Rødding, – en by med nationalgrundtvigiansk historie
Rødding har for mig været en by i Salling. Det sted, der har været landsbyen nær borgen Spøttrup. Den Rødding kunne undervejs have mistet sit navn, da nogle engang hellere ville kalde byen for Spøttrup.
Men nu mødte jeg også et andet Rødding – et mere kendt Rødding i Sønderjylland. En by med et bibliotek, der i omfang overgår andre lignende forvoksede landsbyer – med flere hyldemeter af bøger om Sønderjyllands historie. En by der hed Rödding på tysk indtil 1920.
Er det en landsby, – eller måske en stationsby (1899 – 1938, bane Vojens – Gram – Rødding) – ved det ikke, fortids storhed betyder måske, at man ser anderledes på det i Rødding.
På sin vis er byen vel ikke speciel – når man lige møder den, – og så alligevel. Særligt, når man gå tur i byen og afkoder det sete ud fra en nationalgrundtvigiansk historisk synsvinkel. I detaljerne er der lidt frilandsmuseum over det.
Rødding Højskole må være byens stolthed nr. 1 – hele Danmarks første højskole grundlagt helt tilbage i 1844, som et led i danskhedens bestræbelser på at fordanske det der dengang hed Nordslesvig. Startet tilbage i en tid, hvor Europa moderniseredes bl.a. ved at mennesker, der tidligere ikke havde tænkt i nationalitet lod sig skille derefter i sammenhæng med nationalfølelsernes gennemslag.
Skolen har været igennem en svær tid, som mange andre højskoler, men foreløbigt klaret skærene bl.a. med hjælp fra Grænseforeningen og støtte til danske sydslesvigeres ophold på skolen.
Foreningen Norden, Folkeuniversitet, en friskole, grundtvigiansk frimenighed med 1.200 medlemmer grundlagt i tyskertiden i 1874 – med egen kirke og tidligere et andelsslagteri, hvor slagtningerne ophørte i 1978 – og sikkert en god del andre andelsforetagender. En kost og tekstilskole, for elever der tidligere har gået i specialklasse eller på specialskoler, byder byen også på – kan ikke umiddelbart afkode dens historiske baggrund.
Blandt det mere moderne fællesskabsorienterede har byen fælles varmecentral, en antenneforening stiftet i 1976 – dengang helt sikkert for at kunne hente tysk TV, og egen net-side – Rødding Portalen – og et IT-hus, organiseret om en forening, der deler fysisk adresse med net-portalen.
Der er mere, og det er ikke alt man umiddelbart kan se, hvad er – en nu nedlagt skole, ombygget til lejeboliger – SHH Skolen blev grundlagt i 1940. Hvem stod bag den? Var der et tysk indslag i byen, lidt besynderligt byens historie taget i betragtning – eller var det en offentlig skole. Kristus Kirken – en 3. kirke i byen – tilsyneladende også med egen gravplads – hvem er det nu – dansk eller tysk – et gammelt religiøst mindretal?
En biograf, der er flyttet – uden at blive nedlagt. Et svømmebad og selvfølgeligt et idrætsanlæg, men også en del mere samlet i Rødding Centret.
Gemt Under Historie // Kommentarer lukket til Rødding, – en by med nationalgrundtvigiansk historie
De gode gamle dage – var de nu de bedste?
På billedet her ses en gruppe sigøjnere i gården til Vestergade 13 i Skive tilbage i 1912.
Om byens baggårde beskrev en ingeniør i en rapport i november 1912:
– "Af de forskellige affaldsstoffer spiller latrinen den største rolle, fordi den rummer den største smittefare. Dens blanding med fejeskarnet og oplagring i de murede, tildels overjordiske, gruber i ejendommenes gårde må betragtes som et stort misgreb. Fra gruberne vil smittestoffet ved rotter, orme og insekter kunne føres ind i husene og bringes i berøring med fødevarerne i kælder og spisekamre. Hundene kan sprede det smittebefængte affald ud over gårdpladserne, og den flydende del af latrinen kan gennem utætheder trænge ud i gårdene, i jorden eller endog ind i kælderrummene."
