Engang var Storebælt vores fælles kaffepause
Nutidens tur over (eller under) Storebælt byder ikke på den store oplevelse. Enten forstyrres man af afbrydelser på mobilforbindelserne, når man er dybest under vandet i togtunnelen, eller også blæser det lidt voldsomt, når bilen skal over hængebroen.
Storebælt 1997 (redigeret ud fra foto fra: Farvel til færgen)
Engang var Storbælt vores fælles kaffepause. Her mødtes alle på tværs af ethvert gøremål. Skoleklasser, soldater på vej til eller fra orlov, lastbilchauffører, småbørnsfamilier, pensionister, sportshold, forretningsfolk – om de havde tid eller ej – så stod det på ca. en times afslapning og ro.
Storebælt 1999 (eget foto)
I 1998 blev broen åbnet, og tidsforbruget er, hvis man er bilist reduceret til de sekunder man bruger, når kreditkortet skal registrere betalingen på Sjællandssiden.
Forskellen i tidsoplevelsen fornemmes illustrativt ved nedenstående filmklip. Først et IC3-tog der køres ombord på M/F Kronprins Frederik i Korsør, hvorefter færgen sejler over – 4 minutters stilfærdig video. Det afløses i det andet klip af en kun 30 sekunder lang reklame fra A/S Storebælt.
|
Storebælt en grå dag i 1997 |
BroBizztræerne, 2008 |
Se også videoen "Natsejlads på Storebælt" , med hele 10 minutters efter nutidens standard yderst langsommelige filmoplevelse.
Triste tidsløse billeder fra Paris
I september 1981 stak 8 seminarieelever af fra undervisning på Skive Seminarium for at tage med på en bustur til Paris. Rejsen var købt hos et turistbusselskab – Panter Rejser. Flertallet af de øvrige deltagere var godt oppe i alderen. Vi var udenfor feriesæsonen i traditionel forstand.
Vi havde på stamholdet haft lyst til en skolerejse – og da seminariet ikke gav plads til det indenfor ressourcerne, så lavede vi vores egen.
Henning Kalsgaard Poulsen, som i dag er ansat på VUC – Skive/Viborg havde særlig succes, da han kunne få hele rejseselskabet til at synge med. Det endda på en sang, han skabte til lejligheden:
Med Panterrejser til Paris
en uge i september
det forgår på formen vis,
mens bussen sydpå sig kæmper.
Vi følger fugletrækket mod syd
for sommeren at længe,
at holde ferie er en fryd
– farvel til DanevængeMel.: September himmel er så blå.
Det er måske også tidsløst, lejlighedssangen som form, men det var de mentale billeder fra en travetur i Paris, det skulle handle om.
Vi ankom tidligt mandag den 15. september 1981 til Paris. Lidt trætte var vi – da busturen havde været en nattur søndag nat ned gennem Europa.
Om eftermiddagen gik jeg en tur i byen op til Montmatre og derefter retur til hotellet.
Her noterede jeg mig en række nostalgiske – men på godt og ondt også ret tidsløse billeder:
Billede nr. 1: Der spilles melankolsk på harmonika og en lidt ældre pige danser. Stemningen er lidt dobbelttydig. Nogle finder det romantisk – andre tragisk.
Billede nr. 2: To mænd, der tilsyneladende stammer fra Algeriet, går rundt og roder i skraldespandene ved hotellerne. Den ene fandt en skjorte og så glad og tilfreds ud.
Billede nr. 3: Tre børn, to sorte og en hvid – alle i 10 årsalderen, legede på et fortov foran en bank. De dypper fødderne i rendestenens vand og sætter derefter våde aftryk på fliserne på fortovet.
Billede nr. 4: To unge piger går rundt og tigger. De har en seddel med, hvorpå der stor noget om Jesus.
Billede nr. 5: En sort mand står i en baggård og pakker nogle salgsprodukter ud. Tingene arrangeres, tasker i en hånd, kæder om halsen og andre ting i den anden hånd. Nu er han klar til at gå på arbejde.
Billede nr. 6: Ved Saint-Denis står der to prostituerede i en port. Længere ind står der endnu en. Den ene er vietnameser. Tidligere stod hun måske på gaden i Saigon.
Billede nr. 7: En ældre herre sælger sodavand foran Louvre. Jeg tager et fotografi af ham. Han råber 2 franc. Det mente han åbenbart skulle være prisen for at være motiv.
Find bøger om Paris på Saxo.com
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Triste tidsløse billeder fra Paris
Landbefolkningen blev ikke fri over en nat
Det er en udbredt historisk misforståelse, at landbefolkningen blev frisat ved stavnsbåndets ophævelse. Frisættelsen af landbefolkningen var en lang proces, der kun startede med at oplyste godsejere igangsatte landboreformer i 1700’tallet. I første omgang blev fæstebønder til gårdejere mod selv at købe sig fri ved at betale til de tidligere godsejere. Hoveri blev til betaling af afdrag og først derved selveje.
Men der boede jo mange andre på landet end bonden selv. Bonden var jo gårdejeren, og der var både tjenestefolk, daglejere, husfæstere og anden småkårsfolk. Og for mange af disse fandt man stadig i mange år de strukturer, der før havde slavebundet de nyslåede selvejerbønder.
Det ses bl.a. af denne beretning, der bygger på læsning af Fridlev Skrubbeltrangs hovedværk om dansk husmandshistorie. (Nærmere herom: https://www.etext.dk/fridlev-skrubbeltrang/).
Historien giver i øvrigt også et indblik i, at indførelsen af demokratiet også var en proces. Det skete heller ikke over en nat med indførelsen af grundloven i 1849.
Herregården Spøttrup på ældre postkort.
I 1840’erne fik flere folkelige bevægelser kraft. Igennem Stænderforsamlingen i Roskilde i 1843 formåede de at få regeringen til at bede de nyindførte kommunalråd om at udtale sig om de kår som danske husmænd levede under. Landet havde to Stænderforsamlinger med udtaleret overfor konge og regering. Et i Roskilde og et i Viborg. regeringen havde søgt at spille dem ud mod hinanden, men det var ikke lykkes. Stænderforsamlingen i Viborg havde i stedet været forholdsvis passiv overfor spørgsmål om husmandsreformer.
Et af de svar, som kom ind som svar på regeringens cirkulære til kommunerne, kom fra Rødding Sogn i Salling. Her lod man præsten beskrive situationen, og pastor Rosendal var en god talsmand for husmændene. Derfor er hans beskrivelse udførlig, og fortæller bl.a. om forskel på selvejerhusmænd – med ejerskab til eget jordlod – og husmænd under Spøttrup Gods, der stadig må gøre hoveri – og endda uden den tryghed ikke at blive sat ud.
Man kunne være selvejer, være livsfæster – som også gav en tryghed, eller blot være fæster indtil godsejeren smed en ud.
