Vi var det, som man kaldte statsfæstebønder
Som det fremgår af overskriften på denne blog, gør jeg lidt af en dyd ud af, at jeg er husmandsdreng og jordbunden dansker. Selvom jeg måske nok også lidt er en jordbunden rebel. Jeg føler mig forbundet til en fortid, som sikkert kan synes fjern for mange yngre. Både fordi jeg blev født ind i et husmandshjem under beskedne kår og fordi jeg holder af at fordybe mig i de historiske dimensioner i tingenes tilstand.
Min far var som sagt husmand, men det var min morfar Thorvald Dyrholm Andersen (1902 – 2001) også nogle hårde år i 30’erne. Thorvald havde nedsat sig som husmand i en økonomisk meget svær tid, det var også baggrunden for, at han senere måtte opgive landbruget, han fortalte selv:
”Den 5. juni 1931 blev jeg gift med Dagny. Vores første arbejde som nygifte var at grave en brønd. Al jord blev hejst op i spande. Det var meget hårdt og endte også med, at Dagny, der var i anden måned, aborterede.Vi var det, som man kaldte statsfæstebønder. Jorden ejede staten, den var sat til en værdi på 6.500 kr. Byggeomkostningerne kom op på 10.000 kr., hvoraf vi kunne låne 9.000 kr. af staten. De to murere havde ansat mig som murerarbejdsmand til 70 ører i timen.
En hestehandler i Lysgård lånte mig en hest til efterårsarbejdet, så jeg cyklede til Lysgård efter den. Men turen blev meget drøj. Hesten var ikke særlig villig, så jeg måtte gå med cyklen og hesten alle 33 km. Da den skulle afleveres, fik jeg min kone med til at genne på den. Da vi kom til Viborg blev hesten meget villig, da den kunne kende vejen hjem. Så kunne vi cykle fra Viborg til Lysgård. Hesten vidste ikke, at den skulle hjem for at slagtes.
Forrentningen var på 600 kr. halvårlig. Vi regnede med 100 kr. for hver slagtesvin vi leverede, men prisen faldt i 1932 til 48 kr. Vi var så fattige som vi kunne blive. Ved indførelsen af svinekortene kunne vi få 78 kr. for de 15 grise, som vi havde svinekort til. For hver 7. gris, som vi leverede, fik vi et ekstra svinekort – så dem, der havde råd til det, købte svinekort op.
Det var også dem, der kunne tillade sig at stifte gæld, der fik lavet akkord (gældssanering) ved f. eks. at betale 12 % af den gæld, som de havde til købmanden, smeden el. lignende. Det var en hård økonomisk byrde for de handlende at afstå 88 % af deres tilgodehavende fra "de bedste kunder".Da vi købte besætning til ejendommen, gav vi 800 kr. for 4 køer. I 1932 købte vi en kvie for 85 kr. Vi har solgt torvegrise for 5 kr. pr. stk. En handelsmand, der gerne ville købe nogle grise af mig sagde: "Du må tænke på, at det snart er termin". Jeg sagde, at han godt kunne gå, for det kom ikke ham ved.
Handelsmanden sagde så til vores nabo: "Ham manden deroppe er vist ikke rigtig klog". Naboen: "Han er vist klogere end du tror".
Vi lånte i. f. m. vores etablering som landbrugere 1.400 kr., der skulle betales tilbage over 14 år. Der skulle 7 kautionister til, for at vi kunne låne pengene.
Vores ældste datter begyndte i Nr. Vinge skole i 1940. Lærer Schøler spurgte eleverne på skift, om hvad deres far beskæftigede sig ved. Ellen sagde stolt: "Min far er prioritetsbestyrer". Det havde hun hørt mig sige flere gange, og hun troede vist, at det var noget fint."
