Rejsen til Irak
Tegnefilm om en irakisk families tvangsudsendelse til et Irak, der på ingen måde er så fredeligt som Birthe Rønn siger. Filmen er lavet af Thilde Dalager
Se flere film på http://kirkeasyl.23video.com/
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til Rejsen til Irak
Mødes eller ikke mødes, når man mødes
Det er forunderligt, hvor vigtigt udgangspunktet for en vanskelig forhandling kan være for resultatet. En klog ven sagde, at hvis man skændes om økonomien, så går den med sikkerhed galt – for det synes alle, at de kan forstå – men det bringer ikke mange positive tanker frem. En strid om penge går tit i sort/hvidt.
At få det visionære, det der skaber fælles værdimæssig fælleskab frem, er langt givtigere. Det byder ikke på samme risiko for stillingskrig.
I den sammenhæng taler man også om at se det hele fra oven, udefra , helikoptersyn, girafsprog eller metatænkning – begrebet der alle på sin vis kredser om det samme.
Det er ikke en konkurrence om, hvem der har det bedste overblik, ved at se det allerøverst fra. Det er dybest set også udtryk for at forstå det, man står overfor, den fremmede, den anden – den der forfægter tingene med en anden vinkel. Hvordan mon den eller de, man kommunikerer med, systematiser deres forståelse?
Sagen er jo, at man handler ganske i blinde i sine taklinger og initiativer, hvis man ikke handler hensigtsmæssigt og med indsigt i dialogen.
I den konfliktfyldte og ufuldendte dialog, blive det fremmede det besværlige – eller måske endog fjenden.
Det udmønter sig i frustrationer, og bliver de for voldsomme, kan man stirre sig blind på at ville nedkæmpe en modstander eller elliminere en strid – med midler, som nok ser ud til at virke i det umiddelbare, men efterlader de bagvedliggende problemer uløste – hvorved frustrationerne vedbliver. Man troede lige man have skabt orden i kaos, men det ligger i sin gru stadig foran en.
Fremfor risikoen for på den vis at handle i blinde, er det langt mere resulatrettet, hvis man ikke lader sig styre af den umiddelbare røde klud, men af indsigt i det bagvedliggende. Forståelse – eller et rimeligt forsøg herpå, som grundlag for handling, fremfor blind jagt på dæmoner.
En ægte fælles forståelse opstår, når man oplever at finde glæde i samme mål. Derfor er det givtigt at have visionerne i front, hvis man skal mødes, når man mødes.
Gemt Under Ledelse // Kommentarer lukket til Mødes eller ikke mødes, når man mødes
Jeg fortryder, jeg gik ind i kirken
Interview med præst i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, om politiets indtrængen i kirken og det at være magtesløs.
Interviewer: Aage Rais Nordentoft, Modkraft TV, 16. august 2009
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til Jeg fortryder, jeg gik ind i kirken
Musikalske bidrag, når vi taler om Krarup, Camre & Co
Niels Hausgaard – Middelaldersang:
Jeg er dansker og dansk
fra isse til fod
Li’som Langballe, Krarup og Camre
Jeg nedsvælger flæsk
og pølser af blod
Li’som Langballe, Krarup og Camre
Jeg er fuldstændig bleg,
som en dansker ska’ vær’
Li’som Langballe, Krarup og Camre
For jo hvidere ben
jo dansker’ man er
Li’som Langballe, Krarup og Camre
Til jer vi os nu klamrer
Jeres navne i stene vi hamrer
Langballe, Krarup og Camre
Fattige hedninge,
kommer her til os
Og til Langballe, Krarup og Camre
Men hvem byder
hedningeskaren trods?
Det gør Langballe, Krarup og Camre
Og Dannebrog faldt
fra him’len ned
Li’som Langballe, Krarup og Camre
Derfra stammer vores
rød-hvide kristenhed
Og Langballe, Krarup og Camre
Til jer vi os nu klamrer
Jeres navne i stene vi hamrer
Langballe, Krarup og Camre
Så hil jer, I kåde
og livsglade tre
Langballe, Krarup og Camre
For ingen i landet
kan få os til at le
Som Langballe, Krarup og Camre
Og så skåler vi for jer
i den ædleste vin
Langballe, Krarup og Camre
Længe leve det treenige
røvballegardin
Langballe, Krarup og Camre
Til jer vi os nu klamrer
Jeres navne i stene vi hamrer
Langballe, Krarup og Camre (x2)
Niels Hausgaard – Som Grise:
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til Musikalske bidrag, når vi taler om Krarup, Camre & Co
En kirkebil som asylsted lidt i overkanten for norsk politi
I december 2007 opnåede den 36 årige kurdisk/iranske Shahla Valadi asyl i Norge efter at have siddet i kirkeasyl i en kirke i Mysen i det sydøstlige Norge siden år 2001.