Om ejendommen Vestergade 13 beskrev en politirapport i april 1924:
– – "… har …. efterset en Del Lejligheder; af dem, som ikke synes at egne sig til Menneskeboliger, kan nævnes :
– – Ejendommen Vestergade 13. I denne Ejendom er der 3 smaa Lejligheder, dels i Bagbygningen til Reberbanen og dels i en Sidebygning. Lejligheder er udlejet til :
– – ….. [tre eksempler] ……
– – 3) Arbejdsmand Sofus Petersen, der har 2 Børn paa 4 og 3 Aar, beboer et Værelse paa 3,88 m langt og 3,80 m bredt og 2,11 m højt. Værelset er beliggende i Sidebygningen ….. Værelset er meget fugtigt og daarligt vedligeholdt, idet Gulvet er raadent og itu flere Steder, saa Rotterne har fri Adgang til Værelset. "
Regner vi efter bliver det til knapt 15 kvadratmeter til familien ovenfor.
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til De gode gamle dage – var de nu de bedste?
Sultede i den første plads på landet
Min far Johannes Jensen fortæller i sine ungdomserindringer om da han første gang – som 13. årig – skulle hjemmefra og i plads på landet:
Den dag gjorde jeg noget som var usædvanligt, – jeg græd. Det var ellers ikke noget en stor dreng gjorde.
Så kom tiden hvor jeg skulle begynde min første plads på landet. Det var mandag den 1. marts 1937 om aftenen. Jeg var noget beklemt da far fulgte mig derud. Det var i Ejstrup.
Manden hed Johannes Vad og konen Marie. Vi blev budt på aftensmad og de havde så travlt med at beklage, at det kun var en dagligdags anretning, stuvede kartofler. Jeg husker ikke om vi fik noget til, men det tror jeg ikke. Men jeg skulle snart opdage, at det var et festmåltid. Jeg fik aldrig noget senere, som kunne stå mål med dette måltid.
Der var temmelig nærige, ja jeg rent ud sagt sultede, så hvis jeg en enkelt gang fik lov til at tage hjem til min far og mor en aften, der skulle jo arbejdes så længe det var lyst, sommetider helt til midnat, så åd jeg så meget, at jeg var syg dagen efter. Jeg var i hvert fald ikke sulten efter deres aftensmad.
Jeg husker særligt dengang de fik en datter, for resten den eneste de nåede at få.
Der skulle være står dåbsgilde, med kogekone og hvad dertil hørte, og der var indbudt 80 gæster, men der kom kun halvdelen, så der blev jo en del mad til overs, men det kunne kogekonen jo ikke gøre for, selvom de senere kritiserede hende for det. Men levningerne skulle jo spises, intet måtte gå til spilde.
Så vi fik halve kogte æg, der var afskallede i lang tid sammen med grisesylte den første tid var det rationeret, men efterhånden som det begyndte at blive fordærvet, fik vi det flere gange om dagen, og jeg spiste det med god appetit. Men det meste mug var jo også tørret af sylten, der fandtes jo ikke køleskab.
Men den sidste dag var det særlig galt. Sylten var temmelig lodden og æggene helt grønne, da sagde manden til mig, at jeg måtte få hans æg – og jeg spiste det. Et under at man lever i dag.
Men jeg skulle jo også gå i skole. Det passede sådan, at det faldt sammen med lukningen af missionsskolen. Så jeg kom til at gå i Ejstrup Skole en to-klasset skole, som lå i nærheden.
Min tredje lærer hed også Larsen, en meget streng lærer, men retfærdig og jeg lærte lige så meget på det halve år, som alle de øvrige. Han var meget idrætsinteresseret, ikke lige det jag var mest vild med.
Han slog også, men kun når der virkeligt var en grund, ikke sådan at han bankede lærdommen ind i os og jeg har aldrig fået klø af ham. Det var kun ballademagerne det gik ud over og det var jeg for træt til at være med til.