Jeg citerer her fra Fridlev Skrubbeltrangs bearbejdning af pastor Rosendals oplysninger:
Men selvejerhusmændene i Krejbjerg havde "fornødendt udkomme", stod det ilde til i Rødding, hvor næsten alle bønderne var hoverigørende og kun få husmænd havde livsfæste. I leje af jordlodder på 1½ til 3 tdr. land måtte de til ejeren af Spøttrup årligt svare fra 5 – 16 rbdl. i landgilde, arbejde 52 dage, forrette postløb til Skive, samt fåretvært og klipning forår og efterår, hjælpe ved fiskeri og vådtrækning etv. – alt på egen kost.
Tilmed blev husmændene vilkårligt behandlet. "De allerfleste besværer sig over ubilligt hoveriarbejde, at de f.e. i høsletten skal gå i vandet og bjærge høsten op på land, og at de desforuden daglig må befrygte korporlig revselse og mishandling, om end de gør arbejdet med største flid". Flere husmandsfolk var blevet "voldsomt mishandlede", blandt dem endog en frugtsommelig kone; andre måtte svare urimelige afgifter.
At præsten var for forbedringer for husmændene ses af, at Skrubbeltrang fortsætter med at fortælle om pastor Rosendals anbefalinger til regeringen. Vi er stadig tilbage i enevældens tid, derfor kan anbefalingen kun udtrykkes som en appel til den gode vilje:
For at fri husmændene for disse usle kår, der til sidst vil før dem over på kommunen, foreslog præsten nedsættelse af en landvæsenskommission, der skulle fastsætte indfæstning og lejeafgifter. Fremfor alt måtte dog den godsejer straffes, der på trods af loven overfaldt sine fæstere og lejere med hug og slag.
De forurettede havde ingen evne til at påtale de skete krænkelser, men stolede på regeringens vilje til at tage sig af deres sag og sikre dem mod ulovlig og vilkårlig behandling i fremtiden, sluttede pastor Rosendal.
Læs et andet eksempel på en af fortidens lokale whistleblowers: Fattigudvalgsformand benyttede muligheden for at beskrive elendigheden (En historie fra Skive i 1916)
Gemt Under Historie, Husmand, Skive // Kommentarer lukket til Landbefolkningen blev ikke fri over en nat
Hotel, husvildeboliger, kommunekontor og nu P-plads
Hjørnet Østergade/Brogaardsgade Skive juni 2008.
I de første mange år efter krigen, blev man ikke tildelt en lejlighed hos et af byens boligselskaber, før man var erklæret boligberettiget af kommunens boliganvisningskontor. Dette var nødvendiggjort af den store mangel på lejligheder.
For de boligberettigede familier, som ikke fik anden lejlighed, måtte kommunen selv træde til. Det førte til, at der forskellige steder i byen blev indrettet interimistiske lejligheder til de boligløse familier. Et af steder var det tidligere hotel Phønix på hjørnet af Østergade og Brogaardsgade.
Emaljenborg, som kommunekontoret kom til at hedde efter at det gamle hotel blev pakket ind i en metalbeklædning.
Under krigen brugte tyskerne hotellet, og det var først i januar 1946 at de sidste tyske flygtninge blev flyttet derfra. Det blev derefter overtaget af Skive kommune i 1947 og straks derefter blev det indrettet som nødbolig til 21 familier.
Da man i september 1953 påbegyndte arbejdet med at ombygge ejendommen til kommunekontor, blev arbejdet vanskeliggjort af, at man i starten ikke kunne finde boliger til mange af beboerne i ejendommen.
Under sådanne forhold gjaldt det for både kommune og boligselskaber om at få bygget alt, hvad man kunne få lov til.
Læs også: Kranbyggeriet i Egeris – en ny bydel syd for åen
Gemt Under Bolig, Skive // Kommentarer lukket til Hotel, husvildeboliger, kommunekontor og nu P-plads
Fremad Rejse til Dresden DDR á 650,-
Jeg stødte nyligt på egne noter fra tilbage i tiden, da jeg første gang stiftede bekendskab med den anden side af muren. Barndommens lære lød på, at det var et farligt sted – det oplevedes slet ikke sådant, men spændende og fremartet var det. Under alle omstændigheder interessant at se egne noter fra en tur til DDR, opført som en skolerejsedagbog.
Tirsdag aften den 17. juli 1979 forlod jeg Skive. Fra værelset på Glattrupvej skulle jeg nu til Dresden, DDR. Jeg ankom med nattoget fra Jylland til København kl. 7 onsdag morgen. Fremadrejsegruppen samledes under det store ur i afgangshallen.
23 personer forlod København med tog sydover. Klokken 10 nåede vi Gedser og to timer senere var vi i Warnemünde, DDR. Toget fortsatte til Berlin med ankomst 15.40. Her skulle vi skifte.
Vores guide, som vi senere døbte ”Roger”, samlede os op i Berlin og fulgte med os det sidste stykke til Dresden, hvor vi ankom klokken 19. Vi tog sporvognen, linje 11, til Dresden Parkhotel. Sporvognsbilletterne kostede 16 2/3 pf., hvilket vil sige 50 øre stykket.
For hele DDR har man besluttet af bybusser og sporvogne ikke skal koste mere end 16 2/3 pf. Uanset strækningernes længde. Rejselederen fungerede som billetkontor og omvandrende valutahandler. Hvis vi ikke havde fået det ordnet andet steds, kunne han altid klare det.
Vi blev bespist og budt velkommen, derefter blev vi indkvarteret. Vi kom tre på stue 33. Tapetet sad ikke for godt fast, men stuen var stor. Stedet var en tidligere herskabsvilla i fire etager, som lagde nabo til hotellets hovedbygning.
Flere af de yngre kåde rejsedeltagere var ikke løbet tør for energi endnu. Der var et diskotek ovre på hotellet. Det skulle prøves. Abba, Bob Dylan og meget mere, men ikke mindst den østtyske ungdom var til stede.
Torsdag
Vækning, morgenmad, to boller med syltetøj, pølse, salat og kaffe. Hvad skulle vi mon se? Efter morgenmaden fik vi lidt at vide om programmet for de 4 dage, som vi skulle spendere i Dresden.
Jeg tog straks derefter ind til centrum. Vi skulle først mødes klokken elleve, så der var lidt tid til overs til at se sin om.
Et centerområde som dette ville være utænkeligt i en vestlig storby. Der var store højhuse, som var spredt udover store græsarealer. Springvand i smukke udførsler. Mosaikker på mure. Store billeder udført i kulørte sten.
