Ingen FBI agenter taler flydende arabisk
Sad i går mandag i toget tværs igennem Danmark. Havde fat i dagbladet Politiken, hvor jeg stødte på følgende citater fra Washington Post fra den 10. oktober (FBI Agents Still Lacking Arabic Skills):
33 – Antal ansatte i det amerikanske forbundspoliti FBI – ud af 12.000 ansatte der kan tale eller forstå noget arabisk.
0 – Antal FBI-medarbejdere, der taler og forstår arabisk flydende.
Hvor dumt kan man være. Det er som om dumskaben ingen ende har, når man taler om amerikansk terrorbekæmpelse.
Hjemme i USA har man på hysterisk vis gjort op med mange frihedsrettigheder gennem den såkaldte “The Patriot Act“, der i en uset grad giver myndighederne ret til at snage i den enkelte borgers private forhold. Og ser man på situationen i Irak og Afganistan multipliceres antallet af forbitrede modstandere af Vesten og USA dag for dag mens også amerikanske liv og milliarder af dollars ødes bort.
Mon ikke der kunne være en ide i, at man satte lidt ressourcer ind på at have folk, der kan tale og forstå arabisk – og gerne også forstå arabisk kultur -ansat i sikkerhedsapparatet – det ville være en langt mere produktiv vej at gå.
Og dertil en anden – og mere dansk pointe. Hvorfor bygger vi ikke mere positivt på de muligheder, der ligger i at vedligeholde og udbygge unge tosprogedes kundskaber i arabisk indenfor det danske uddannelsessystem, så vi kan drage glæde deraf i de samfundsfunktioner, hvor indsigt i det anderledes er af betydning.
Vi støder jo nærmere de unges potentialer på dette felt fra os, når arabisk henvises til søndagsskolen.
Uanset om man ser venligt eller mindre venligt på muslimer og arabere burde det være indlysende, at der ligger noget fornuftigt i at benytte sig af muligheder, der kan bygge bro sprogligt og kulturelt.
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Ingen FBI agenter taler flydende arabisk
Dear Mr. President – Pink
Et indlæg imod præsident Bush fra sangerinden Pink, med Indigo Girls:
Let me tell you bout hard work
Minimum wage with a baby on the way
Let me tell you bout hard work
Rebuilding your house after the bombs took them away
Let me tell you bout hard work
Building a bed out of a cardboard box(fra sangen)
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Dear Mr. President – Pink
Nej til Bush, – men stadig patriot
Jeanette at Check Point Charlie in Berlin 2004
Uanset hvad vi mener om dansk deltagelse i besættelsen af Irak, så håber ingen, at danske soldater dør – eller at de bringer landet i vanære ved en grov optræden.
Denne dobbelthed indeholder amerikanerne i langt højere grad. Da jeg i sommeren 2004 besøgte Minnesota, inviterede jeg “min amerikanske søster”, Jeanette, til Europa. Klart nok, så er hun ikke min rigtige søster, – men vi betrager hinanden som så – fra dengang i foråret 1973, hvor jeg boede hos hendes familie i Minnesota.
Jeanette har tyske aner. Ja faktisk havde hun lidt tysk i børneskolen, da det stadig blev tilbudt i skolen i den lille by, hvor hun voksede op. Hun husker også en bedstemor, der talte mere tysk end engelsk.
Under besøget i Europa ønskede hun at se Tyskland. Derfor tog hun, jeg og min yngste søn Niels på tur til Berlin nogle dage i efterårsferien oktober 2004.
Vi boede billigt på hotel i Vestberlin. Jeg havde hørt om stedet gennem Jessica, en fuldt dansketalende tysker fra Flensborg, der fungerer som lærer her i Skive.
Berlin er historisk på så mange måder. For Jeanette var det klart nok, – at den også skulle opleves, som det sted, hvor Kennedy havde forsvaret byens vestlige del med ordene “Ich bin ein Berliner”.
På billedet ses hun ved “Checkpoint Charlie”, den grænseovergang, som amerikanerne administrerede under den kolde krig.