Jeg skulle jo gøre min del af morgenarbejdet inden skoletid, køerne skulle trækkes på græs. De stod tøjret dengang og der skulle muges i stalden. Mælken køres over til naboen. Det var det nærmeste sted som mælkekusken passerede. Det foregik med trillebør.
Mange gange kom jeg i sidste øjeblik til skolen, men det var bare om at skynde sig, thi læreren forlangte, at vi skulle komme op til ham og bede undskylde, at vi kom for sent og det var jeg meget flov ved, så jeg ville hellere snyde lidt med at vaske mig, men trods alt prøvede jeg at stå ret et par gange, men han forlangte ikke at jeg skulle forklare hvad der lå til grund, det vidste han godt og han bar over med mig.
At læreren var en god mand, fik jeg et bevis på, engang en af de værste ballademagere tog mig i nakken og buksebagen i kådhed med det resultat at bukserne revnede temmelig meget.
Jeg turde ikke gå ind efter frikvarteret, uden bag i bukserne og blev stående ude i gangen med ryggen mod væggen og læreren spurgte om hvor jeg var blevet af og en af pigerne fortalte det som det var.
Så kom læreren ud til mig og gav mig lov til at gå hjem og fyren fik en ordentlig opsang.
Men det værste af det hele var, at vi skulle på udflugt til Viborg dagen efter at jeg havde fået fri, selvom det stod hårdt på.
Jeg havde ikke andre bukser, så jeg var lidt ked af det. Men inden aften kom lærerens kone med et par bukser af sin søns, som jeg måtte låne. At jeg så nær ikke var kommet med fordi morgenarbejdet først skulle overstås var en anden sag. Jeg nåede lige toget i sidste øjeblik. De dage jeg ikke var i skole, fik jeg en lille middagspause på en halv time. Det foregik i halmen i laden og jeg sov ret tungt, så jeg blev vækket ved et spark i siden.
De dage jeg var i skole, var jeg hjemme mellem kl. tolv og halv et. Så var der lidt mad i ovnen. Der var en tyk skorpe på, men jeg var ekstra sulten, thi når jeg gik derhjemme, fik jeg en halv skive rugbrød, men det mente de ikke jeg behøvede, når jeg ikke have arbejde, så der var ikke noget der hed madpakke. Men jeg fik tit et stykke mad af de andre. De vidste jo godt, at jeg var på sultekost.
Men middagspausen kunne heller ikke bevilges de dage. Når jeg havde spist var der en seddel med besked om, hvad jeg skulle lave ind til de var færdige med deres egen middagssøvn.
Der stod som regel nogle gryder ude ved pumpen, som skulle gøres rene, men først spiste jeg alt det jeg kunne skrabe af dem.
Efterhånden nærmede den tid sig, da jeg skulle konfirmeres og jeg skulle gå til præsten en måned. Det var i september. Der var jo konfirmation to gange om året dengang – skiftevis i Rødding og Krejbjerg.
Først gik vi samlet om vinteren, men os som ikke var gamle nok til at blive konfirmeret om foråret, holdt en måned før de andre. Den måned skulle vi så have det følgende efterår.
Jeg betalte selv mit konfirmationstøj. Det kostede 40 kroner, så der blev 10 kroner til arbejdstøj og de sidste 10 kroner gik til cyklen. Den havde fået et brud på stellet, som jeg fik svejset hos smeden. Den udgift burde manden ellers have betalt, fordi det skete en dag, vi var i engen for at stakke noget hø. Der havde han tøjret en hest, så den kunne nå hen til cyklen. Hesten trådte op i den, men at betale reparationen ville han ikke høre tale om.
Så kom omsider dagen, hvor jeg blev konfirmeret. Det var i Krejbjerg Kirke den 3. oktober 1937 ved pastor Tolstrup, han var ret ny, havde kun været i Rødding et års tid. Han afløste to gange pastor Madsen.
Manufakturhandler Jensen i Rødding, som jeg havde købt tøjet hos, var så flink, at han kørte os derover og desuden gav han mig skjorte og slips.