I alle bygninger var stueetagerne forbeholdt offentlige servicefunktioner. Butikker, boghandler, musik, post, valuta, biografer, teatre, varehuse, restauranter o.m.a. Jeg kiggede ind i en musikforretning. Butikken var delt i to afdelinger. Til den ene side store mængder af plader. Alt fra gammel barokmusik til moderne rock- og diskomusik.
Til den anden side musikinstrumenter og udstyr, forstærkere, højtalere, trommer og guitarer i et stort antal i ensartede standardudgaver. Det er ikke de 25 mærkers frihed man møder, men tydeligvis værdsætter man ungdommens interesse for musikudøvelse.
Hoteller ligger midt i centerområdet, men ellers er alt over 1. højde boliger. I sandhed en mærkelig kombination. I et vestligt centerområde ville man kun se kontorer for snart det ene snart det andet firma. Hvordan ville man dog kunne bygge en by således, med de ejendomsforhold vi har i vest?
Moderniseringen skrider frem. Overalt ser man nye bygningsværker, der afløser gamle. Et sted sås moderne byggeri i klasse over vestens. Nyopførte læskure ved stoppestederne forvandles til rene kunstværker udført i solide robuste materialer.
Andre steder ser man triste bygninger opført i den slidsomme genopbygningstid i 50’erne. Bygninger, der i løbet af de kommende år vil blive udskiftet med supermoderne byggeri.
Boligkvarterne i byens udkast, de tidligere rigmandskvarterer, der undgik ødelæggelse under krigen forandres også.
Nogle steder, hvor kvaliteten er dårlig, bliver bygningerne dømt til forfald. Andre steder kommer de gamle herskabsvillaer til at fremstå som genskabelsen af et fortidens Dresden. En side af byen man også ønsker at bevare.
Klokken elleve mødtes vi ved hovedbanegården. Vi skulle ud at spise. I ”Det arbejdende folks klup” fik vi suppe, steg og is. Isen var ikke syntetisk, den smagte af frugt, ananas og jordbær.
Alle DDR borgere har mulighed for at få varm mad på deres arbejdsplads. 2,10 kr. så er den sag klaret. På de mindste arbejdspladser eller byggepladser har man normalt en aftale med det nærmeste offentlige spisested. Således sad der også her arbejdende folk, som fik deres middagsmad.
Byrundfart
Vi blev kørt rundt i byen på bedste turistvis. Guiden, en ældre mand, fortalte jævnt og lunt om byen og dets historie.
Dresden er en turist og industriby med ½ mill. indbyggere og 40.000 tilskuerpladser på fodboldstadion. Den ligger ved floden Elben.
I 1200 tallet opførte en tysk fyrste en fæstning her som forsvar mod de slaviske folkeslag øst for floden. Det var i den tid, hvor tyskerne pressede slaverne stadig længere mod øst. Tænk på venderne.
Senere blev byen hovedstad i kongedømmet Saksen. Det var en smuk barokby, men det skulle ikke fortsætte.
Den 13. februar 1945 kom 1300 engelske og amerikanske bombefly ind over byen. 35.000 blev dræbt. Folk af jævne kår. Som overalt hvor de vestlige allieredes fly kom frem, var det lettest at ramme folk i de tætbeboede kvarterer. Men det var ikke har man fandt nazisterne.
I 8 år fjernede man murbrokker. Kun 3 huse stod tilbage i centrum af Dresden.
Teknisk Universitet
Vi stoppede op og lod bussen ved det tekniske universitet, her er 20.000 studerende, 1/3 af dem kommer fra Vietnam, Afrika og Cuba. Det var tidligere brugt af nazisterne som fængsel. Her henrettede de 1.069 tyske, polske, tjekkiske og slovakiske antifacister ved guillotine. Af de 1069 var de 193 tyske kommunister.
I dødscellerne skrev de dødsdømte deres navne op på væggene. Nazisterne bankede pudset af for at skjule beviserne, men to præster havde nedskrevet navnene og overgav dem til den første russiske kommandant i 1945.
Efter krigen ombyggede de første studenter stedet, man af de tidligere celler fungerer nu som kollegieværelser. Vi kørte gennem en gade, navnet husker jeg ikke, men historien om manden, den var opkaldt efter huskes.
En professor, en idealistisk humanist, som under nazistyret blev udelukket fra at virke. Ved russernes indrykning modtog han dem med et hvidt flag, men blev skudt ned bagfra af en nazist. Vi så broen, kaldet det blå vidunder, hvor russerne var kommet over Elben. Tyske antifascister havde forhindret at den blev sprængt ved at skære forbindelserne over til det påmonterede sprængstof. Byrundturen sluttede ved kunstmuseet Zwinger.
FDJ ungdomsklub
Om aftenen tog vi ud til en FDJ ungdomsklub, der lå en stor forstandsvilla. Efter nogle indledende taler og oplæg blev det til snak og dansk med god hjælp fra øl og diskomusik.
Kælderen, hvor vi sad, var indrettet som diskotek – med et diskoteks smartness, men med vægge overklistret med solidaritetsplakater. Ovenpå var der indrettet studiekredslokaler m.m. Jeg snakkede lidt med en engelsktalende ingeniørstuderende, som var mere ivrig en andre efter at snakke. Han var god til engelsk. Han betalte 30 kr. om måneden i husleje for sin kollegielejlighed.
Han mente at Dresden på mange måder var bedre end andre østtyske byer. Hvorfor?, ”Jo, denne by ligger i et hul. Det er det eneste sted, hvor man ikke kan se vesttysk tv. Derfor er den politiske bevidsthed helt i top.”, mente han.
Prager Straße 1979
Fredag formiddag skulle vi ud for at finde først en butik, der handlede med propagandamaterialer. Derefter et FDJ-kontor. Begge steder, der lå godt i skjul i et gammelt boligkvarter. Huslejerne lå her på fra 15 – 25 mark, svarende til 45 – 75 kr. på måned, for 3 – 4 værelses lejligheder. Men mange savnede desværre eget bad.
I de nyere byggerier, der har centralvarme og selvstændigt bad, ligger huslejen på 90 – 120 mark (270 – 360 kr.). Det er målet, at alle skal have en sådan bolig inden 1990. Blandt andre økonomiske forhold kan nævnes at gennemsnitslønnen pr. måned er 927 mark (2.780 kr.). Der er ingen personskat. Arbejdstiden er som i Danmark med 8 timer 5 dage i ugen.
Det koster 1 – 2 mark om dagen at have et barn i børnehave inklusiv varm mad.
Jeg forlod gruppen for at studere byen nærmere alene.
Fotoforretning i et boligkvarter
Butikken ser ubetydelig ud set udefra. Der er ingen, der har været på handelsskolen dekoratørkursus. Indenfor ser man nogle få kameraer, masser af film og tusindvis af kuverter med nyfremkaldte film.