Thorvald og Dagny fik følgende børn :
- Ellen Dyrholm Winther (Født: Andersen), 3.9.1932
- Emmy Dyrholm Jensen (Født: Andersen), 27.4.1935
- Svend Åge Dyrholm Andersen, født 3.6.1943, død 10.02.1997 i en alder af 53 år.
samt yderligere to, der døde som små:
- Marie, 1938 (døde 8 mdr. gammel)
- Robert, født 10.04.1940, død 11.04.1940
Thorvald opgav husmandslivet i starten af besættelsestiden (han indtrådte i arbejdsmandsforbundet den 1. november 1940), og efter at han måtte afhænde husmandsstedet flyttede familien efter arbejdet. Han var en tid på flyvepladsen i Karup og han arbejdede i brunkulslejrene.
Uanset hvor Thorvald kom frem, forstod han sig på, at "holde hovedet oven vande", uden at krænke sine arbejdskammerater. Det gav sig bl.a. udtryk i, at han ikke ville deltage i de drikkelag, der ofte fulgte med det fysisk hårde arbejde. Han mødte således op på en ny arbejdsplads medbringende en kasse øl. Den satte han frem, men kundgjorde samtidigt, at så regnede han også med at blive holdt udenfor drikkeriet.
Han havde også den indstilling, at familielivet omtalte man ikke overfor arbejdskammeraterne. Mange af brunkulsbisserne havde lagt forliste forhold bag sig, og han havde set hvordan de hakkede på arbejdskammerater, som fortalte vidt og bredt om en køn kæreste eller et lykkeligt familieliv.
Familien fandt ret hurtigt til Gl. Rønbjerg, hvor de overtog huset, "Solglimt", efter svigerfamilien. I mange år havde de dog svigerfaderen, Lars Chr. Pedersen, boende på aftægt.
I de mange år i Gl. Rønbjerg arbejdede Thorvald som tørvearbejder, harpede grus i en grusgrav, var vejmand og banearbejder. Derudover holdte han en stor nyttehave og havde enkelte dyr.
Mange år senere, da han var enkemand, havde jeg i foråret 1977 den fornøjelse at bo hos Thorvald i nogle måneder i det hus på Højlundsvej i Skive, som han på det tidspunkt ejede.
Dear Jeanette – three days after 9/11
3 dage efter den 11. september 2001 kooresponderede jeg pr. mail med min amerikanske søster, som dengang sad på et kontor hos et engrosfirma i Winston Salem, North Carolina. Hun spurgte til min vurdering af terrorangrebet.
Mit svar var ligeligt hensynsfuldt og analyserende ud fra det jeg dengang så som danske synspunkter. Hun var min søster, men vi havde ikke diskuteret politik med hinanden siden vi sidst havde set hinanden live tilbage i 1973. Der var al grund til at udvise medfølelse.
Derfor både trøstende ord, og henvisninger til en dansk politik om at finde løsningerne igennem FN og uden at fremme en civilisationskamp. Desværre måtte jeg senere sande, at Danmark havde fået en regering, der ikke var dansk på den vis, som jeg var vandt til at se danske værdier.
Dear Jeanette
Outside the American embassy in Copenhagen, there is flowers and candles al over.
Our country stands by the US with disgust towards people who believes, that killing innocent people can serve any legitimate goal. The Danes will approve any action taken towards the actual organisations or persons behind the attacks in New York and Washington, and it would even be possibly, that Danish armed forces would participate.
But if the US attacks other innocent people in an action of uncontrolled revenged, it won’t be approved. It would be counterproductive to the goal of obtaining peace and security.
A few young and thoughtless Palestinian refuges in Denmark celebrated the event, due to the American support to Israel’s oppression of the Palestinians. They where clearly told, both by the Danes and representatives of they own communities, that this behaviour where disgusting.
When we se pictures of the planes crashing into the buildings in New York, people jumping from windows or hear about firemen killed under the collapsing building or passengers offering their lives in struggles with the hijackers over Pennsylvania, we are truly moved by thinking about people dying.
