.
Det hedder i betænkningen:
Skive. Byraadets Fattigudvalg har i en med det tilbagesendte Spørgeskema følgende Skrivelse udtalt:
Paa dertil given Foranledning skal man oplyse, at Boligforholdene i Skive i Øjeblikket maa anses for at være yderst slette og mangelfulde. Der her de sidste Par Aar været en stadig og følelig Mangel på Lejligheder — navnlig 2 Værelses — og i Øjeblikket er det ganske umuligt i det hele taget at opdrive en Lejlighed.
Man havde da ogsaa til November Flyttedag ventet et større Antal Husvilde. Naar der imidlertid ingen meldte sig, skyldtes det den Omstændighed, at Sundhedskommissionen lod 6 Familier blive boende i deres Lejligheder, skønt disse af samme Kommission var blevet forbudte til Beboelse. der findes her i Byen ca. 50 Kælderlejligheder, og det var
Sundhedskommissionens Hensigt at forbyde et større Antal af disse, men af Hensyn til en uomtvistelige Bolignød blev man indenfor Kommissionen enige om at gaa lempeligt frem, hvorfor man i 1916 vedtog at forbyde 6 — væsentlig Kælderlejligheder — til Beboelse, og saa fremdeles nogle Stykker hvert Aar.Men det viste sig snart, at alt som man nærmede sig Flyttedagen, var det ganske umuligt for de paagældende Lejere at skaffe sig en anden og bedre Lejlighed, hvorfor Kommissionen undlod at lade den nævnte Vedtagelse træde i Kraft foreløbig. Forholdet er altsaa det, at Familier her i Byen faktisk bor i Lejligheder, som Sundhedskomissionen har anset for ikke at være egnede til Beboelse.
Det er imidlertid ganske øjensynligt, at Byen i høj Grad trænger til en klækkelig Forøgelse af gode, sunde Lejligheder, navnlig i Betragtning af, at Skive har et uforholdsmæssigt stort Antal gamle Ejendomme og Kælderlejligheder, som efterhaanden nødvendigvis maa blive kasserede.
Men det private Byggeinitiativ har de sidste Aaringer ligget saa godt som stille, idet kun en enkelt Bygning (Boligforeningens) og et Par Villaer er blevet opførte. Under Krigen er alt Byggeri med Bolig for Øje standset.Det maa derfor antages, at de offentlige Autoriteter til April Flyttedag vil komme til at staa overfor den Kalamitet at skulle skaffe Husvilde Husly. Thi Grundene for, at denne Kalamitet ikke allerede er indtraadte ved November Flyttedagen, er jo allerede nævnte. Men denne uheldige Foranstaltning fra Sundhedskomissionens Side maa selvfølgeligt betragtes som rent midlertidig, hvorfor det ventes, at der, enten fra Kommissionens eller fra privat Side foretages noget. Endnu har denne Sag dog ikke været til Drøftelse i Byraadet her.
Man ønsker ogsaa at pege paa, at der Hvert Aar flytter adskillige Gaardmænd (Partikuliers) ind til Byen. Disse erhverver sig et Hus, hvis hidtidige Beboer saa paa Grund af større pekuniær Habilitet (og maaske ogsaa færre Børn) sikrer sig en god Lejlighed; denne Lejligheds Beboer tvinges saa mange Gange til at søge en mindre god Lejlighed, og de Familier, der hidtil har frekventeret de mindre gode Lejligheder, trykkes derefter ned i de usle. denne Udvikling er af baade sociale og hygiejniske Grunde i højeste Grad uheldig, idet den bevirker, at alle Lejligheder, lige fra de ringeste til de bedste, er bleven taget i Brug til Beboelse.
Men en Standsning af denne Udvikling er absolut nødvendig af hygiejniske Grunde.