Samtidigt var det også slut med skolen. Jeg husker endnu den sidste dag i skolen. Læreren kaldte mig op til sig og han takkede mig for den tid vi havde haft sammen. Han sagde, at han have været glad for at have mig, og han ville ønske at han ikke hørte for meget til mig. Det var et bevis for at det gik mig godt, men hvis jeg fik problemer kunne jeg trygt komme til ham.
Men jeg skulle jo blive i min plads til den første november, men denne afsked blev ikke så rørende, og jeg har ikke besøgt dem siden.
Marie blev ikke ret gammel, kun knap 30 år da hun døde, men Johannes Vad blev meget gammel, 87 år da han døde i 1986 og datteren Elin bor i Glyngøre. Hende har jeg ikke set, siden jeg kørte med hende i barnevogn.
(Teksten er her indskrevet i uredigeret form, som min far har nedskrevet det i 1987)
I toget til Viborg uden at vide om han skulle i krig
I forhold til den største del af menneskeligheden har vi her i Danmark reelt levet i lykkelig uvidenhed omkring krigens rædsler siden 1864. For Danmarks vedkommende var den tyske besættelse 1940 – 1945 naturligvis ganske ubehagelig, men set i forhold til den egentlig krigsførelse, der foregik andre steder, slap danskerne billigt.
Efter 1864 indtog vi som nation en ydmyg rolle i forhold til de ydre trusler fra først Tyskland og senere Sovjet. Vi havde så at sige lært lektien og indtaget en politik, der svarede til vores størrelse og placering.
Overordnet set bør vi være stolte af den lære vi drog af 1864. Det er langt smukkere at yde en værdifuld og fredelig indsats ude og hjemme end at gå rundt og slå itu.
Jeg holder selv af at fastholde historie. I kendskabet til tidligere tiders erfaringer ligger muligheden for, at vi træffer mere kvalificerede valg fremover. Og klart for at modvirke tendenser til nationalchauvinisme.
Jeg kan ikke finde personlige kontakter, der rækker tilbage til 1864, men hvordan føltes det mon som en ung mand eller måske allerede familiefar at blive genindkaldt til hæren da den 1. verdenskrig brød ud i 1914. Sidde i toget til Viborg. Møde på kasernen og blive udstyret med uniform og våben, for derefter at blive sendt på march på de jyske landeveje. Det var virkeligheden for mange, – også her fra Skive.
Jeg boede i årene fra 1979 til 1983 til leje hos den tidligere banearbejder Christian Ørtoft, Brårupgade 38 i Skive.
Han var en ældre herre, da han var gået på pension, dengang jeg blev født.
Han fortalte engang, at han var en af de 50.000 værnepligtige, der blev genindkaldt ved krigsudbruddet uden at ane, om det betød, at han skulle i krig eller ikke. Det er fra ham, jeg har historien om togturen til Viborg. Krig blev det ikke til, men livet blev på mange måder præget af krigen.
Et af de første problemer var de mange familier, hvis forsørger var indkaldt til sikringsstyrken. I perioden fra august 1914 til april 1915 måtte Skive Byråd bevilge 9.000 kr. til de “efterladte”.
Den militære Indkvartering i Skive
Byfogedkontoret beder os meddele følgende:
Indkvarteringen af 10. Bataljon her i denne uge er beordret uden Bespisning. Bataillionen ønsker imidlertid meget, at Kvarterværterne frivilligt vil overtage den fulde Forplejning af de indkvarterede, hvorfor der da vil blive ydet et Vederlag af 1 Kr. pr. Dag. Indkvarteringsordren (og de udstedte Kvarterbilletter) lyder paa 27 – 28. Januar; dette vil sige, at Bataillionen kommer den 27. – hvornaar paa Dagen vides endnu ikke – og rejser den 29. om Morgenen.