A few Danes see Islam as the enemy; I think it is very important not to do so. There are times where you have to defend yourself against an enemy or attack him to prevent actions towards yourself. But it’s stupid to escalate the creation of enemies. Due to this way of thinking, I was very glad to see, that the memorial services at the National Cathedral in Washington included preaches of many faiths also including an Islamic and a Jew. (On our cable-network the service were transmitted by BBC (British) and CNN.)
Even thought we are allies, I think, there are differences in our thoughts of how to obtain peace and stability. Last time Denmark engaged in real war was in 1864 – since the we learned, that we are to small to be a treat to anyone. That’s why most Danes thing that anything like that never would happen I Denmark.
But since the collapse of the Berlin wall, Danes have been more active in peacekeeping operations – especial in Bosnia and Kosovo. Our troops aren’t known to be aggressive attackers, but they are known to be good and firm peacekeepers.
At the same time there is a growing understanding, that globalisation, where the enemy isn’t states but worldwide organisations, calls for new structures, like a permanent court and security services under UN-control to deal with crimes against humanity worldwide.
In old times national boundaries protected the criminal – the national boundaries can and shall not provide that kind of protection anymore. But at the same time, no state should be given the sole role of policeman of the World – it should be a mutual task.
I know, that some Americans dislikes the UN, but I don’t think there is any other way, if we want to stop this craziness.
It’s also my believe, that we – at the same time, that we have to use force against the criminals – we also have to find solutions to stop the conflicts that nourish and produces this kind of fanatics. That’s why conflict as the one between the Palestinians and Israel has to be stopped by all responsible means (not including killing one of the parts), giving bought the Israelis and the Palestinians the opportunity of reasonably living conditions.
Jeanette – this is my way of trying to give a Danish view on the situation. It has been a quarter of a century since we had the chance really to exchange our opinions on politics and stuff like that, – – this is a painful occasion to revive it.
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Dear Jeanette – three days after 9/11
Fandt bog af kinesisk forfatter på tur til Paris
I juli 2005 tog Ulla og jeg til Paris på vores første fælles ferie i mange år uden drengene. Vi havde opdaget, at vi stod overfor en af livets overgange. Ikke børnefamilie mere, men bedsteforældre, det er vi heller ikke – det må også gerne vente lidt. Drengene nærmer sig nu henholdsvis 20 og 22 år.
Vi har svært ved at stå for en god boghandel, og i manglen af franskkundskaber var det spændende at støde på ”Shakepeare & Company” på Rue de la Bûcherie umiddelbart nær Seinen. Særligt en bog gjorde indtryk på mig: ”War Trash” af forfatteren Ha Jin.
Ha Jin er som forfatter indbegrebet af resultatet af vores globaliserede verden. Jeg opdagede, at vi er omtrent jævnaldrende. Han blev født i Kina i 1956 og meldte sig under kulturrevolutions galskab i 1970 som soldat ved den kinesiske folkearme. Senere flytter han i 1985 til USA og er nu professor i engelsk ved ”Boston University” i USA.
Bogen ”War Trash” beskriver hvordan en ung idealistisk kineser oplever Koreakrigen som en del af de mange kinesiske ”frivillige” Mao sendte ind i Koreakrigen som modpart til amerikanerne. Ha Jin giver i bogen et meget nuanceret billede af krigen set fra en vinkel, som har været ukendt for os i vesten. Det var næsten som da jeg som dreng overraskedes af, at indianerne også havde en historie at fortælle.
”War Trash” kan købes hos Saxo.dk
Bogen ser så at sige Koreakrigen fra ”indianeres” side, og viser os samtidigt i sine nuancer at ingen af siderne i krigen har noget at sige den anden på. Hovedpersonen i bogen kommer i krigsfangelejr og udsættes her for et umenneskeligt pres for at frasige sig ønsket om at tage hjem til sin gamle mor og unge forlovede hjemme i Kina. Presset indgik i amerikanernes ønske om udadtil at opnå en moralsk sejr over kommunisterne.
Ved at støtte sig til indiske FN-tropper lykkes det ham at undslippe presset for at tage til Taiwan. Han kom derved hjem til fastlands-Kina, hvor han derefter oplevede, at de hjemvente helte ikke blev betragtet som sådan.