Om dette uddrag fra betænkningen skrev Skive Folkeblad den 24. maj 1917 :
“Skive er den eneste Købstad i Danmark, som ikke har efterkommet Boligkomissionens Opfordring om Indsendelse af statistisk Materiale til Bedømmelse af Forholdene. Første Gang indsendte Typograf M. A. Larsen ganske vist en længere Redegørelse, som Byraadet ikke kendte noget til, …….”
Gemt Under Bolig, Historie // Kommentarer lukket til Fattigudvalgsformand benyttede muligheden for at beskrive elendigheden
I toget til Viborg uden at vide om han skulle i krig
I forhold til den største del af menneskeligheden har vi her i Danmark reelt levet i lykkelig uvidenhed omkring krigens rædsler siden 1864. For Danmarks vedkommende var den tyske besættelse 1940 – 1945 naturligvis ganske ubehagelig, men set i forhold til den egentlig krigsførelse, der foregik andre steder, slap danskerne billigt.
Efter 1864 indtog vi som nation en ydmyg rolle i forhold til de ydre trusler fra først Tyskland og senere Sovjet. Vi havde så at sige lært lektien og indtaget en politik, der svarede til vores størrelse og placering.
Overordnet set bør vi være stolte af den lære vi drog af 1864. Det er langt smukkere at yde en værdifuld og fredelig indsats ude og hjemme end at gå rundt og slå itu.
Jeg holder selv af at fastholde historie. I kendskabet til tidligere tiders erfaringer ligger muligheden for, at vi træffer mere kvalificerede valg fremover. Og klart for at modvirke tendenser til nationalchauvinisme.
Jeg kan ikke finde personlige kontakter, der rækker tilbage til 1864, men hvordan føltes det mon som en ung mand eller måske allerede familiefar at blive genindkaldt til hæren da den 1. verdenskrig brød ud i 1914. Sidde i toget til Viborg. Møde på kasernen og blive udstyret med uniform og våben, for derefter at blive sendt på march på de jyske landeveje. Det var virkeligheden for mange, – også her fra Skive.
Jeg boede i årene fra 1979 til 1983 til leje hos den tidligere banearbejder Christian Ørtoft, Brårupgade 38 i Skive.
Han var en ældre herre, da han var gået på pension, dengang jeg blev født.
Han fortalte engang, at han var en af de 50.000 værnepligtige, der blev genindkaldt ved krigsudbruddet uden at ane, om det betød, at han skulle i krig eller ikke. Det er fra ham, jeg har historien om togturen til Viborg. Krig blev det ikke til, men livet blev på mange måder præget af krigen.
Et af de første problemer var de mange familier, hvis forsørger var indkaldt til sikringsstyrken. I perioden fra august 1914 til april 1915 måtte Skive Byråd bevilge 9.000 kr. til de "efterladte".
Den militære Indkvartering i Skive
Byfogedkontoret beder os meddele følgende: Indkvarteringen af 10. Bataljon her i denne uge er beordret uden Bespisning. Bataillionen ønsker imidlertid meget, at Kvarterværterne frivilligt vil overtage den fulde Forplejning af de indkvarterede, hvorfor der da vil blive ydet et Vederlag af 1 Kr. pr. Dag. Indkvarteringsordren (og de udstedte Kvarterbilletter) lyder paa 27 – 28. Januar; dette vil sige, at Bataillionen kommer den 27. – hvornaar paa Dagen vides endnu ikke – og rejser den 29. om Morgenen.
(Skive Socialdemokrat den 21. januar 1917)
I lighed med andre byer nedsattes der som supplement til den offentlige indsats en damekomite, der skulle hjælpe de trængende soldater ved at indsamle undertøj, sokker, fodtøj etc. eller pengebidrag til anskaffelse af samme ting. Komiteen i Skive havde fru herredsfoged Ramsgaard som formand og indsamlede i august 1914 220 skjorter og 110 par sokkeskafter, som de sendte ned til soldaterne på kasernen i Viborg.