Stormagasin i centrum
Midt i byen så jeg på deres stormagasin – i 3 etager. DDR’s svar på Bilka. Det var opbygget og udstyret som et tilsvarende i vesten. Over højtalerne oplyses om nye varetilbud, men muzakken mangler. Det obligatoriske cafeteria lå på 2. sal.
Hobbyforretning
Fly- og togmodeller mangler heller ikke. Butiksvanerne forhindrer folk i at masse ind. Man står pænt i kø udenfor. Når der ikke er en ledig indkøbskurv, så går man ikke ind. På den måde sikres personalet rolige arbejdsforhold.
Prager Straße, flisemosaik
I butikken ser man ikke mange færdigbyggede modeller, men mængder af råmaterialer, el-komponenter, fragmenter til bygning af modeltog, huse, skibe o.m.a.. Her kan man tydeligvis skaffe sig noget at pusle med.
En bil med to folkearmésoldater holder op til butikken. Den ene hopper af og går ind, men kammeraten venter. Her ser vi de frontsoldater, der repræsenterer den frygtede kommunistiske fare.
På gader og stræder i centrum er det indrettet så man kan få læskedrikke, is, pølser og lignende. Flere steder ser man markedsboder med frugt, – en østtysk udgave af stemningen på Nørreport i København.
Aften på hotellet
Jeg blev hjemme på hotellet om aftenen. Nogle af de ældste, de diskussionslystne politikertyper gik på et værtshus. De yngste og mest livlige tog ud til FDJ-klubben igen for at more sig med de unge østtyskere.
Lørdag
Lørdag formiddag sidder vi i en bus på ved ud af byen mod sydøst. Vi er på vej mod det såkaldt Saksiske Schweiz, et bjergrigt ferieområde. Det indeholder et fredet område på 400 km², indeholder muligheder for bjergbestigning og grænser op mod Tjekkoslovakiet.
Slottene inde i Dresden er bygget af sandsten fra dette område.
Pillnitz
I udkanten af storbyen Dresden stopper vi første gang ved Pillnitz, et lystslot færdiggjort i 1721, tilhørende kongerne i Dresden. Som mange andre steder så vi også her, at man var i gang med restaureringer.
I en af fløjene var der indrettet et museum. På slotspladsen afholdtes ofte store offentlige koncerter. Det store parkanlæg blev smukt vedligeholdt. Slottet blev derfor stadig brugt som udflugtsmål, men ikke mere til gavn for fordrukne konger, men for alle byens borgere.
Hohnstein
Vi forlod Pillnitz kørte op i bjergene til landsbyen Hohnstein. Vi var nu 15 kilometer fra den tjekkiske grænse i en lille by, der var domineret af en gammel middelalderborg. Her boede tidligere landsgrever og andet skidtfolk, der hjalp konger og fyrster med at holde styr på riget.
Under nazitiden var der megen antifascistisk virksomhed i området. Et tidligere sportsforbund, ”de røde bjergbestigere”, smuglede i 30’erne antifascistiske materialer ind fra Tjekkoslovakiet til Sachsen og Bøhmen. I det samlede Dresden område har omkring 5.000 – 10.000 antifascister virket imod nazismen.
Hohnstein blev kort efter nazisterne magtovertagelse omdannet til KZ-lejr. Her var først kun tyske antifascister, men senere da krigen brød ud blev krigsfanger fra mange nationaliteter ført hertil. 300 – 400 politiske fanger og omkring 1.000 krigsfanger blev det til. Mange kom aldrig herfra.
I den ene side af befæstningen går bjerget stejlt ned. Her smed fangerne breve ud, og nogen begik selvmord ved udspring. Det oplyste den omkringliggende bys befolkning om rædslerne, som foregik i borgen. Alle aktive kommunister og mange socialdemokrater blev efter 1933 indsat i KZ-lejre. 80 % af de indsatte tyske kommunister blev dræbt eller døde under opholdene i KZ-lejrene.
Borgen Holstein er i dag indrettet til ”ungdomsborg”. Pionere og FDJ’ere bruger borgen som vandrehjem. For den tyske ungdom er stedet et udgangspunkt for oplevelserne i det naturskønne område. Et lille naturvidenskabeligt museum fortæller i planche- og modelform om geologien, biologien og zoologien på egnen.
Byen Hohnstein
Vi forlader borgen og går ned i byen for at spise på en restaurant, Hotel Stein.
Efter krigen – før opdelingen af Tyskland var en realitet, blev der gennemført en folkeafstemning. Man vedtog at nazisternes ejendom skulle nationaliseres.
I øst blev denne beslutning ført ud i livet modsat i vest, hvor vestmagterne modsatte sig. Derfor ser man nu, at de største og flotteste villaer i småbyerne tilhører fagforeningerne. Nu byder de på rekreation og feriemuligheder for arbejderne fra hele Østtyskland.
Köningstein
Vi kørte videre og kom til en ny middelalderborg, Köningstein. Den ligger på et plateau på toppen af det næsthøjeste bjerg i hele området. 54 meter lodret klippevæg møder en.
Tidligere hejstes man op og ned med et hejsespil. Vi klarer det nemmere. En elevator brudt op gennem bjerget, bygget i tresserne, klarer det smertefrit.
Plateauet, der er 18 tdr. land stort, er delt i to omtrent lige store dele. En fæstningsby og en skov, alt i alt et isoleret sted højt oppe på størrelse med et dansk husmandssted. Heroppe ser man også biler, der er sendt op med elevatoren. De få fastboende plus mange omkringboende er beskæftiget i turisterhverv.
Stedet var oprindeligt et uindtageligt magtcenter i Sachsen. Det blev i 1800’tallet omdannet til fængsel. En ret typisk anvendelse for ældre fæstningsværker. Man kommer let til at sammenligne stedet med Christiansø.
Nogle af de grupper der gennem tid har været indsat som fanger:
-
- 1850’erne: Anarkister efter en opstand inde i Dresden.
- 1870’erne: Medlemmer af den voksende socialistiske bevægelse.
- 1. verdenskrig: Russiske officerer.
- 1920’erne: Tyske revolutionære efter den nedslagtede revolution i 1919.
- 2. verdenskrig: Franske krigsfanger.
Der er nu i forskellige bygninger indrettet udstillinger og museer. Et om borgens historie, et om menneskets udvikling fra pekingmand til i dag og et lille militærmuseum. I det sidste så man våben og udstyr fra forskellige krige og baggrundsoplysninger om årsagerne til krigene.
Søndag
Vi havde formiddagen for os selv og mødtes klokken tolv til frokost på hotellet.
Derefter besøgte vi bymuseet og armemuseet. På bymuseet blev der vist meget om vestmagternes bombardement af Dresden i 1945, den historie var ny for mig – kendte den ikke før turen til Dresden.