En smuk fortælling af en kineser, der nu klarer sig flot i USA.
Læsningen af bogen fik mig til at interesse mig mere for Ha Jin som forfatter. Det viste sig, at hans mest kendte bog ”Venten” forelå på dansk. En smuk bog, der også giver indblik i det Kina, som vi bør bruge langt mere tid på at forstå, end at oparbejde en konflikt med væsentlige befolkningsgrupper i Mellemøsten.
Gør vi ikke det, kan vi nemt komme til at stå måbende tilbage, når kineserne i nær fremtid overhaler os økonomisk.
Kan den religiøse irrationalitet forstås positivt
Den franske historiker Emmanuel Todd fremkommer i en meget eftertænksom bog "Efter Imperiet" med den påstand, at den religiøst tilknyttede sociale uro i mange islamiske lande i virkeligheden er begyndelsen på et demokratisk opbrud.
Han påviser, hvordan mange folkeslag udenfor den traditionelle vestlige verden undergår en alfabetisering som forløber for en langt større folkelig medinddragelse i samfundslivet.
Samtidigt bygger hans bog på en tese om USA som en voldsom låntager, der er ude af stand til at tilbyde sine allierede samme støtte som tidligere. Hvordan skal ukrainerne f.eks. vælge USA frem for Rusland som samarbejdspartner, når USA ikke har økonomi til at investere udenfor USA, men i stedet selv står som konkurrent i forhold til långiverne.
Emmanuel Todd´s fordring er grundlæggende, at vi i Europa skal vågne op og se at verden har forandret. At vi skal videre uden at tro, at vi kan bero vores fremtid på amerikanerne.
Efter imperiet – Essay om det amerikanske systems forfald – fås hos Saxo.dk
Men hvordan se social og politisk uro knyttet sammen religiøst fanatisme som et forstadium til noget nyt og mere demokratisk.
Det får mig i forhold til Danmarkshistorien til at tænke tilbage på de religiøse vækkelser i 1800-tallet, der bidrog til opgøret med enevældens censur, og tilbage til reformationen, hvor religiøse følelser blev brugt/misbrugt i et gustent magtopgør om kongemagt og ejendomsret til omkring en 1/3 af Danmarks jordegods.
Selv har jeg været lidt flov over, at der også tilbage i min slægt findes eksempler på den religiøse fanatisme, som vi i dag har så svært ved at forhold os til.
Jens Sørensen Dyrholm, som indgår i slægtstræet, var for 150 år siden kendt som: Den blinde Evangelist. Der findes et mindeskrift om ham på 58 sider, der er udgivet af Den Milo’ske Boghandel, Odense 1884.
Det er en spøjs tanke at tænke på, at man i egen slægt bærer rundt på en ”Blind Evangelist” og så perspektivere det over til den blinde og lamme åndelige Hamas-leder Ahmed Yassin, som Israelerne likviderede med kamphelikoptere udenfor en moske i Gaza i marts 2004.
Mon ikke handlinger af den art har bidraget til Hamas vandt det palæstinensiske valg nyligt. Det er ulykkeligt, at social- og politisk frihedskamp sammenfiltres med religiøs fanatisme, men på den anden side næres dette netop af desperationen.
Derfor kan mennesker i nød også drages af ”Den blinde Evangelist”. Vi skal gerne kunne tilbyde dem noget bedre.
Gemt Under Diverse, Dyrholm // Kommentarer lukket til Kan den religiøse irrationalitet forstås positivt
Forandringstræghed fører til udbrændthed hos den gode medarbejder
Jeg havde i årene 1998 til 2001, stor glæde af at få lov til at beskæftige mig indgående med mange teorier omkring skoleledelse.
Det skete i f.m. projektet. ”Fra lærer til leder”, et pionerprojekt med det formål at styrke rekrutteringsgrundlaget til skolelederstillinger.