Skive Socialdemokrat den 21. januar 1917
I lighed med andre byer nedsattes der som supplement til den offentlige indsats en damekomite, der skulle hjælpe de trængende soldater ved at indsamle undertøj, sokker, fodtøj etc. eller pengebidrag til anskaffelse af samme ting. Komiteen i Skive havde fru herredsfoged Ramsgaard som formand og indsamlede i august 1914 220 skjorter og 110 par sokkeskafter, som de sendte ned til soldaterne på kasernen i Viborg.
Den 20. oktober 1914 fik Skive for første gang besøg af sikringsstyrken, da 10. bataljon skulle indkvarteres med 1060 menige, 55 officerer og 16 heste. På rådhuset blev der indrettet vagtlokale og skrivestue, ”Salonen” i anlægget blev indrettet som gymnastiksal, og damekomiteen oprettede en samlingsstue, hvor soldaterne kunne mødes i fritiden.
Byens handlende var glade for indkvarteringen, for den tilførte byens handelsliv en øget omsætning på mellem 40.000 og 50.000 kr. om måneden, mens grundejerne var meget utilfredse. Soldaterne blev nemlig indkvarteret efter en lov fra 1816, der pålagde grundejerne at huse soldaterne mod en mindre godtgørelse. I Skive betød det, at grundejerne skulle indkvartere en soldat for hver 8.500 kr., som deres ejendom var forsikret for.
Indkvarteringen indbefattede også pligt til at sikre de indkvarterede mad for en beskeden betaling på 35 øre pr. dag pr. soldat.
Grundejerforeningen klagede flere gange til byrådet og til bataljonens ledelse. Det hed sig bl.a. : “Soldaterne komme saa uregelmæssigt Hjem til Middagsmaden. Husmødrene bliver overanstrengte ved denne Form for Bespisning”. De mente også, at det var uretfærdigt, at der blandt lejerne var velstillede borgere, som helt slap for byrden ved indkvarteringen.
Så selvom det gavnede handlen, fulgte byrådet grundejerforeningens opfordring til at søge at undgå flere indkvarteringer. Det lykkedes, da byen kun fik besøg af soldater på gennemmarch i resten af krigsårene, efter at den 10. bataljon havde forladt byen efter 7 måneders fast indkvartering i maj 1915.
(Om samme emne, dog uden den grundige beskrivelse af Christian Ørtoft, kan læses i Skive Kommunes historie bind 2 (1880 – 1940) udgivet af Skive Museums Forlag 2002, hvor jeg bidrog med siderne 335 – 348: “Tiden under og omkring 1. verdenskrig”)
Gemt Under Historie // Kommentarer lukket til I toget til Viborg uden at vide om han skulle i krig
Fremmedsprogslærerne ville hellere være turistguides
Besøgte Prag den første gang i april 1992. Det var sammen med en 10. klasse fra Nykøbing Mors.
Vi var ude på en af byens skoler. Det var en underlig tid at møde ind på.
Rammerne om, hvordan skolen modtog os var som i gamle dage. Meget veltilrettelagt, meget østeuropæisk, meget høfligt. Dengang modtog skoler i Prag vesterlandske elever og deres lærere med ærbødighed, nogle år efter var det blevet mere hverdag, og på et langt senere tidspunkt, da jeg igen var på skolebesøg i landet, valgte vi en skole udenfor Prag, for at være til glæde frem for til besvær.
Det var kontrasterne, der slog en dengang i 1992. Alt var under omstilling. For os var det et slaraffelland, hvor alt var styrtende billigt, for de fleste menige tjekker var tiden præget af stor usikkerhed.
Desværre er skolens navn ikke nævnt i rejseplanen, og jeg fik det ikke noteret i mine egne noter.
Det var en sekundær skole. Der var 650 elever i alderen 14/15 til 18/19 år. De første lektioner startede allerede kl. 7.15 og de sidste sluttede først efter kl. 16. Det skyldes lokalesituationen. Lærerne fortalte, at årgangene var store, fordi det kommunistiske styre have favoriseret familier med mange børn.