Til aften fik vi mad på hotellet, og fik samtidigt lavet os en madpakke, som vi kunne have med næste morgen – da vi skulle med toget allerede k. 5.47 mandag morgen.
Efter aftensmaden søndag var der informationsmøde om DDR. Det startede med et oplæg, hvorfra jeg noterede dette:
DDR blev grundlagt den 7. oktober 1949, en måned efter grundlæggelse af Forbundsrepublikken (BRD) i vest. De storindustrielle anlæg blev i slutningen af krigen afmonteret i det østlige Tyskland af nazisterne og ført mod vest.
De vestlige besættelsestropper modarbejdede sammenslutningen af SPD og KPD til SED. En folkeafstemning til forberedelse af en samlet statsdannelse blev saboteret ved at Forbundsrepublikken blev dannet, bl.a. med støtte fra de mest reaktionære socialdemokrater.
DDR efterkom Postdamaftalerne ved at betale krigsskadeserstatninger til midt ind i 50’erne, mens USA støttede BRD med mange penge og moderne teknologi.
Folkekammeret, der er parlamentet i DDR, består af flere partier og organisationer. Alle hører til i en fælles National Front, og mandatfordeling er efter aftale fast.
-
- 127 SED, det socialistiske enhedsparti
- 52 Det liberaldemokratiske parti
- 52 Kristelige demokrater
- 52 Det demokratiske bondeforbund
- 40 FDJ
- 35 Tysklands demokratiske kvindeforbund
- 68 De frie fagforeninger
- 52 Nationaldemokrater
- 22 Kulturforbundet (intelligensen)
- 500 Folkekammeret i alt (heraf 32 % kvinder)
Herefter gik vi over til spørgsmål og debat
Vores værter blev spurgt om, hvorfor vi ikke havde haft mulighed for et virksomhedsbesøg. Der blev svaret, at det kun ville have været muligt, hvis det var blevet bestilt tidligere og var gået igennem et sikkerhedsorgan. Der er kun meget få virksomheder, der modtager besøg fra kapitalistiske lande, har tidligere oplevet problemer omkring tekniske hemmeligheder og hærværk.
DDR er den 10. største industriproducent i Verden, bl.a. på trods af at det først er nu at et underskud af mænd og et overskud af invalider er ved at forsvinde.
Porto, 10 pf. for et postkort og 20 pf. for et brev. Sodavand 20 pf. + flaskepant 15 pf. Reallønnen stiger med ca. 4 % årligt.
Homoseksualitet betragtes i DDR som en ”ganske almindelig sygdom” – de udviser ingen diskrimination, efter egne udsagn. Homoseksuelle kan leve sammen, men det betragtes ikke som en normal udvikling af mennesket – men er ikke noget de pågældende kan gøre for.
Præventionsmidler er gratis mod at man går til bivirkningskontrol. Kun kondomer koster penge, 50 pf. stykket. Der er fri abort indenfor de første 3 måneders graviditet.
Betragtes man som arbejdssky, ved at blive væk fra sit arbejde eller drive den af på arbejdet, tager man sig særligt at folk. Det kan være politisk opdragelse på virksomheden. F. eks. kan en kammerat fra arbejdspladsen hente en derhjemme. For unge kan de komme på opdragelseshjem.
Evaluering
Til slut blev vi bedt om at evaluere på vores besøg.
Jeg fortalte, som min del af evalueringen, at det var min første gang i DDR. Jeg havde været glad for turen til Det Saksiske Schweiz, for bymuseet, Martin Andersen Nexø museet, byrundturen, mulighederne for selv at studere byen og besøget i FDJ-klubben.
Havde savnet et virksomhedsbesøg. Syntes at servicen fra guiden have været god m.h.t praktiske ting, sporvognsbilletter, finde lokaliteterne, plakater, mærker og veksling af penge.
Så syntes jeg, at turen have været billig – og at jeg havde lært noget om DDR.
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer lukket til Fremad Rejse til Dresden DDR á 650,-
Lusebefængt barnepige og handlekraftig hjemmesygeplejerske
Billedet her – der er taget i maj 1989 viser huset Søvejen 2 nær Rødding i Salling. Et hus på Rødding Hede, som min farfar købte i 1919 – hvor min far og hans søskende blev født og boede i barndomsårene.
Min far har fortalt bl.a. denne historie om en sur lusebefængt barnepige (kone), der gav hele familien lus, da hun ikke kunne holde sig af sengen – men også om en handlekraftig hjemmesygeplejerske
” ………. jeg husker en gammel kone, som skulle passe os engang, hvor mine forældre ikke var hjemme. Det var ellers noget som sjældent skete, at de begge var væk. Hun var ikke særlig renlig og vi kunne ikke lide hende. Hun var sur og da vi skulle i seng blev vi bare tørret lidt i hovedet med en sur karklud.
En dag var far og mor væk en hel dag, til hvad husker jeg ikke noget om. Vi blev bare jaget ud af den gamle kone. Hun ville have ro, men vi blev jo sultne og listede ind. Vi så, at hun lå og sov i fars og mors senge. Hun blev meget arrig men kom dog op.
Da mine forældre kom hjem, kunne far se, at hun havde ligget i sengene og han blev meget vred. Det kunne vi i første omgang ikke forstå. Men vi blev snart klar over grunden. Hun var nemlig fuld af lopper og lus og det har mine forældre nok vidst. Udyrene var vi nært aldrig kommet af med. Nu var vores sengetøj ikke det allerbedste, særlig galt var madrasserne. De var fyldt med tang og det var et eldorado især for lopperne."
Min farfar, Peder Kr. Jensen, var bygningsmaler – men han var også en glimrende tegner og billedmaler. Det blev til mange billeder af huse, planter mv. – udført i vandfarver. Her min farfars billede af huset på Rødding Hede.
Her lidt mere af min fars barndomsfortælling:
"Hverken petroleum i sengene eller sprit i håret kunne få bugt med utøjet. Men så husker jeg, at min mor blev syg. Der kom en hjemmesygeplejerske for at se til hende, og da hun min mor senere kom på sygehuset, tilbød hjemmesygeplejersken at hjælpe os af med utøjet.
Men det var på den betingelse, at vi brændte alt vort sengetøj og det andet tøj som ikke kunne koges. Det blev til et mægtigt bål i haven.
Og så fik hun kommunen til at give os noget andet sengetøj. Jeg tror, at det var lidt brugt. Jeg husker ikke hvordan vort øvrige tøj blev erstattet. Strømper og uldtrøjer kunne jo ikke koges, men det var dejligt at blive befriet for utøjet.”