Et kendt dilemma består i, at mange opfatter forandringskrav som årsagen til udbrændthed og stress. Min påstand er snarere det omvendte, – og det var herligt at finde teoretisk belæg herfor.
Vi har individuelt indbygget et forsvar mod negative selvoplevelser. Det sker ved, at vi lægger skylden for vores fejl på ydre forhold. I skolen f.eks. rammer, resurser, eleverne, forældrene, ledelsen, politikerne ect..
Denne tildækning af fejlene er som udgangspunkt ganske uskyldigt og menneskeligt, og i nogen grad nødvendig for at magte hverdagen.
Men vi hjælper ofte hinanden med at skjule, at tildækningen foregår. Derved gør vi det reelt umuligt at takle problemerne. Der sker så at sige det, at vores inkompetence løbende indøves og forfines.
Det sker, når vi indpakker forslag og tanker, bag en facade af tilsyneladende respekt. Modparten i samtalen fornemmer den skjulte dagsorden, men hjælper af høflighed aktivt med til at holde tingene under overfladen. Vi skyggebokser, frem for at tale om kernen i det, vi ønsker at kommunikere om.
Dette adfærdsmønster indlæres som god tone, og afvigende optræden inddæmmes som udslag af manglende situationsfornemmelse, – man kunne her drage paralleller til både janteloven og kejserens nye klæder.
Modstandsrutinerne har den virkning, at der skabes en forskel på det vi siger vi vil, og det vi faktisk foretager os. Det gælder f. eks. udviklingsprogrammer, som alle høfligt deltager i drøftelser i råd og udvalg, selvom indholdet ikke er nærværende i forhold til de praktiske lærerarbejde. Den underlæggende læring i den forbindelse er, at udviklingsplaner kommer og går, mens praksis består, – underforstået, der er ikke brug for udvikling.
I den forbindelse bør narren eller systemkritikeren efter min opfattelse bedømmes mere positivt, end den der spiller med, når vedkommende i virkeligheden ikke tror.
Men hvordan hænger det sammen med begrebet udbrændthed
I den almindelige opfattelse paralleliseres udbrændthed ofte med overanstrengelse, og det tillægges i for høj grad den enkelte. Læser man lidt på teorierne, er det ikke så enkelt.
Jeg stødte f.eks. på denne definition af udbrændthed:
Udbrændthed er en reaktion, som opstår i arbejde med relativt høje krav, når er arbejdsopgave som er "tiltalende", ikke kan fuldføres uden et betydningsfuldt afkald på kvaliteten i arbejdet. (Bryd den onde cirkel!, John Graversgård, Frydenlund/arbejdsmarked, 1994)
Sammenhængen til forsvarsrutinerne ligger i, at udbrændtheden følger i forlængelse af tildækningen af afstanden mellem idealer og virkelighed. Den engagerede person, der møder med gåpåmod og høje faglige idealer, bliver bl.a. sat på plads af kollegaer, ledelse og stedets uskrevne rutiner og regler.
Alt for ofte takles og skabes udbrændthed ved en stiltiende og selvforstærkende gensidig opfattelse af, at udbrændtheden skyldes den enkeltes manglende formåen. Derved afskæres muligheden for støtte fra omgivelserne i den situation, hvor det er allermest nødvendigt.
Det interessante er, at de forhindringer for udvikling, som er et problem for organisationers vitalitet, f.eks. de forsvarsrutiner, der tildækker hverdagens fejl – samtidigt også er medvirkende til sliddet på den enkelte – og i sidste ende udbrændthed hos den engagerede kollega. Den for hvem der er idealer, vedkommende ikke selv føler eller finder kan opfyldes i hverdagen.
Der skal være åbenhed omkring fejl og vanskeligheder. Det kræver, at problemerne ikke personificeres i opfattelsen af den enkeltes person. De skal i stedet ud i et fælles professionelt rum, hvor man som udgangspunkt føler sig accepteret og værdsat.
Derved skabes en vindersituation for både medarbejder og institution.