En af lærerne gjorde op, at hun tjente 2.800 KcS om måneden efter skat, heraf omkring 1/3 som følge af overarbejde. Hun var endda tilgodeset med et skattefradrag for børnefamilier, som de forventede snart blev afskaffet. Den almindelige gennemsnitsløn i Tjekkoslovakiet var på samme tid ca. 4.000 KcS.
Der var omkring 50 lærere på skolen, de læste hver omkring 24 lektioner om ugen.
Til sammenligning fortalte den guide, som fulgte os hele ugen, at han før systemskiftet havde tjent 30.000 KcS årligt, men at han nu var oppe på ca. 120.000 KcS om året, svarende til en månedsløn på 10.000 KcS.
Den lønforskel illustrere de store problemer, som skolen havde med at klare fremmedsprogsundervisningen.
Der var tilbud om undervisning i russisk, tysk, engelsk og spansk. Sprogligt ligger russisk tættest på tjekkisk. Mange af de elever, der var startet med russisk valgte at forsætte med det, for ikke at skulle starte forfra med et nyt fremmesprog. Derfor havde 50 % af skolens 4. årgang stadig russisk, mens det på skolens 1. årgang kun var 30 %, der tog russisk.
Men de fortalte også, at i primærskolerne ønskede kun 5 % af eleverne nu russisk som fremmedsprog. De tog i stedet tysk eller engelsk, de to sprog havde i 1992 nogenlunde samme popularitet hos eleverne. I dag er engelsk klart det førende.
Det gav dem store problemer med at skaffe de nødvendige lærere. Der var sproglærerflugt til økonomisk mere givtige erhverv, specielt turistbranchen og udenrigshandel. Derfor var der kun to tjekkiske engelsklærere på skolen. Derudover klarede de sig med en australier og en amerikaner, som underviste i faget drevet af idealisme og eventyrlyst.
Som et parallelt problem, blev der fortalt, at læger og sygeplejersker søgte til Tyskland.
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Fremmedsprogslærerne ville hellere være turistguides
Barnetroen var stadig gældende i 1970
Ved min konfirmationsdag troede eller nærmere frygtede jeg – jeg var sikker på, at der var en Gud, og var bange for ikke at leve op til hans forlangende.
Billedet fra min deltagelse i KFUM-spejdernes korpslejr i 1970, med den makabre dekoration på den udendørs kirkesal og indramningen med Dannebro, udgør et perfekt billede af denne barnetro. Det var kort før jeg fyldte de 15 år.
Man skulle i dag tro, at det for nogen var selve målet ved at være dansk, at vi alle kunne falde artigt tilbage i dette billede.
I løbet af et par år derefter eroderede den religiøse frygt. Men det gjorde ikke nødvendigvis den etiske fordring lettere.
Jeg mener grundlæggende ikke, at vi har andre guder, end de guder vi har i vores egen bevidsthed.
De kan til gengæld være ret virkelige, netop når mennesker tror på dem.
Religion hører som fænomen sammen med de egenskaber, der historisk har gjort det muligt at forme menneskeligt fællesskab. Fælles tro smeder samfund og kulturer sammen i større fællesskaber end den nære familie.
Religion har historisk været medvirkende til meget både smukt og grimt – og har fortsat mulighed for at fungere på samme vis – både smukt og grimt.
Møder vi den, skal vi vide at værdsætte, når de religiøse tanker viser sig fra de positive sider, og ikke selv bidrage til at fremme det modsatte ved at udvise brovtende intolerance.
Selv er jeg meget taknemmelig for at leve i en tid, hvor oplysningstidens gennembrud er blevet nær ved fuldendt – så tanken er sluppet fri fra de snævre religiøse bånd.
Det er bl.a. kendetegnet ved videnskabens ret til at fungere uafhængigt af troen og samfundets ret til at lade love og regler fastlægge uafhængigt af fundamentalistiske trosfordomme.
Jeg mener til gengæld også, at vi skal være dybt taknemmelige for vores eksistens – og se det som et privilegium. Vi skal også være ydmyge overfor, at vores sprog og bevidsthed godt nok er bundet til os hver især som individer, men forudsætningerne i sproget og meget af vores viden er overleveret, og i den forstand lever vores forfædre stadig videre igennem os.