Læs også: Sultede i den første plads på landet
Gemt Under Familie, Historie, Skive // Kommentarer lukket til Lusebefængt barnepige og handlekraftig hjemmesygeplejerske
Escape to Canada – filmtrailer uden film
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Escape to Canada – filmtrailer uden film
Kranbyggeriet i Egeris – en ny bydel syd for åen
Allerede før krigen satsede Skive kommune på, at der skulle ske en byudvikling på de jorder umiddelbart vest for det gamle Brårup, som kommunen havde købt i 1922. I planerne indgik, at banegården skulle flyttes fra den gamle placering ved Viborgvej. DSB var interesseret i en flytning på grund af disse upraktiske forhold omkring den gamle banegård, og byrådet ønskede stationen tættere ind imod byen. I 1946 blev det aftalt, at banegården skulle flyttes ned for enden af Søndergade. Arbejdet blev igangsat i 1950 og kom efter flere forsinkelser til at vare helt til 1962.
Sammen med banegårdsflytningen blev der i 50’erne anlagt en ny vejforbindelse mod syd i form af den nuværende Sdr. Boulevard. Derved blev der skabt en direkte trafikmæssig forbindelse imellem det gamle Skive og de områder syd for byen, hvor man ønskede at byens fremtidige udbygning skulle foregå. Rammerne var dermed skabt, så man kunne gå i gang med byudviklingen i området.
I 1954 ønskede andelsboligforeningen at bygge ved Resenvej, men borgmesteren foreslog i stedet, at man gik i gang i Egeris. Frederik Kühl forelagde efter forhandlinger med Woldhardt Madsen, dette for sin bestyrelse. Man accepterede opgaven, og kontaktede Arbejderbo, der skulle være forretningsfører for byggeriet. Arbejderbo kom ikke kun til at stå for selve byggeriet. Efter aftale med en konsulent fra boligministeriet og Skive kommune blev de også bedt om at lave en bebyggelsesplan for hele området.
Meget almennyttigt byggeri
Planerne var mange, fælles for dem var, at almennyttigt byggeri udgjorde en større andel i planerne, end resultatet i praksis. Årsagen hertil var samfundsudviklingen, der langsomt gik i retning af at favorisere parcelhusbyggeriet. Alligevel var planlægningen meget fremsynet, da det skabte forudsætningerne for, at man i 60’erne kunne trække en del industri og senere også kasernen til byen.
292 boliger på Kirke Alle, Gammelgårdsvej og Egerisvej
Bestyrelsen hyrede i 1954 arkitekt Ove Hove til at stå for projekteringen af det kommende byggeri i Egeris. Han var indstillet på at gennemføre en effektiv rationalisering af både projektering og udførelse, hvilket forudsatte et gennemført samarbejde mellem alle parter. Det var derfor nødvendigt på forhånd at træffe aftale med håndværksmestre, der vil gå ind på disse betingelser: Derfor blev arbejdet ikke udbudt i offentlig licitation. Ove Hove fortæller : "Vi havde problemer med at finde håndværkere, der havde kapacitet til at klare opgaven. Det var baggrunden for, at Egeris blev en kombination af montageelementer og håndværkerarbejde. I blokkene i afdeling 7 & 9 er gavlene og trappehusene muret op, mens resten er montagearbejde.
Ideen med Egerisbyggeriet var, at man skulle forenkle montagearbejdet til at bestå af tre elementtyper, nemlig væggene, piller i facaderne og i hovedskillerumselementerne og så nogle dækelementer, som i øvrigt havde indstøbt varmeanlæg. De samme elementtyper skulle senere kunne anvendes i andre byggerier. Jeg var selv meget stærkt interesseret i, at skabe et samarbejde mellem andelsboligforeningen og Socialt Boligbyggeri om at bruge de samme elementer til de to boligforeningers byggerier, og det gjorde man, og derfor fik man jo faktisk også en lokal elementindustri oprettet, nemlig Knud Østergaards betonvarefabrik. Det viste sig at være meget vellykket i hvert fald en tid."
Afdeling 7 på Kirke Alle under opførelse. Varmecentral og vaskehus er færdiggjort, og den først blok er godt på vej. På Egerisvejsiden benyttes en del af den nuværende afdeling 9 til oplagsplads af Jysk Telefon.
Da byggeriet af afdeling 7 gik i gang i 1957 blev det hurtigt kendt på egnen, som "Kranbyggeriet" i Egeris, og boligforeningen modtog mange roser for den pionerindsats der lå i at være først på egnen med de nye industrielle byggemetoder. Blandt de første beboere i afdeling 7 var der dog nogen skepsis, da de følte sig hensat til en mark udenfor byen. De 5 nyopførte blokke hævede sig da også voldsomt op over det omkringliggende, og Søndre Boulevard var endnu ikke helt færdig. AAB trøstede de nye lejere med, at når den nye vej indtil byen blev færdig, ville der ikke være længere til Østertorv fra Egeris, end der var fra Ringparken.
Andelsboligforeningens formand Hilmar Jensen sagde om boligmanglen på generalforsamlingerne i 1962 og 1963:
|
I 1961 startede man forhandlingerne med håndværkerne om byggeriet af det 2. afsnit i Egeris, der skulle omfattede af 106 boliger og et butikstorv. De fleste af håndværkerne gik igen fra byggeriet på Kirke Alle. Derved kunne man billiggøre byggeriet da materiel og indøvet ekspertise kunne genanvendes. Erfaringerne fra byggeriet på Kirke Alle medførte flere forbedringer i de nye projekt. Der skulle pålægges parketgulve, affaldsskakterne blev placeret over en lille kælder, som gav viceværterne bedre arbejdsvilkår og lejlighederne fik ventilationsanlæg.
Selve byggeriet kom til at strække sig hen over vinteren 1962/63, og på dette tidspunkt var man allerede inde i forberedelserne til at færdiggøre Egerisbebyggelsen ved opførelse af endnu 94 lejligheder, der skulle blive til foreningens afdeling 10. Det drejede sig omde 4 blokke i den nuværende afdeling 9, som ligger nærmest Gammelgårdsvej. Disse blokke var færdigbygget ved starten af 1966, men det gik trægt med at afslutte byggeregnskaberne. Det skyldtes blandt andet, at der i starten var en del tomme lejligheder i blokken ud mod Gammelgårdvej.
|
Egeris butikstorv
Skive Brugsforening henvendte sig allerede i august 1954 til AAB for at spørge til mulighederne for at leje butikslokaler i det nye kvarter i Egeris, og under planlægningen af afdeling 9 blev der holdt møder med brugsuddeler, Kuno Knudsen, og andre interesserede lejere for nærmere at klarlægge behovet og ønsket til butiksindretning. Butikkerne stod færdige i 1964, men dette tidspunkt havde brugsen allerede været i kvarteret en tid. Brugsforeningen havde nemlig lejet sig ind i de barakker ved Kirke Alle, der var blevet brugt ved byggemøderne under byggeriet af afdeling 7. Uanset denne grundige forberedelse var det ikke alle butikker, der umiddelbart kunne udlejes. I november 1964 vedtog boligforeningens bestyrelse derfor, at de tomme butikker skulle udsmykkes til julen. Man indrykkede også annoncer i Jyllandsposten for at skaffe lejere.