Jeanette har ikke meget at takke Bush for. Familien har lidt under, at hendes mand, der tidligere kunne arbejde som højkvalificeret svejser med opbygning af kraftværker, i de seneste år kun har kunnet finde midlertidige jobs med reperation af kraftværker.
Hendes søn søgte ind til flåden, men blev ikke optaget. Hvorfor, – for at skaffe sig en faglig uddannelse, som han nu må søge at skaffe sig andetsteds. Det er alment kendt, at mange unge amerikanere søger ind til militæret – ikke med et ønske om at slås, men blot for at få en bedre chance i livet.
For Jeanette var det lettelse, at sønnen prøvede at komme ind i flåden. Mange forældre frygter med rette, hvad der kan ske, hvis deres søn kommer ind i kampstyrkerne.
Jeanette kalder Bush en løgner, der narrede amerikanerne ind i krigen i Irak. Hun personificerer det, som vi ville kalde “lower middle class”, men er stadig stolt og patriotisk.
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Nej til Bush, – men stadig patriot
Ægpakkerske, husmoder og fagforeningsformand
Jeg fik i 1988 lov til at forfatte et 50 års skrift for Kvindeligt Arbejderforbund her i Skive. Det gav mig sammen med et lignende opgave for SID to år før et værdifuld indbrik i købstandens arbejderhistorie.
Selv var jeg jo fra landet, – fra småkårsforhold, men trods det var det en ny verden. Bondeliv og arbejderliv var forskelligt.
Her et uddrag fra skriftet, hvor en af byens førende socialdemokratiske ”arbejderkvinder” Katrine Ustrup fortæller:
Min mand skulle til havnen, der arbejdede han som regel. Vi tog selv afsted. Børnene skulle i skole, men pigen var konfirmeret i 1938, så hun havde en formiddagsplads og gik med aviser om eftermiddagen. Hun var avispige på Folkebladet i mange år. Når hun kom hjem over middag fra hendes formiddagsplads, så ordnede hun forskellige ting.
Vi mødte kl. 7.00 om morgenen på Frumentaria, og så havde vi 10 minutters kaffepause om formiddagen. Middagen gik fra klokken 11.40 til klokken 13.00. Vi skulle altid hjem og have middagsmad til middag. Børnene kom også hjem fra skole. Det gik såmænd meget godt med at nå den varme mad til middag, for det var altid tilrettelagt, sådan at jeg havde kartoflerne skrællet. Kom der en hjem før mig eller var min mand arbejdsløs, tændte de under kartoflerne og ordnede det. Vi fik altid to retter mad. Til efterret fik vi grød eller sådan noget. Vi kunne ikke nå at vaske op, det gjorde jeg sjældent, jeg ville hellere køre derned igen og hvile mig, indtil vi skulle begynde igen klokken 13.00. Om eftermiddagen fik vi foræret en 7 minutters kaffepause, og så skulle vi hjem klokken 17.00, hvis der ikke var overarbejde.
Arbejdet var meget sæsonbetonet. Der var mest arbejde om sommeren, der var der flest æg. I den periode havde vi meget overarbejde. Vi kunne godt være der til både 21.00 og 22.00 om aftenen sommetider. Det var altid værst onsdag, torsdag og fredag. Da kom de friske æg ind fra landet. Der var ingen, der nægtede at tage overarbejde. Det tog vi, som det kom. Om vinteren var vi som regel arbejdsløse i nogle perioder.
Vi løb alle til noget
Indkøbene foretog jeg som regel på hjemturen, og når jeg kom hjem, tog vi gerne kold mad med det samme. Jeg var medlem af socialdemokratisk kvindeudvalg. Vi havde også begyndt med at spille håndbold indenfor udvalget. Så var vi til det om aftenerne. Men det var nu ingen problem, for når man havde fået vasket op, så havde vi gerne noget at løbe efter allesammen. Min mand var i bestyrelsen for både arbejdsmændene og socialdemokratiet, så han skulle også til møder. Og jeg havde også mit at gå efter, fagforeningsmøder og alt det der. Drengen skulle til fodbold, og pigen til håndbold eller gymnastik.