Her var der måske en ide til at forstå sprogets centrale betydning:
Sproget – Hverdagens mirakel – fås hos Saxo.dk
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Barnetroen var stadig gældende i 1970
Fridlev Skrubbeltrang
Husmændende dukkede frem af historiens mørke i f.m. landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet.
Det var ikke en lykkelig og fri husmand, der kom til syne.
I 1791 betød en lovænding f.eks., at godsejerens ret til at prygle gårdmænd og deres hustruer blev ophævet. Derimod blev revselsesretten over husmænd og tjenestefolk bibeholdt.
Det varede helt op nær år 1900 før hoveriet for husmænd forsvandt helt, og der skulle gå endnu længere før husmandsbevægelsen med støtte fra socialdemokratiet og de radikale så ud til at nå deres mål – en fri og selvstændig husmand, der havde nok til at kunne forsørge en familie.
Netop omkring det tidspunkt skrev Fridlev Skrubbeltrang (1900 – 1988) et værk, der må betegnes som grundbogen i forståelse af dansk husmandshistorie:
“Husmænd og Husmandsbevægelse gennem Tiderne”, udgivet af De Samvirkende Danske Husmandsforeninger i anledning af de provinsielle samvirksomheders 50 års jubilæum, Det Danske Forlag, København 1952.
Er man til antikvariske bøger, og kan man li historie, er den absolut anbefalingsværdig.
Find bøger om husmænd på Saxo.com
Mindeord ved fars dødsfald
Johannes Jensen, Næstildvej Bostrup, sov efter en tids sygdom stille ind i mandags den 13. august 2007 – i en alder af 83 år. Billedet her er fra en måned forud den 13. juli 2007.
Johannes Jensen, stammede fra Rødding, hvor han blev født den 7. oktober 1923, som nummer 3 ud af en søskendeflok på 5. Efter konfirmationen afsluttedes skolegangen, som skik var, og han arbejde i de næste 17 år som karl og senere fodermester på forskellige gårde i Vestsalling og Midtjylland.
Han mødte sin senere hustru, Emmy Dyrholm Jensen (dengang: Andersen), da han i 1952 havde plads på en gård i Rønbjerg.
De blev gift i 1953, hvor de havde fået en ekstra fridag i f.m. skiftedagen den 1. november – og 
derfor blev gift den 2. november. De fik en søn, Jørgen, knapt to år efter, mens de havde plads på en gård i Ejsing. I 1956 købte de det husmandssted i Bostrup ved Jebjerg, som kom til at danne ramme om den største del af Johannes liv.
Den var en sej opgave, – i første omgang med 8 tdr. land, senere blev det til 14, dernæst 17 og til sidst var der 20 tdr. land.Undervejs forvandlede hesten sig til en traktor og leen blev afløst først af en selvbinder og senere af mejetærskerhjælp fra maskinstationen. Men husmandsstedet gav aldrig nok fra sig til, at det alene kunne sikre familiens økonomi, derfor arbejdede han også som husbondafløser og hos det lokale foderstoffirma.
I 1958 fik de datteren, Kirsten, og i 1962 kom Hanne til.
I 1973 måtte Johannes i en alder på knap 50 gå på pension, og det meste af jorden blev solgt fra, da helbredet ikke kunne klare det hårde slid længere.
Det var mentalt hårdt de første år, men han fandt sig efterhånden meget godt tilrette i rollen som pensionist. Der var fortsat omkring en tdr. land jord omkring huset, hvor han igennem de seneste godt 30 år har holdt have efter alle kunstens regler, og han overtog undervejs også opgaver med madlavning og rengøring, da Emmy fortsat var på arbejdsmarkedet.
Pensionen blev i en del af årene i 70’eren og 80’erne suppleret med deltidsarbejde – vigtigst et længere åremål som bud hos Autohuset på Viborgvej i Skive.