Jeg havde for nyligt den fornøjelse at høre et indslag i programmet Orientering på P1, der også gør op med tanker om at mennesker ikke gider arbejde. Heri hedder det at folk snarere frustreres over at de ikke gives muligheder for at udføre deres arbejde kvalitativt ansvarligt. Flere sandheder om arbejde, 11. april 2006 kl. 17:10 på P1
Gemt Under Ledelse // Kommentarer lukket til Forandringstræghed fører til udbrændthed hos den gode medarbejder
Mit barndomshjem – hans husmandssted
Min far, Johannes Jensen, stammer fra Rødding. Han blev født i 1923, og er nummer 3 ud af en søskendeflok på 5. Efter konfirmationen afsluttedes skolegangen og han arbejde i de næste 17 år som karl og senere fodermester på forskellige gårde i Vestsalling og Midtjylland.
Han mødte min mor, Emmy Dyrholm Andersen, da han i 1952 havde plads på en gård i Rønbjerg.
De blev gift i 1953, hvor de havde fået en ekstra fridag i f.m. skiftedagen den 1. november – og derfor blev gift den 2. november. De fik en søn (mig) knapt to år efter, mens de havde plads på en gård i Ejsing. I 1956 købte de et husmandssted i Bostrup ved Jebjerg. Den var i første omgang på 8 tdr. land, senere blev det til 14, dernæst 17 og til sidst var der 20 tdr. land.
Undervejs forvandlede hesten sig til en traktor og leen blev afløst først af en selvbinder og senere af mejetærskerhjælp fra maskinstationen. Husmandsstedet gav aldrig nok fra sig til, at det alene kunne sikre familiens økonomi, derfor arbejdede han også som husbondafløser og hos det lokale foderstoffirma.
I 1958 fik de min ældste søster, Kirsten, der nu er leder hjemmeplejen i Bjerringbro, og i 1962 kom Hanne til, hun bor nu ude i Nr. Søby.
I 1973 måtte min far i en alder på knap 50 gå på pension, da helbredet ikke kunne klare det hårde slid længere.
Det var mentalt hårdt de første år, men han fandt sig efterhånden tilrette i rollen som pensionist. Han overtog bl. a. meget af husarbejdet med madlavning og rengøring.
Da jeg var dreng, var min far medlem af Det radikale venstre som enhver anden god husmand dengang. Det var liberalisme, men med småkårsøjne – og det med en tro på at mennesker skulle behandles retfærdigt, men også en drøm om, at blot man sled hårdt nok i det, ville man blive belønnet derefter. Det var en pointe, der endte op med invalidepensionen.
Min far lever endnu, mens den livsværdi, som jeg synes han har stået for, synes jeg også blev udtrykt da en af hans brødre, Marius Jensen, blev begravet ved Rødding Kirke i januar 2003. En af Marius´s gamle naboer udtrykte det derved at han mente, at Marius havde det motto i livet, at: “Man skal gøre nytte.”
Krabbesholm Højskole
Ser man sig om, finder man det globale i det nære. Det være sig en virksomhed, der har et internationalt udsyn. Det kan også være en kulturinstitution.
Krabbesholm Højskole her i Skive udmærker sig ved at være et sådant sted. Den 13. juni 2004 tog vi som familie til udstilling på Krabbesholm Højskole. Min kones niece, Ida, der ellers bor i København, havde været elev på skolen i ½ år.
For hende var Skive et sted langt ude på landet, et sted hun ellers kun kender, fordi vi nu bor her.
Men Krabbesholm Højskole har noget, der kunne trække hende og mange andre fra indland, men også udland til byen. Et kreativt miljø, der udfordrer mange sider af det kreative indenfor kunst og arkitektur.
For Ida handlede det om at skaffe sig merit til at kunne komme ind på arkitektskolen i København, et projekt der lykkedes – for hun går der nu.