Den 20. oktober 1914 fik Skive for første gang besøg af sikringsstyrken, da 10. bataljon skulle indkvarteres med 1060 menige, 55 officerer og 16 heste. På rådhuset blev der indrettet vagtlokale og skrivestue, ”Salonen” i anlægget blev indrettet som gymnastiksal, og damekomiteen oprettede en samlingsstue, hvor soldaterne kunne mødes i fritiden.
Byens handlende var glade for indkvarteringen, for den tilførte byens handelsliv en øget omsætning på mellem 40.000 og 50.000 kr. om måneden, mens grundejerne var meget utilfredse. Soldaterne blev nemlig indkvarteret efter en lov fra 1816, der pålagde grundejerne at huse soldaterne mod en mindre godtgørelse. I Skive betød det, at grundejerne skulle indkvartere en soldat for hver 8.500 kr., som deres ejendom var forsikret for.
Indkvarteringen indbefattede også pligt til at sikre de indkvarterede mad for en beskeden betaling på 35 øre pr. dag pr. soldat.
Grundejerforeningen klagede flere gange til byrådet og til bataljonens ledelse. Det hed sig bl.a. : "Soldaterne komme saa uregelmæssigt Hjem til Middagsmaden. Husmødrene bliver overanstrengte ved denne Form for Bespisning". De mente også, at det var uretfærdigt, at der blandt lejerne var velstillede borgere, som helt slap for byrden ved indkvarteringen.
Så selvom det gavnede handlen, fulgte byrådet grundejerforeningens opfordring til at søge at undgå flere indkvarteringer. Det lykkedes, da byen kun fik besøg af soldater på gennemmarch i resten af krigsårene, efter at den 10. bataljon havde forladt byen efter 7 måneders fast indkvartering i maj 1915.
Gemt Under Historie, Skive // Kommentarer lukket til I toget til Viborg uden at vide om han skulle i krig
Konsulinde krævede lavere betaling for skolerengøring
I nutiden handler det ofte om udlicitering, når der skal lægges pres på de ansatte i den offentlige sektor. I fortiden var der også forskellige bud – her en lille fortælling, bl.a. om en konsulinde, der mente at “rengøring er nu engang rengøring”, hvorfor timelønnen efter hendes vurdering ikke skulle være særlig høj.
Murermester beklagede sig
Overenskomsten omkring skolerengøring i Skive Kommune blev i november 1945 indgået uden større dramatik. I den første efterkrigstid stod fagbevægelsen stærkt. En enkelt af de borgerlige medlemmer i byrådet, en murermester, beklagede sig lidt over overenskomsten, men ingen stemte imod den. Murermesteren brød sig ikke om, hvis overenskomsten ville tvinge rengøringspersonalet til at være medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund. Han spurgte også til, om overenskomsten, der gav rengøringspersonalet en timeløn på 1,65 kr. for den almindelige rengøring og 1,85 kr. ved hovedrengøringen, ikke ville betyde en væsentlig stigning i rengøringsudgifterne. Det afviste borgmesteren.
Senere skulle overenskomsten om skolerengøringen give anledning til større politisk slagsmål, selvom de borgerlige på intet tidspunkt havde mulighed for at fjerne overenskomsten.
Kommunen kunne ikke få akkordsystem
I november 1952 var en fornyelse af overenskomsten til behandling i byrådet i Skive. Ved forhandlingerne havde Kvindeligt Arbejderforbunds forbundsformand Edith Olsen repræsenteret fagforeningen. Kommunen havde ønsket indført et akkordsystem, men det havde fagforeningen modsat sig. De radikale beklagede sig over, at der ikke kunne laves et akkordsystem, men ville stemme for den nye overenskomst, der gav en timeløn på 2,24 kr. Men for den konservative konsulinde fru M. Aagaard Nielsen var overenskomsten for hård kost. Timelønnen var for høj, og det var ganske urimeligt, at der skulle betales 20 øre ekstra pr. time for hovedrengøring og 25 kr. om året til arbejdstøj. “Rengøring er nu engang rengøring”, som hun udtrykte det, og hun mente ikke at kommunen skulle underlægge sig et “fagforeningsdiktat”.