Tøjvask og rengøring
Der var ikke andet en lørdag aften og søndag til tøjvask og rengøring. Tøjet skulle vaskes på vaskebræt dengang. Jeg kom tit på arbejde en mandag morgen, hvor det havde kostet knofedt. Om sommeren kunne det sagtens gå, men om vinteren var det ikke så rart. Senere lejede vi en vaskemaskine, så gik det bedre. Mand arbejde på havnen, så hans tøj var meget snavset. Der skulle vaskes et par gange om måneden. Jeg begyndte gerne at koge lørdag aften, så var det klar til at gå igang med på brættet, og senere blev det kogt igen. Rengøringen blev klaret samtidigt. Det var som regel mig alene, der måtte klare det. De unge skulle til sport og alt muligt. De havde så travlt altid. Min mand havde havearbejdet. Vi havde to haver dengang, så der havde han faktisk også nok at lave, med høns og det hele.
Arbejdersamariter
Jeg var også arbejdersamariter, det blev vistnok også stiftet i 1938. Jeg var ikke i bestyrelsen i begyndelsen, min mand var kasserer, og det var som regel mig, der lavede det arbejde. Han havde så meget andet. Vi gik til øvelser, vi var på strandrensning og alt muligt. Jeg havde tit vagt ude på travbanen om søndagen. Der var vi altid en 2 – 3 stykker ude. Vi var også til sportsstævner.
Senere begyndte vi at dele mælk ud til de københavnerbørn, der kom til provinsen om sommeren. Mange af dem, der kom hertil med tog, skulle jo fortsætte herfra og til Thisted, Nykøbing M., Struer, Holstebro, Lemvig og derop efter. Og de stod der med krusene ud af vinduet, de vidste at de skulle have mælk her, efter at vi først havde fået begyndt. Vi døjede så frygteligt med at få noget at give dem. Vi havde jo ikke råd til det, samariterne var jo fattige dengang, men mejerierne skænkede os som regel mælken.
Ferie på cykel
Vi havde ferie efter hvor mange feriemærker, eller feriepenge vi havde. Vi tog på cykeltur, min mand og mig og den bitte dreng. Jens var også med engang. Vi var på cykeltur hele Mors rundt, vi sov i telt. Og en gang var vi ovre på Himmerland og kørte rundt derovre og havde telt med. Flere gange lå vi i telt ude ved Resen strand.
Engang var vi oppe ved Struer, der boede vi også i telt nogle nætter. Vi var sådan 2 – 3 familier, der kørte rundt.
Til København kom jeg kun, når det var fra fagforeningen til kongresser og møder. Udlandet har jeg slet ikke tænkt på. Det brugte man ikke dengang. Vi tog cyklen og kørte ud, og så tog vi teltet med, det var vores måde.
Fuld forretningsmand bad kone trykke på speederen
Som ung tog jeg nogle gange turen på tommelfinger. Det længste lift var fra Højslev og næsten helt til Hillerød. Men udover det var det på anden vis også mindeværdigt.
Jeg forlod, dengang som 22 årig, Skive torsdag den 13. juli 1978. Først kom jeg op at køre med en landbokone. Det blev kun til en kort tur ud til Højslev ca. 5 km. fra Skive.
Der kom jeg op at køre med en “ung driftig industrimand” og hans kone. Jeg noterede mig, at bilen havde en max. ydelse på 260 km/t. Der var biltelefon, dengang noget ganske særligt, og manden sad på passagersædet foran med en flaske Ballentines Whiskey.
De skulle via Grenaa-Hundested til Hillerød. Jeg bestemte mig derfor for at tage den vej til København.
Signalementet af manden var, at han arbejdede med aluminiumsbeklædning. F.eks. på offentlige instutioner, sygehuse, Danfoss, Industriens Hus, Herlev Hospital o.m.a., – jeg fik det alt sammen at vide.
Halvfuld, drak lidt af whiskyen ind imellem, firmaet beskræftigede ca. 20 omrejsende montører, – hvor årslønningerne var fra 150.000 – 200.000. Han fortalte om forretningsforbindelser i Schweiz, Tyskland, Holland m.fl. Og så havde de licens i hele Skandinavien, – og eksporterede til Mellemøsten.