Det har ikke altid været let at være Krabbesholm Højskole. Den er en af Danmarks ældste højskoler. Grundlagt som en traditionel grundtvigsk højskole i 1885, og det gjorde i nogen år ondt i elevtallet, før man fandt ud af, at det ikke længere var nok at henvise til gamle traditioner, hvis man skal overleve.
Ser man skolen i dag, må man sige, at de gør det ualmindeligt flot, men janteloven gør, at der i den lokale debat i Skive ind imellem dukker knubbede bemærkninger op, om at “de ikke skal tro, at de er noget”.
Også her er det om at komme op at plovfugen. Jeg siger det også af egen erfaring, som barnefødt i det lokale landbrugssamfund lærte jeg som barn ikke i tilstrækkelig grad at turde nyde det anderledes og elitære.
Gemt Under Skive // Kommentarer lukket til Krabbesholm Højskole
Enig med FN’s generalsekretær Kofi Annan
Den 26. februar 2006 udtalte Kofi Annan ved et møde i Qatar, at de fornærmende karikaturer blev offentliggjort i et europæisk land, som først for nylig fik en væsentlig muslimsk befolkningsandel, og som endnu er usikker på, hvordan man skal tilpasse sig til det.
Se hans tale på: FN’s hjemmeside
Straks var Dansk Folkeparti ude med den påstand, at Annan ikke skulle forlange, at vi skulle tilpasse os de tilrejsende muslimer. De forbigik helt, at det ikke var det Kofi Annan mente. Vi fordres ikke at skulle hverken være eller blive muslimer. Det vi fordres, er at tilpasse os, at der er andre kulturer end vores egen, og at vi i en global verden skal kunne håndterer dette.
Som 50 årig dansker bor jeg selv forskrækkeligt tæt på mit barndomshjem, men undervejs har jeg heldigvis oplevet at være i kontakt med verden udenfor det lukkede danskerreservat nogle så brændende ønsker sig tilbage til.
Jeg vil gerne i små bider af fortællinger bl. a. belyse dette nærmere, vel vidende at mange af nutidens unge kommer til at få mangefold af lignende oplevelser. Helt bevidst handler det her om at “italesætte”, at det at være pæredansk, ikke er i modsætning til at være forbundet med verden udenfor.
I den sammenhæng er jeg helt bevidst om, at fortællingerne her indeholder modsætninger, – men det gælder jo livets forhold.
Jeg tror, at det er på tide, at mange flere går tydeligt på – og forholder sig autentisk til verdens gang. Vi har ikke brug for “design-politik”, men autentiske mennesker.
Set i det lys kan “Muhammed-sagen” måske have en positiv mental indflydelse på “danskheden”.
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Enig med FN’s generalsekretær Kofi Annan
Ghaith Abboud blev ni år
I dagbladet Information den 11. november 2004 bragtes to menneskers udsagn.
Ghaith Abboud blev ni år. Han døde af sine blødninger.
»Min søn fik en granatsplint i maven, da vores hus blev ramt ved daggry. Vi kunne ikke få ham til lægebehandling. Vi begravede ham i haven, fordi det var for farligt at gå ud,« fortæller hans far.
Få timer tidligere sagde den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld:
»Der vil ikke blive mange civile ofre, slet ikke på grund af de amerikanske soldater. Uskyldige civile i byen vil få al den vejledning de behøver, for at undgå, at komme i problemer.«
Hvordan kan det være, at vi stadig lever i tider, hvor mange retfærdiggør krige og drab med, at det kun er ondt, når “onde mennesker” fører krigene og udfører drabene. Opdelingen af mennesker i kategorierne “de onde” og “de gode” – skaber en dæmonisering der muligør ondskab i godhedens navn.
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Ghaith Abboud blev ni år
JJ is back in town (Redwood Falls, Minnesota)
Indlæg i "Redwood Falls Gazette" den 6. juli 2004:
In February of 1973, Danish-born Jorgen D. Jensen boarded a Greyhound bus in North Dakota. Eight hours later, he was welcomed into his new American home on the Richard and Betty Lou Woelfel farm near Seaforth.