Billigere i Viborg
Konsulinden agiterede meget stærkt for indførelse af akkord og mente, at skolerengøringen var langt billigere i Viborg. I Kvindeligt Arbejderforbunds medlemsblad sagde man senere om sammenligningen med Viborg, at forbundet ikke havde overenskomst med Viborg kommune, så hvis betalingen var ringere der, var det i hvert fald ikke fagforeningens skyld. Til konsulindens betragtninger over at hovedrengøringen ikke var hårdere end andet rengøringsarbejde, bemærkede fagbladet, at det jo kunne være, at konsulinden ikke kendte begrebet hovedrengøring fra sin egen husholdning. Hun havde sikkert andre til at gøre det for sig.
Løn og arbejdsforhold på en offentlig arbejdsplads er i dag bestemt ved forhandlinger på centralt plan. Sådan var det ikke tilbage i tiden. Fagforeningerne måtte tilkæmpe sig overenskomster med kommunerne enkeltvis. Om man kunne få en overenskomst med en kommune, var afhængig af den lokale fagforenings styrke og de lokale politikerne.
(Note: Jeg fik i 1988 lov til at forfatte et 50 års skrift for Kvindeligt Arbejderforbund i Skive. Det gav mig sammen med et lignende opgave for SID to år før et værdifuld indbrik i købstandens arbejderhistorie.)
Gemt Under Historie, Skive // Kommentarer lukket til Konsulinde krævede lavere betaling for skolerengøring
Klosterhistorie med grøn cykel
Da jeg i årene fra 1984 til 1995 arbejde som lærer ved Dueholmskolen i Nykøbing Mors, gik jeg på jagt efter historien omkring Dueholm Kloster.
Det er særdeles interessant, at der findes en afskrift af Dueholm klosters brevbog, som er en samling af breve fra 1371-1539. De giver en unik indsigt i et middelalderklosters virke.
Den er udgivet i bogform på dansk/latin Dueholms Diplomatarium, O. Nielsen, 1872. Det er fra læsning af den udgave, denne historie er skrevet: Et sendebud fra Viborg til Dueholm.
Ved et tilfælde stødte jeg på, at bogen fra 1872 nu er nyudgivet i 2009 – denne gang på engelsk. Den er udgivet af et amerikansk forlag BiblioLife, der har specialiseret sig at udgive bevaringsværdige bøger. Hvor inspirationen til coveret med den grønne cykel stammer fra er umiddelbart et mysterium – den visualiserer ikke indholdet.
Dueholms Diplomentarium – 2009 udgave
Gemt Under Historie // Kommentarer lukket til Klosterhistorie med grøn cykel
Lad os få oplyste smagsdommere
En bog af forfatteren Flemming Røgilds, tilbage fra 1988 (Rytme, racisme & nye rødder) får et sted disse beskrivende ord med på vejen:
På baggrund af 22 interviews med bl.a. hvide socialarbejdere, forfattere, sorte indbyggere, arbejdere, unge og ældre i engelske storbyer undersøges, om den nye blandingskultur i hverdagslivet på længere sigt vil udviske raceskellene og gøre kulturerne mere ligeværdige.
Man kunne ønske sig de tider, hvor mainstream Danmark værdsatte de smagsdommere, der tog et sådant udgangspunkt. Det at studere, hvordan tingene kan komme til at lykkes.
Den intolerancens dømmeri – som samtidigt gør blind for konstruktiv handling, som vi har været vidne til i 8 år, står for fald.
For helt ærligt, er det ikke forunderligt positivt, at vi spiser pitabrød, lytter til rap og har karneval i Danmark – at vores kultur udvikler sig – i samspil med det fremmede. Vi er ikke afhængige af at kunne hente grønkål ind fra køkkenhaven som tilbehør til kartofler og den hjemmelavede medisterpølse – for at sikre os de nødvendige c-vitaminer i vinterkulden.