Gemt Under Bolig, Historie, Skive // Kommentarer lukket til Kranbyggeriet i Egeris – en ny bydel syd for åen
Bang & Olufsen i Skive – fra et KAD-perspektiv
I 60’erne var der fuld beskæftigelse og virksomhederne fik sværere ved at skaffe arbejdskraft. Derfor appellerede man til pigerne om at blive udearbejdende. B&O blev en af de nye store kvindearbejdspladser i byen.
I april 1965 startede radio- og fjernsynsfabrikken B&O en afdeling i Skive. Virksomheden havde hjemsted i Struer, men havde også afdelinger i København, Odense, Lemvig og Holstebro.
Ved at etablere sig i Skive håbede man, at kunne skaffe arbejdskraft nok til en udvidelse af aktiviteterne. Datidens aviser skrev ivrigt om hvor stor en potentiel arbejdskraftreserve, der kunne mobiliseres, hvis man kunne få pigerne ud på arbejdsmarkedet.
Afdelingen i Skive blev i første omgang kaldt en hjælpeafdeling.
I starten havde fabrikken ikke egne lokaler. Den startede i Skive Værkstedshuse, der var bygget på Viborgvej for at give nye virksomheder mulighed for at etablere sig i byen. På afdelingen i Skive færdigmonterede og afprøvede man transistorradioer og fremstillede enkelte løsdele til TV-apperater. Nogle af de første transistorradioer gik under navnene Biolit 500 og Biolit 600.
De første piger blev ansat i april 1965, og allerede i juni samme år var man oppe på 45 piger på virksomheden. Ved årsskiftet 1965 til 1966 nærmede man sig det dobbelte. Der var ikke plads nok på Viborgvej. I starten af 1966 flytte virksomheden derfor til Etau-Tau på Frisenborgvej, der hvor EFG-Bygge og anlæg i dag ligger. Samme år begyndte B&O at bygge, hvor virksomheden ligger i dag, og i 1967 flyttede produktionen derover. Senere er det udvidet i to omgange.
De mange nye piger på B&O kom alle steder fra. Nogen havde tidligere været hjemmegående andre havde haft andre jobs, oftest jobs, der havde været mindre stabile.
Flere gik på Arbejdsteknisk skole på Tambohus, før de startede på B&O. På skolen var der kurser for både mænd og kvinder, der ønskede at starte på de nye virksomheder i byen som B&O og Metallic.
Vita Nielsen, Jonna Svendstrup og Aase Lund har alle arbejdet derude i mange år. De fortalte i 1988 sammen med afdelingsformand Asta Christensen om årene på B&O:
De første år var de bedste, indtil 1974 hvor de første store fyringer startede. Dengang kunne de risikere, at vi fik andet arbejde, hvis de sendte os hjem nogle dage, derfor beholdt de os. Det er dyrt at lære nye op, og det var ikke så let at få nye dengang. I dag koster det selvfølgeligt også at lære nye op, men når de sender folk hjem i dag, får de ikke så let nyt arbejde.
Vi blev sat på timeløn, og hvis der var meget lidt at lave, kunne der nemt blive tid at strikke et par strømper eller lignende.
Dengang var de også mere villige til at hjælpe medarbejdere, der ikke kunne følge med ræset med at få en retræteplads, som de pågældende bedre kunne klare. Engang var det også sådan, at piger over 55 år fik et tillæg, hvis de sad ved et bånd.
Engang i 1969 havde de inviteret en masse piger derud for at se fabrikken. De fik lagkage, wienerbrød og kaffe. Det var dengang kvinderne skulle ud at arbejde. Det var usundt at gå derhjemme, og nu skulle B&O vise dem, hvor godt det var at komme ud. Sandheden var snarere, at vi skulle bruges som et stykke elastik på arbejdsmarkedet. Dengang skulle vi alle ud, nu er der ikke så meget brug for os.
Nærgående spørgsmål
Det var gode tider i 60’erne. Alligevel var det nærgående spørgsmål, vi blev stillet overfor, dengang vi skulle ansættes. Overværkfører Gunnar Rasmussen stod for ansættelsessamtalerne. Hvor mange børn havde vi ? Var vi gravide ? Hvordan ville vi få børnene passet, hvis de blev syge ? Den slags spørgsmål blev vi udsat for.
Samlebåndsræs
Det kunne være hårdt at sidde ved båndet. Nogen gik hinanden på nerverne. For værkførerne var det opgaven, at få mest mulig pres på båndet. Vi sad 17 på en række, og de var meget dygtige til at få de hurtigste placeret først på båndet, så de kunne skubbe på alle de andre. Der var piger, der følte sig presset til at tage ting med hjem. De sad så og lavede noget af arbejdet derhjemme for at følge med i akkordræset.
Når vi havde så travlt, lavede vi fejl. Derfor blev der ansat en, der skulle kontrollere, hvor mange fejl vi lavede. Var der fejl, blev der hængt nogle hvide sedler på, så den ene radio blev mere juletræsagtig end den anden. Derefter blev vi præsenteret for dem. Engang i 60’erne fandt de endda på, at vi skulle trækkes 5 kr. i lønnen for hver fejl, vi lavede. Det fungerede kun et halvt års tid, men de blev ved med at hænge sedler på, og så skulle vi selv rette fejlene.
Mange sjove episoder
Den første tid på Viborgvej skulle Verner Flyvholm og Lindhard Lund hente vores løn i Struer. Det kunne godt give problemer. Jeg kan huske, fortæller Vita Nielsen, at vi flere gange har siddet dernede og ventet på pengene, efter at de havde ringet, at de ville blive forsinket. Engang sad vi og ventede, fordi de var kørt galt.
Karen Andersen fra Højslev var god til at finde på numre. Engang var hun kørt tør for spændskiver, så tog hun 10-ører og skruede den i Biolitterne i stedet for. På et tidspunkt fik vi også at vide, at de Biolitter, vi nu lavede, skulle sendes til udlandet. Så skrev Karen breve og puttede dem i papkasserne. Hun bad modtageren om at skrive tilbage, hvordan det var gået for transistorradioen. Det kunne jo være sjovt at få brev fra udlandet, men det opdagede de oppe i Struer, så blev det stoppet.
Asta Christensen husker dengang, da fabrikschefen tillod sig at gå ind på dametoilettet, for at kontrollere om der sad nogen derinde og røg. Det var forbudt at ryge på toiletterne, men man gjorde det naturligvis alligevel.