Shahla havde oprindeligt fået nej fra de norske immigationsmyndigheder. Selv frygtede hun for sin skæbne hjemme i Iran, hvor kontakt til kurdisk modstand mod det iranske styre er livsfarligt.
I februar 2001 stod hun ved kirken – efter at have forladt et krisecenter – hun var skræmt, men blev taget godt imod.
Menighedsrådet tog stilling til sagen, og valgte at lade hende blive i kirken. De orienterede politiet, som tog situationen til efterretning.
Det endte med, at hun i næsten 7 år kom til at bo i kirken, indlogeret i eget værelse over et mødelokale.
Og i december 2007 forbarmede de norske poltikere sig over hende – og hun fik humanitær opholdstilladelse.
Hvor gik grænserne i den norske debat. Ja i oktober 2007 ville politiet i Norge i princippet ikke acceptere en "bilkirke", som skulle bringe Shahla sikkert frem til en demonstration i Oslo. Politiet fandt kun, at det var kirkens rum, der gav grundlag for kirkeasyl og den beskyttelse dette indebærer. Men de valgte ikke at gribe ind overfor "bilkirken". Hun deltog.
Hvordan kan det være, at man i Danmark møder den påstand, at de der gav irakerne i Brorsons Kirke et håb, er de skyldige, derved at de burde vide, at kirke ikke byder på mulighed for kirkeasyl. Det er ikke så selvfølgeligt udenfor den råhed, der desværre plager herhjemme.
Læs mere:
Tro mot tålmodigheten (Vort Land 17.09.2007)
Rullende kirke skal frakte kirkeasylant til Oslo (VG Nett 24.10.2007)
– med billed af kirkebilen
Veiledning til menighetene om kirkeasyl (Den norske kirke)
– en grundig vejledning til menighederne om omsorg for håndtering af kirkeasyl. En virkelig god kilde.
Læs også:
Et historieløst farisæisk vrøvlehoved
– kommentar til DF-præsten Søren Krarups nedgørelse af kirkefreden
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til En kirkebil som asylsted lidt i overkanten for norsk politi
Kirke ydede asylsøger hjælp i New Zealand
Den 17. februar 2009 gav de New Zealandske myndigheder asyl til Ali Panah, en iransk asylsøger – der var konverteret fra islam til kristendommen.
Knapt to år tidligere var manden blevet overgivet til den anglikanske kirke i New Zealand af myndighederne. Forud for havde Ali Panah sultestrejket i 52 dage – en situation, som var uholdbar for det officielle New Zealand.
Ali Panah blev indlogeret privat hos en familie, der tilhørte kirkemenigheden. De tog sig af ham og hjalp ham til kræfter.
Efter 1½ års kirkeligt pres accepterede de New Zealands myndigheder at give Ali asyl, men den forklaring at truslerne mod frafaldne muslimer var blevet større i Iran.
Helt så ideel og altruistisk er vinklingen ikke, da hjælpen til Ali i høj grad knyttes til hans kristendom helt fra starten af.
I den norske sag, som jeg beskriver i fortællingen ”En kirkebil som asylsted lidt i overkanten for norsk politi”, var den kurdisk/iranske Shahla Valadi ikke kristen, da kirken tog imod hende – at hun så blev det efter at kirken havde passet på hende i 7 år er noget andet og efter omstændighederne ikke særligt overraskende.
Læs mere: Haven at last for Ali Panah
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til Kirke ydede asylsøger hjælp i New Zealand
Et historieløst farisæisk vrøvlehoved
Søren Krarup fra Dansk Folkeparti udtaler sig i dag overfor Politiken, så man kan forstå, at han mener at kirkefred skulle være et ”rent katolsk begreb”. Det er et historieløst forsvar for en umenneskelig fremfærd, fremført af en fortaler for en udansk intolerance.
En forvreden historieskrivning, til brug overfor flygtninge, der efter at være flygtet fra krig og terror i deres hjemland, nu er udset til at indgå i den vedvarende rituelle heksebrænding af fremmede fra Dansk Folkepartis side.
Kirkefred har ligesom tingsfred en historie tilbage til middelalderen. Men det stopper ikke ved middelalderen og katolicismen. I Christian den 5’s lov fra 1683 handler det 9. kapitel om husfred, kirkefred, tingsfred, vejfred og plovfred. Særligt kirkefreden og tingsfreden vægtes.
Vi kender i dag tingsfreden bl.a. i form af vidnebeskyttelse. Ligesom dengang er det ikke i dag tilladt at true vidner – og da stadig slet ikke at give sig til at slås på tingstedet.