This weekend, after a 31-year-long absence, "JJ" has returned to Redwood Falls. JJ, the husband of Ulla and father of 20-year-old Svend and 18-year-old Niels, now heads a staff of six teachers who work with 10th grade students.
His former classmates in Redwood Falls may find JJ’s teaching career surprising.
"I don’t suppose I was concentrating on my studies all the time I was in Redwood Falls," JJ said with a grin. "I don’t think that was my primary focus here."
JJ said living in a new country as a foreign exchange student is a wonderful way to open one’s eyes to another way of life.
JJ, however, was somewhat familiar with American culture before he arrived in the Midwest. Jeanette Woelfel (daughter of Richard and Betty Lou) spent the summer of 1972 in Denmark. She stayed with the farm family of Johannes and Emmy Jensen. At the same time, their oldest child – JJ – was applying to come to the United States.
By the time Jeanette left Denmark, she and the Jensen children already referred to each other as sisters and brother.
Samtale med journalisten
Upon arriving in Redwood Falls the following winter, JJ immersed himself in the local culture.
Jeanette would go into town and put me off at main street," he said, chuckling. "I would walk around town until somebody picked me up."
"There would be a car-full of girls and JJ would pile in and go cruising," classmate Terri Larson Simon recalled.
"I was just thrown into everything," JJ related. "As an exchange student, I was invited into the culture.
"Then, all of a sudden, there you are – standing on the golf course," he smiled. "That wouldn’t happen at home."
In fact, JJ added, he’s yet to play golf in Denmark.
As a teenager in a foreign country, JJ learned to think on his feet – and land on his feet.
"There was a situation where I couldn’t get home," he said. "I had gone to a party and the one who drove could not drive home.
"I called my American Mom and said ‘what should I do?’"
In that case, the answer was to drive – very slowly and carefully – home.
"That was the only time I drove in Minnesota," he said. "(As an exchange student) I was not supposed to have a license."
"Otherwise," classmate Terri added, "all the memories are fond memories."
JJ has kept in close contact with the Woelfel’s through the years, but it’s only been recently – via the Internet – that he’s caught up with Terri Larson.
This past spring, JJ learned he had the opportunity to attend a conference on housing issues at the University of Toronto.
"Besides being a teacher," he explained, "I work on housing issues as a volunteer.
"When the trip to Toronto was planned, I was quite sure that I didn’t want to leave and go back to Europe without fulfilling many years of dreams of revisiting Redwood Falls and the Woelfel family," JJ said.
On June 28, JJ was met at the Minneapolis/St. Paul airport by Jeanette Woelfel, her husband Bobby Cooke, and Terri Larson Simon. One of the first stops in Redwood Falls was a walk downtown.
The movie theater, Redwood Falls, Minnesota summer of 2004.
"I stopped at the movie theater, bought a pop and shortly introduced myself," he explained.
"The last time there was at a midnight movie in connection with Prom 1973.
"It’s kind of weird, like reconnecting a ribbon back into one’s youth."
Those days in 1973 were good days, he added.
Ramsey Park, Redwood Falls, Minnesota summer of 2004.
"It was a crazy and exciting life, being an American teenager," JJ said. "I went swimming in the quarries, picnicked in Ramsey Park, went to dances and parties. At the same time, I was going to Catechism at the Catholic church in Seaforth – without being a Catholic or religious-acting person, myself."
JJ appreciated the opportunity for sharing discussions, feelings and experiences while trying to understand what life was all about.
"I even kissed the first girl in my life here in Redwood Falls," he said with a grin.
"I don’t know if she would know she was the first – I didn’t tell her then and I don’t think I’ll tell it in the newspaper now."
Classmates and friends will have a chance to reconnect with JJ (and maybe find out if they were that first kiss) as there will be an open house at Phyllis Larson’s home, 225 West Chestnut Street, from 2 until 5 p.m. on Monday.
JJ will be returning to Denmark Tuesday.
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til JJ is back in town (Redwood Falls, Minnesota)