Vita Nielsen
Tidligere var jeg på slagteriet, men på et tidspunkt, var der ikke arbejde dernede. Slagteriarbejdernes fagforening fortalte mig, at B&O skulle starte. Vi var 13 piger, der kom på Arbejdsteknisk skole på Tambohus og lærte at bruge skruestik, file, drejebænk og den slags ting. Da vi var færdige, var B&O endnu ikke flyttet til byen. Nogle af os tilbød, at vi ville tage til Struer i første omgang, indtil produktionen startede i Skive. Men det kunne vi ikke. Hvis vi først startede i Struer, ville de ikke overflytte os til Skive.
Jeg startede på Viborgvej den 8. april 1965. Vi var de første, der blev ansat, og jeg var derude indtil den 4. juni 1987. Da kunne benene ikke holde til det længere, og da der skulle fyres nogen, blev jeg en af dem. Når jeg bliver 60 til efteråret, vil jeg på efterløn.
Jonna Svenstrup
Jeg arbejdede på Glyngøre Fiskeindustris afdeling i Højslev fra 1960 og indtil jeg startede på B&O i maj 1965. Arbejdet i Højslev var ikke stabilt, derfor var jeg også en kort tid på et ægpakkeri i Viborg. Jeg søgte ind hos B&O for at slippe for at skulle gå arbejdsløs i perioder.
Aase Lund
Da jeg startede på B&O i maj 1965, var jeg 25 år. Før den tid arbejdede jeg i huset som tjenestepige.
Asta Christensen
Jeg startede på Glyngøre fiskeindustri, da jeg var 17 år. Der var jeg omkring 1 år. Så syede jeg markiser på Akryma nogle måneder, indtil jeg flyttede til Lemvig, fordi min mand blev kørerlærerassistent deroppe. Jeg tog så et loddekursus i Struer og kom ind på B&O’s afdeling i Lemvig. Mindre end et år senere flyttede vi tilbage, og jeg kom ind på B&O’s afdeling her i Skive. Det var i 1968. I 1977 blev jeg tillidspige efter Signe Østergaard, og det var jeg, indtil jeg blev ansat på kontoret i 1980.
Fra: 50 års jubilæum, 10.5.1938 – 10.5.1988 / Kvindeligt Arbejderforbund Skive afdeling / [redigeret af: Jørgen D. Jensen] [tekst: Jørgen D. Jensen, Asta Christensen, Lillian Knudsen]
Vinderup, ny og moderne – Sevel ville ikke forstyrres
De der kender Vinderup kan umiddelbart have svært ved at genkende meningen med overskiften. Er Vinderup ikke en ret beskeden stationsby i Vestjylland?
Måske nok, men historisk set er Vinderup ny og moderne. Og hvor vi i dag skal se forandringerne i et globalt perspektiv, kan vi i historien genkende lignende brydninger mellem gammelt og nyt. Men den store verden var dengang så fjern, at det meste skulle ses i det nære.
Vinderup er en klassisk stationsby. Den skylder banen sin eksistens. Før banen kom til var byen navn knyttet til proprietærgården Vinderupgaard. Og før 1970 lå stationsbyen Vinderup ikke i Vinderup Kommune. Den daværende sognekommune hed Sahl, det landsbysamfund og den kirke, der oprindeligt havde givet navnet til området.
Det var først ved kommunesammenlægningen i 1970, hvor Ejsing, Handbjerg, Ryde, Sahl og Sevel sogne blev sammenlagt, at kommunens største by Vinderup kom til at lægge navn til kommunen.
Men Sevel har også sin del af æren for at Vinderup blev den by vi kender. Da Sevel i 1800-tallet var egnens betydeligste by, et sted, som de rejsende kom fordi, ville det have været naturligt at lægge banen fra Skive til Venø Bugt (Struer) omkring Sevel. Når det ikke skete, skyldes det efter sigende, at borgerne i Sevel sagde nej.
De ville ikke have freden forstyrret af den slags spektakel.
Omvendt stod det til på Vinderupgård, hvor en meget fremsynet gårdejer, der havde sans for, at banen ville kunne bringe vækst og foretagsomhed med sig. Han havde været på spil, da vejføringen af den nye Skive – Holstebrovej over Kjærgårdsholm blev fastlagt. Både vejen og senere banen skar igennem hans ejendom.
Jernbanestationen blev placeret ude i det øde landskab, der hvor vejen skar over banen nær gården.
Den skæbne, at både vej og bane kom til at gå udenom Sevel, har byen haft til fælles med mange andre landsbyer, der ikke helt forstod hvilke betydningsfulde ændringer, der skete med trafikmønstrene sammen med den tekniske udvikling.
Fra gammel tid havde enge, åer, fjorde, moser og andre lavtliggende områder været svære at passere. Derfor lå de vigtige veje, som f.eks. hærvejen, på de højere liggende landområder – og de krydsede vandløbende, der hvor de var lettest at komme over. Når Vinderup pludseligt kunne løbe med både vej og bane, så skyldes det derfor både de ny muligheder, hvor vådområderne kunne passeres og det nej til banen, der tilsyneladende har lydt fra Sevel.
Tilbage i tiden lå Sevel ved en af Jyllands vigtige trafikforbindelser. Vi finder minder om det i vejnavnet Adelvej. Navnet var dels knyttet til vejen fra Holstebro igennem Sevel videre over Hjelm Hede til Skive, men kan også forbindes med en oldgammel vej fra Lemvig, nord om Ryhave, der mødte Holstebro – Skivevejen i Sevel.
Det kunne være blevet enden på Sevel. Det blev det ikke. Men det har måske i stedet været med til at sikre, at landsbyen fremstår som et meget både fredfyldt og naturskønt sted på landet.
De to byer indgår i mit barndomslandskab.
Min mor var 17 år, da hun i november 1952 fik plads på en gård i Blakskær ved det sydvestlige hjørne af Stubbergård Sø, ca. 4 km. syd for Sevel. Hun var der vinteren over indtil forårsskiftedag den 1. maj 1953, og det halve år gik bl.a. med at sortere kartofler til eksport. Der var ingen kære mor, hvis det ikke blev udført minuteriøst, da en syg kartoffel i et større parti kunne betyde, at gårdmandens fik en hel ladning kasseret hos eksportøren i Esbjerg.
På samme tid havde min far fået arbejde på en anden gård ved Ejsing. De var kærester fra sommeren forud, hvor de begge havde været i job i Rønbjerg.
De cyklede begge på skift imellem de to gårde igennem Sevel og Vinderup, når de besøgte hinanden. På et tidspunkt undervejs blev der købt forlovelsesringe ved guldsmeden i Vinderup.
Senere boede min morbror en tid i Sevel i et hus bag kirken, hvor han forsøgte sig som malermester. Herfra husker jeg, at jeg som dreng har været gæst i byen.
På den vis kan jeg på meget beskeden vis forbinde mig selv til Sevel og Vinderup.