For både tingsfreden og kirkefreden definerede Christian den 5’s lov fredsbeskyttelsen fra det tidspunkt man begav sig af huse på vej til ting eller kirke. Dette var en udvidelse af fredspligten i forhold til den katolske tid.
M.h.t. kirkefredspligten ophævedes det som en strafferetsforseelse i 1866. Det må anses for et temmelig sent tidspunkt, hvis man ønsker det sat i forbindelse med reformationen historisk.
Uden at straffeloven kan straffe ufredsmagere, har kirkens rum også siden 1866 været omgivet af en almindelig respekt for dens særlige anvendelse. I almindelighed defineres anvendelsen af menighed og præst uden indgreb udefra.
Selvom kirkefred ikke optræder som juridisk begreb i nutiden, er der stadig indlagt en fredsforventning i vores historiske tradition og pli, der gælder kirker og begravelsespladser. Den blev brudt i København natten til i dag.
I Norge, der på den lange bane bygger på den samme historiske tradition som Danmark, var kirkeasyl til debat i 1990’erne. Et norsk bispemøde udtalte sig principielt om begrebet kirkeasyl, og det norske justitsdepartement gav politimestrene instruks om ikke at bryde kirkefreden.
Vort nordiske broderlands kirke i 1990’er kan næppe beskyldes at høre katolicismen til.
Nu er situationen ikke så, at jeg selv forfægter religionen som livsgrundlag. Men fra min kristendomsundervisning huskes, at den trosmæssige samvittighed for den troende kommer over loven – og det da særligt, når det er den fattige og udstødte, der skal vises medmenneskelighed overfor.
Farisæer og retslærde, der kun kan fordømme – er der ikke meget værdi i. Kulturel selvstrækkelighed og snæversyn står ikke over medmenneskelighed, selv ikke når den har udmøntet sig i lov uden empati for ofrene.
Måske kunne man spinde en historie over kristendom og heksebrænding. Den må Søren Krarup kunne relatere til, da heksebrændingernes storhedstid var i protestantisk tid og byggede på lov.
Set med nutidens briller er der – selvom afbrændingerne dengang byggede på lov – almindelig enighed om, at man i f.m. heksebrænderprocesserne lod sagsløse uskyldigheder lide grundet hobens frygt og uvidenhed overfor en indbildt frygt for dæmoner og djævle.
Skulle vi ikke tage og lære af den historie.
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til Et historieløst farisæisk vrøvlehoved
Kurdisk skolefrøken med lerklinet koloniengelsk
For nogle år siden oplevede jeg som lejerrepræsentant i det lokale beboerklagenævn et besynderligt eksempel på kultursammenstød.
En enlig ældre ugift kurdisk flygtning boede til leje hos et boligselskab. Selskabet klagede over, at hun gjorde skade på lejligheden.
Da vi mødte op hos hende, mødte vi en højst kultiveret og meget belæst ældre lærerinde, der talte et tydeligt engelsk. Men samtidigt et engelsk, der gav den lyttende associationer til et engelsk, som det måske har lydt i kolonitiden.
Det var som at høre toner fra en fjern tid.
Hun havde levet det meste af sit liv i den del af “Kurdistan”, som ligger Iran, og var på en eller anden vis kommet til Danmark som flygtning i kølvandet på Irak-Iran-krigen og/eller undertrykkelsen af kurderne i Iran.
For at vi kunne få adgang, havde hun tilkaldt en mandlig slægtning, for det sømmede sig ikke for en enlig dame at have besøg af fremmede mænd i sit hjem. Og det viste sig også, at boligselskabets vicevært aldrig havde været indenfor, – man kunne ane, at sagen måske var rejst af fornærmelse over dette.
Det var ikke sådant, at hun bar slør, – erfaringsmæssigt er det ikke så udbredt blandt kurderne som flere af de andre mellemøstlige flygtningegruper.
Den kurdiske lærerinde havde mange bøger, heraf også mange på engelsk, på hylderne. En kort snak herom indgød os alle respekt.
Det der var problemet, var at hun brugte for store mængder vand til rengøring, – og hun ønskede netop at holde sit hjem rent. Man vandet fik i for stort omfang lov til at ligge uden at blive tørret op.
Det viste sig, at hun trods sin position i landsbyen hjemme i Kurdistan havde boet med lerklinet gulv, – og derfor ikke have erfaringer med træparketgulve.
Hun havde på det tidspunkt vi traf hende boet adskillige år i Danmark, men kunne samtidigt fortælle, at der aldrig havde været nogen forbi, der havde givet hende bare den mindste vejledning i, hvordan hun skulle takle det huslige i den lejlighed, som hun boede i.