Han fandt formodentligt tilfredsstillelse i at kunne udtrykke sine værdier samtidigt med, at han vedvarende bad konen trykke på speederen til hastigheder omkring de 140 km/t. Østeuropa blev nedsættende benævnt som “arbejderparadiset” og på et tidspunkt lød det: “Jeg har nu aldrig kunnet fordrage gravide kvinder med lange bukser på”.
6 km. udenfor Hillerød blev jeg sat af. Derefter kom jeg op at køre med et unge fyre i et folkevognsrugbrød. Det var på vej ind til Hillerød for at hente en motor. Her var snakken en anden, det var øl fremfor Ballentines.
“Bryggerierne kan altså ikke bare lukke, og så holde ferie i tre uger”, lød det fra den ene. “Nej, er du helt tosset, så vil Danmark gå helt argurk. Danskerne vil ha øl”. De kørte mig ned til stationen, og derefter noterede jeg mig oplevelserne, mens jeg sad i S-toget ind mod København.
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Fuld forretningsmand bad kone trykke på speederen
Hvor går det dog hurtigt
På disse sider skriver jeg om den store verden, – men hvor er det gået ufatteligt hurtigt.
Her på billedet er jeg omkring de 10 år. Det er mig til venstre – med min mindste søster nedenfor og min onkel Harald ovenfor ved siden af moster Ellen. Min mellemste søster står i midten med min kusine Eva til højre for sig.
Yderst til højre står min far, og manden der forsvinder ovenud af billedet er min morfar Thorvald. Den ældre udseende kone midt i billedet er min mormor Dagny. Trods indtrykket på billedet er hun her endnu ikke rundet de 55 år.
Dagny kom fra meget trange kår, – 13 børn havde der været. Flere var døde af tuberkulose som børn, andre havde været meget syge. Selv fik hun lungekræft – uden nogensinde at have været ryger – først ramte det den ene lunge og 10 år efter den anden. Igennem de mange år trådte hun jævnligt ind og ude af hospitaler.
Det var fattigdommen der bed fra sig.
Mit eget liv som 10 årig. Jo der var langt til byen. Vi havde ikke bil. Det havde onkel Harald. Vi havde ikke telefon, fjernsynet kom først 3 år senere, bilen lidt senere, sammen med at min mor begyndte at arbejde udenfor hjemmet.
3 år før dette billede havde mine forældre solgt hesten – og i stedet anskaffet sig en lille grå Ferguson.
Jo det ligger dybt i mig, at jeg er husmandsdreng. Men jeg synes, at oplevelsen af den meget snævre og beskedne verden, som jeg startede ud med at kende, gør at jeg bedre ser paralellerne i de livssituationer, som findes for mange derude i de store verden.
Barsebäck demonstration i 1977
Det var faktisk først, da jeg begyndte at på skrive dette, at jeg opdagede, at det svenske atomkraftværk Barsebäck faktisk startede op i 1977. Selv var jeg 21 år, og fulgte vennerne til en demonstration mod det nystartede værk. Som unge i enhver tid med et ønske om at gøre en forskel og ændre verden.
Vi tog med bus til Grenaa og videre med færgen til Varberg i Sverige. Vi dansede kædedans på agterdækket på færgen. Der er noget særligt ved at mødes og være sammen om en fælles sag.
Blandt de nærmeste venner dengang var Steen og Connie (billedet). De eksperimenterede med at slå sig ned som andelsbønder, og havde sammen med et andet par købt en gård i Nordsalling. Steen er senere blevet kendt på at bygge halmhuse.
Se Steen i en TV-udsendelse fra Friland ved Rønde på Djursland: Tina og Steen.
Mit syn på A-kraften er i dag mere nuanceret, vi har jo også drivhuseffekten at tænke på. Men det der startede som aktivisme i kølvandet af oliekrisen tidligere i 70’erne, har medvirket til, at Danmark står stærkt f.eks. med hensyn til vindmølleindustri.
Mon ikke der er en virksomhed eller flere, som hvis de tænker sig om kan takke de “maskinstormere” – f.eks. som os, der gik ud på landvejen mod et nyopført A-kraftværk, for at deres forretningsområde udviklede sig.