Bøger skrevet af Flemming Røgilds (fremhævet ved en tilfældighed, fordi jeg støtte på hans bogtitel).
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til Lad os få oplyste smagsdommere
Empati, forståelse, mentale billeder og systemisk tilgang
De første ord virker runde og rare, de sidste mere tekniske. Men indsigten i andres forståelse kan kræve sit, og god teori er ikke at kimse af.
I den daglige omgang mennesker imellem, kan der savnes et helikopterperspektiv. Kommunikation kan let forfalde til fylde på pædagogik – ”når jeg har sagt, så må du forstå” – visa versa.
Men man kan ikke blot hælde på – og skabe forståelseskopier.
Her er den systemiske tilgang et interessant redskab.
Systemisk tænkning bygger på, at hvert individ og hvert fællesskab har sin egen indre logik – og derfor også sine egne sandheder og forståelser – sin egen måde at systematisere forståelse. Og hurra for at det også gælder fællesskaber, for ellers ville bilen, på det billede min yngste søn tegnede, ikke kunne løftes.
Antager man denne systemtænkning, kommer der nogle væsentlige sandheder ud af det.
For det første snyder man sig selv, og låser sine handlemuligheder, hvis man dæmoniserer det fremmedartede, modstanderen – det man er utryg ved.
Forstår man derimod det anderledes som en systematisering, som man nysgerrigt prøver at afkode – ligger kimen til en langt bedre takling – også der, hvor interesserne er forskellige.
Forstå din modstander, og måske er han slet ikke din modstander – når du først har fundet en flig af koden. Måske findes der en win-win mulighed frem for skyttegravens skjul.
For det andet, så er kommunikation og kontakt til det ydre ikke en tanketransfusion imellem parterne, men ydre forstyrrelser af større eller mindre anderledesheder – der, når kommunikationen er god, lader sig forstyrre til at ommøblere de indre systematikker – men aldrig til at kopiere.
Hvis man følger tanketråden – så er det man selv går og tror og tænker ikke endegyldigt. Det står jo også til at ændre, hvis man omgives af positivt forstyrrende omgivelser.
Deraf ligger der en morale i, at det ypperste vi kan være er hinandens gode omgivelser. Og gode fællesskaber er steder, hvor det sker.
Gemt Under Ledelse // Kommentarer lukket til Empati, forståelse, mentale billeder og systemisk tilgang
Hedejord midt i Salling, en tinghøj og en falden kvinde
Et sted med slidsomt nybyggerliv, på det, der engang var hedejord, passer ikke på billedet af Salling. I egnsmytologien tales der om den fede jord i Salling, modsat den magre jord i Fjends. Men billedet var ikke dækkende for alle egne af Salling, hvilken denne lille fortælling, der også kredser om et fortidsminde, kan berette om.
Midt i Salling lå engang Bostrup Hede, og på en slægtshjemmeside tales der f.eks. om nogen af hedens første pionerer – et ægtepar, der etablerede sig som husmænd på egnen i 1889.
I nutiden ligger Bostrup Tinghøj som en ubetydelig lille høj mellem en mark og en vej – og overfor et nedlagt husmandssted – tilsyneladende netop det husmandssted ægteparret ovenfor, Hans Jespersen og Maria Wammen fik opført.
Jeg voksende selv op mindre end en kilometer fra højen, – og lidt mystik var der omkring stedet. Engang var der sket henrettelser vidste jeg – allerede dengang som en lille dreng.
Forestiller man sig tiden før nybyggerlivet hvor slidsomme husmænd forvandlede området til agerland, har højen lagt som et tydeligt landemærke ude på det dengang øde areal Bostrup Hede.