Vi var i beboerklagenævnet helt klart af den opfattelse, at det handlede om lidt assistance med vejledning omkring rengøring – ikke udsmidning. Hvis ellers Boligselskabet ville opføre sig kultiverede og anvarlige.
Det var ikke en flytning, der gjorde fortræd, – men en danskhed, der ikke mærkede ordentlig efter, hvad den stod overfor.
Gemt Under Bolig, Flygtninge // Kommentarer lukket til Kurdisk skolefrøken med lerklinet koloniengelsk
I dag et ældre blokbyggeri – dengang “Parkbyggeriet Ringparken”
I 40’erne var en lejlighed på 70 – 80 m² med eget kokken og toilet med bruser en uopnåelig drøm for mange.
Man flyttede først sammen, når man blev gift, og ofte måtte man tage til takke med loft- eller kælderbeboelser. Ellers boede man i en toværelses i det ældre private udlejningsbyggeri, hvor toilettet stadig lå i gården, og hvor bad var et ukendt begreb.
De 120 lejligheder, som Arbejdernes Andelsboligforening byggede i Ringparken i årene fra 1944 til 1949, var derfor datidens drømmebolig.
Tænk sig – man fik egen altan. Der var store græsplæner imellem husene. Ja, byggeriet blev endda kaldt "Parkbyggeriet".
Der var WC med brusebad, og i de fleste lejligheder var der udover stue og soveværelse også et værelse til børnene. I kælderen var der brændselsrum og viktualierum, hvor man kunne sætte syltetøj, saft og henkogte fødevarer. På i loftet var der et ekstra værelse, som mange senere brugte som børneværelse til den største af børnene.
Det var unge familier, der slog sig ned i Ringparken. Mange havde allerede fået deres første og måske andet barn, og der kom for manges vedkommende flere til de første år, hvor de boede i Ringparken.
Byggeriet var derfor, i modsætning til i dag, fyldt med børn.
Teksten ovenfor er fra en udstillingspjece august 1992. Jeg medvirkede dengang med at sætte nogle af rammerne for 50 års jubilæet for Arbejdernes Andelsboligforening i Skive. Det markeredes bl.a. ved at en lejlighed i nogle få uger fik lov til at fremstå som i 40’erne. Kustoderne i det midlertidige museum var ældre beboere fra byggeriet, der kunne give fortællingen sin helt egen autentiske liv.
Gemt Under Bolig, Historie, Skive // Kommentarer lukket til I dag et ældre blokbyggeri – dengang “Parkbyggeriet Ringparken”
Hvede i squaremiles i North Dakota
August 1972 stod på en skæbne som praktikant som hvedefarmersøn i North Dakota. Størstedelen af staten er delt op i regelmæssige squaremiles – oprindeligt en squaremile pr. nybygger, men senere er mange af dem lagt sammen. Det familiebrug, som jeg boede på, havde 15 af slagsen – og det var ret almindeligt.
Jeg var 16 år, eventyrlysten – men ikke dumdristig – derfor var jeg ikke just begejstret, da jeg efter kun ca. en uge i det udenlandske langt hjemmefra blev sat til at køre lastbil – uden nogensinde at have prøvet at sidde bag rettet i en bil. Men som farmeren sagde, kunne man køre traktor, så kunne man også køre bil – for derovre lærte man at køre bil – før man fik lov til at røre en traktor.
I North Dakota gav loven farmerbørn ret til kørekort som 14 årige, mens bybørn måtte vente til de var 15 år. Til gengæld var grænsen for at måtte drikke lovligt 21 år, og i skolen blev man jf. dresscoden sent til frisøren, hvis der var mindre en ca. en centimeter fra hårgrænsen og ned til ørene.
Selv undgik jeg turen fra skole til frisør – ved at familien tog sig af, at der blev lagt en pause ind i høstarbejdet – så jeg kunne komme en tur omkring frisøren før skolen startede ved indgangen til september.
Men ellers stod august meget på at sidde i en lastbil ude på prærien, glo mod horisonten og vente på at mejetærskeren *) kom forbi for at tømme sit indhold i ladet, hvorefter jeg kunne trille hjem og tømme af ved kornsneglen, der førte det op i siloerne.
Det var varmt, fastlandsvarmt. Der blev drukket vand i plastdunke pr. gallon, og der blev lyttet til datidens amerikanske popmusik – i North Dakota jævnt mainstream – udvalget af lyd var countrylike – ikke avantgarde.
| Donna Fargo – Happiest Girl In The Whole USA | Buffy Sainte-Marie – I’m Gonna Be a Country Girl Again |
*) På mejetærskeren sad min “amerikanske bror” – læs også her
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Hvede i squaremiles i North Dakota