Vi bør også glæde os over, at grænserne fortsat udfordres. Derfor er Steens interesse for halmhuse herlig, – nogen skal altid skille sig ud, hvis Verden skal bevæges.
Men det handler mest om at udvikle teknologier – der rækker udover de fossile brændstoffer, uden at skulle gribe til andre farefulde løsninger, som f.eks. øget brug af A-kraft. Det er dejligt, at der er virksomheder, som f.eks. det lokale Dantherm her i Skive, der udforsker mulighederne i brintteknologi.
Vi holder her hvil på vejen frem imod Barsebäck.
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Barsebäck demonstration i 1977
8 timers kørsel fra Wounded Knee 1973
Sidste i februar 1973 besatte aktivister fra AIM (America Indian Movement) landsbyen Wounded Knee i Pine Rigde reservatet i South Dakota. Stedet er historisk (1890 massakren), – det var uden tvivl derfor det var valgt til aktionen.
Det lå i et indianerreservat, men trods det blev landsbyen omringet af paramilitærer FBI enheder i pansrede mandskabsvogne.
AIM arbejdede for at højde indianernes stolthed, får dem til ikke at bøje nakken og acceptere elendigheden. En elendighed der bl.a. omfattede racistisk nedrakning, stor arbejdsløshed og et udbredt misbrug.
De var derfor også i opposition imod “hvide indianere”, der mest administrerede tillidsposter i reservaterne på de hvides vegne.
For mig selv som en 16 årig ung indianerromantiker, var det underligt at befinde mig kun 8 timers bilkørsel væk i en mindre by i Minnesota, hvor der lige ude for byporten også var placeret et mindre Dakota-reservat (Se bladet på billedet).
Jeg husker, at jeg var så heldig at have en meget progressiv ung lærer i faget “Social Science”, hvor vi havde mange gode debatter om det der foregik.
Jeg klippede også ivrigt i aviserne, her er et mindre klip fra en artikel, der udemærket giver udtryk for de stærke følelser begivenhederne vækkede:
The confrontation at Wounded Knee has been mentally painful for Enos Poor Bear.
He doesn’t believe in all the violence – the shooting and the malicious damage — nor in the talk about killing the “pigs” or dying heroically in a fight with the federal officers.
Poor Bear, after all, has been a responsible leader on the Pine Ridge Reservation, both as tribal president and as a member of the tribal council. He is a loyal American who still suffers from wounds he got in World War II.
But his 21-years-old son got shot at Wounded Knee. Shot by the federal offices who surrounded the town after it was taken over by the militant Indians.
“It ain’t right,” said Poor Bear. “My boy was a paratrooper in Vietnam and he got a purple heart fighting for his country. Now federal marshals have shot him. I tell you, it ain’t right.”
“In 1890, the blue coats shot down our people here, and they gave 18 of the soldiers the Congressional Medal of Honor for shooting mostly children and women, some of them pregnant. If them soldiers got medals then my boy ought to get a Medal of Honor, too, for getting shot here.”
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til 8 timers kørsel fra Wounded Knee 1973
Hjemve uden e-mail og telefon
Jeg har i de senere år mødt både danske og udenlandske unge, der har deltaget i udveksling. Mange ting er tilsvarende mine egne oplevelser, men kommunikationsmulighederne i dag er væsentligt forskellige.
Der var virkeligt langt hjem, når der ikke var e-mail og telefon til rådighed. Jeg tror, at jeg talte med mine forældre i telefon en enkelt gang i løbet af det år, hvor jeg som 16 årig boede i USA i 1972 – 1973.
Det var ikke lutter lagkage hos den første familie. Det var en strengt patriakalsk familie af tysk-katolsk afstamning.
Forældrene hed Bernard og Myrida. Sønnen Steven, der angiveligt skulle være min amerikanske “bror” var ikke til at slå et ord af – der hang en byrde over ham, som pigerne var fri for – han blev ikke spurgt om han skulle overtage farmen, “når han blev stor”. Det var et moralsk krav.
Jeg tror det tyngede ham umådeligt meget.