Det er fortalt, at højen var sysselsting for Sallingsyssel tilbage i middelalderen. Et syssel var en administrativ enhed med politiske og juridiske opgaver, der i tidsregning strækker sig tilbage før middelalderen. Det kan betyde, at Bostrup Tinghøj helt tilbage i vikingetiden har været et mødested – når der skulle træffes alvorlige afgørelser.
Sallingsyssel bestod af 7 herreder, heraf de 4 i Salling. Hvert herred havde sit eget herredsting, men ved en retsreform i 1687 blev herredstingene i Salling lagt sammen til ét ting, hvis tingsted blev henlagt til højen på Bostrup Hede midt i Salling. Den nyudnævnte herredsfoged Poul Fabricius blev senere i 1698 også byfoged inde i Skive og bosatte sig der. Han måtte så ugentligt tage turen til Bostrup for at holde ting. Men der blev trods planer derom aldrig bygget tinghus ved Tinghøjen, og 40 år senere i 1727 blev Sallings herreders tingsted flyttet fra Bostrup i Midtsalling til Skive, hvor man kunne holde ting under tag.
Højen i Bostrup blev dog stadig brugt som rettersted, og så sent som i 1779 blev Birgitte Sørensdatter, som havde kvalt sit nyfødte barn, halshugget her og begravet ved højens fod.
Deraf barndomsfortællingen, ikke om den fede bondejord, men den uhygge, der lå i at vide, at her dræbtes mennesker på en høj i et øde landskab, – med den agt, at det skulle sprede skræk og advarsel – bl.a. personficeret af den stakkels pige, der var blevet gravid udenfor ægteskab, som så desperat søgte at skjule, at hun var en falden kvinde.
Gemt Under Historie, Husmand // Kommentarer lukket til Hedejord midt i Salling, en tinghøj og en falden kvinde
Stange Fruit – en barsk sang skrevet af en amerikansk skabskommunist
Abel Meeropol arbejde som lærer ved en skole i Bronx i New York. Samtidigt nærrede han sympati med kommunismen, antiracisme mv. Bl. a. adobterede han senere sønnerne efter kommunisterne Ethel og Julius Rosenberg, der i juni 1953 blev henrettet for spionage til fordel for Sovjetunionen.
Hans sang “Strange Fruit” fra 1939 – der handlede om lynchninger af sorte, blev indspillet af den kendte sorte sanger Billie Holiday. Her sangen og historien om den i en film på knapt 10 min.:
Mere om historien i en artikel på Modkraft
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Stange Fruit – en barsk sang skrevet af en amerikansk skabskommunist
Teenageårenes musik – tænder en glød
I efteråret 2006 sad jeg i en nostatisk gårdrestaurant i en landsby udenfor Ljubljana i Slovenien og undrede mig lidt over, hvorfor der ud af højtalerne strømmede jugoslavisk popmusik fra år tilbage. Men hvorfor undre sig, enhver generation røres af at høre den musik, der hørte ungdommen til.
Det gjorde mine slovenske venner også, på trods af at Jugoslavien var noget fra back when.
Selv berøres jeg som andre af ungdomsdommens toner. Her nogle af favoritterne fra de første år i 70’erne:
| Carly Simon “You’re So Vain” (1973) | Neil Young “Heart of gold” (1971)
|
| Don McLean “American Pie” (1971) | Roberta Flack “Killing Me Softly With His Song” (1973) |
Måske ikke helt så genhørligt, for en dansker – men et par eksempler på den lyd, som mine slovenske venner måske mindes med vemod:
| Ambasadori “Dadji u pet do pet” (1976) | Srebrna Krila (Silver Wings)Mangup (1988) |
Et andet kendetegn ved ungdommens musik er det hurtige skift, der kan ske – fordi der sker så meget i de år man modnes og vokser mod det at blive voksen. Her eksempler fra min egen passion lidt længere fremme i 70’erne:
| Jomfru Ane Band “Onkel Sams beskidte tæer” (1976) | Joan Baez “Diamonds and Rust” (1975) |
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Teenageårenes musik – tænder en glød