Jeg var mine egne forældre hjemme i Danmark taknemmelige for, at jeg havde fået muligheden for at rejse ud, så jeg turde knapt fortælle dem, at jeg ikke trivedes. Først i december, ca. 5 måneder henne, fik jeg på en meget ydmyg måde luftet mine frustrationer i et brev hjemad:
Kære far og mor
Jeg har haft en hård tid de sidste to uger, men det er begyndt at gå over nu. Jeg har haft mange problemer at slås med under opholdet her. Jeg kan liste nogle af grundene til dem:
De satte mig til at køre lastbil Steven er ikke en type, der taler meget, han taler næsten ikke. Det gælder ikke kun overfor mig, men overfor alle. Steve kan ikke lide at tage til byen til sportskampe, … og uden ham, har jeg ikke nogen transport (der er 15 kilometer). Der er meget arbejde og hele tiden før skolen begyndte (Bem: hele august måned) var der kun arbejde hver dag fra 7.00 – 19.00. Når jeg snakkede med Bernard kunne han aldrig give et klart svar, jeg forstod. Myrinda snakker ikke så meget. Hun er næsten som Steven. I kan se, at der har været meget at slås med hele tiden, men det størte problem var ikke det sproglige, men at forstå meningen med ting.”
Herefter fortsætter brevet med en længere defensiv forklaring på, at nu skal jeg nok opføre mig ordentligt, og indrette mig på familiens krav, – for det lærer jeg jo også noget af.
Jeg var virkelig bange og følte mig forladt. Og det måtte ikke blive et nederlag, og det værste var at blive sendt hjem.
Brevet ændrede ikke noget i første omgang, men mine forældre tog et initativ – trods mangel på engelskkundskaber. Det betød, at Woelfel-familien i Minnesota, hvorfor min familie sommeren før have haft besøg af af deres datter Jeanette som udvekslingsstudent, begyndte at blande sig.
Jeg kendte ikke til det, der foregik, og der gik også lang tid endnu – men i februar 1973 kunne jeg pludselig flytte til Minnesota – og fik derefter betydeligt flere positive oplevelser med fra mit ophold til USA.
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Hjemve uden e-mail og telefon
There just aren’t enough Christophers to go around
Overskriften ovenfor er hentet fra artiklen “A Young Man’s Death in Iraq“, der handler om en ung mand fra en mindre by i Texas, som døde i Iraq.
Jeg mødte i sommeren 2004 selv den menige amerikaners holdninger og følelser i forhold til den katastrofe Bush-regeringen har rodet dem ud i i Iraq. Selv var jeg på besøg i Redwood Falls, Minnesota 31 år efter at jeg havde forladt byen efter et ophold som udvekslingsstudent.
Der var to ting der slog mig. Det ene var, at de mange amerikanere, der er forbandet over krigen i Iraq, er langt mere radikale i deres krigsmodstand, end tilsvarende danske kritikere af krigen.
Det andet var, at amerikanere sagtens kan støtte deres tropper, som det her udtrykkes fra skiltet fra en butiksruden på “Main Street” i Redwood Falls, og samtidigt være sure over at præsidenten igangsatte eventyret i Iraq.
Amerikanerne er generelt ikke modstandere af anvendelse af militær magt. De er modstandere af at landet landet engagerer sig i militære konflikter, der ikke vindes. En bror, til en tidligere skolekammerat fra min tid i high school i Redwood Falls, udtrykte det ved at fortælle, at han havde stemt på Bush, at han havde ment, at det var godt med en republikaner på præsidentposten efter 9 – 11, at det var fint at man gik ind i Afghanistan, men at det var det rene idioti at angribe Iraq.
Det sidste kunne jeg selvfølgelig kun give ham ret i, og det tragiske er, at det at man nu sidder fast i ørkensandet i Iraq måske også er grunden til at problemerne bluser op i Afganistan. Som så ofte før glemte man at investere nok i freden ved på et tidligt tidspunkt at yde det nødvendige.
Situationen på hjemmefronten i USA ligner mere og mere Vietnamkrigen. Man sender aldrig folk i krig, uden det giver ofre – også udover de døde. Se f.eks.: When I Came Home og denne video om en ung mand, der bryder sin kontrakt med militæret ved at flygte til Canada: Escape to Canada
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til There just aren’t enough Christophers to go around