Blandt de mere overraskende sysler var han et tid optager af oliemaleri – en interesse der udsprang af gode evner til at tegne, han havde med fra sin egen far – og et malerkursus, som han tog del i i Jebjerg.
Johannes var knyttet til jorden – og han var knyttet til et meget nært og varmt naboskab med de nærmeste naboer, som bl.a. også stod ham bi, da sygdommen begyndte at svigte i forhold til de tunge opgaver i f.m. havedriften.
Johannes efterlader sig sin hustru Emmy Dyrholm Jensen, sine 3 børn, svigerbørn og 6 børnebørn.
Begravelsen foregår ved Lyby Kirke fredag den 17. august 2007 kl. 13.30. Annoncen herfor blev bragt i Skive Folkeblad tirsdag den 14. august.
Gemt Under Husmand // Kommentarer lukket til Mindeord ved fars dødsfald
Skolehistorier er der mange af
Vi deler alle det, at vi har en skolehistorie. For nogen hører den barndommen til, for andre det og lidt mere i form af videre- og efteruddannelse – og for nogen af os det meste af vores liv – fordi det også blev vores arbejde.
Vores egen skolehistorie har betydning for dem der kommer efter. Det gælder også forældrenes skoleerindringer, da de medbidrager til de forventninger de stiller til skolen, og til forventningerne hos de børn og unge, som de selv sender i skolen.
Vi kan have forskellig erindring om ganske den samme skole, – det er også en vigtig erkendelse. Nogen tænker positivt tilbage, mens andre kan have oplevet den samme klasse, den samme lærer og den samme skole helt anderledes.
Den gode skole er ikke kendetegnet ved kun gode historier, men af at langt de fleste historier er overvejende gode, – og måske i særlig grad ved, at der vises omsorg overfor den enkelte elevs muligheder for at få en positiv historie ud af det.
Jeg vedkender mig selv, at min tidlige skolehistorie, har haft stor betydning for det virke, som jeg selv har lagt i skolearbejdet. Lidt groft sagt, så har jeg udtrykt det med, at jeg blev lærer – fordi jeg ville “hævne mig på skolen”.
Den form for motivation er der sikkert mange andre lærere, der genkender, – og den er ikke så ringe endda som brændstof.
Det at hævne sig, – er lidt hårdt sagt, – for jeg har netop også haft gode skoleoplevelser, – ellers havde en skolegang, der startede som marginaliseret husmandsdreng heller ikke endt op med et ganske tilfredsstillende uddannelsesmæssigt niveau.
Men hvoraf så hævnen alligevel?
1. kapitel – grundskolen
Jeg startede i barneskolen, landsbyskolen et sted, hvor den sociale rangorden dengang var hel og intakt – og gik der indtil 7. klasse. Skolen som jeg i min oplevelse mødte den der, vil jeg ikke ønske for nogen.
På pigesiden måtte en af pigerne f.eks. i hele sit skoleforløb se sig voldsomt moppet fordi hendes mor havde født hende udenfor ægteskab i en meget ung alder. Hun boede hos sine bedsteforældre – og blev udset til at efterfølge sin moders skæbne – hvilket ved fælles hjælp fra omgivelserne lykkedes.
Det der siges i de små hjem, bringer børnene jo med i skolen, – og hvis der i skolen ikke gøres en bevidst indsats, der trækker i en anden retning – udvikler tingene sig jo med deres egen logik.
På drengesiden havde man to muligheder, når man hørte til på den laveste del af den sociale rangstige – at blive slagsbror og ballademager eller at holde lav profil og gøre sig usynlig.
Jeg blev det sidste. Jeg valgte det ikke – og først langt senere er blevet mig selv bevidst, hvor vigtigt dette “valg” var. I nuet som barn følte jeg mig ubetydelig, – og i 7. klasse græd jeg, da jeg fik fortalt, at jeg var for dum til at komme i realskolen.
Noget godt skete der alligevel på denne første og derfor på mange måder vigtigste skole. Det var skolebibliotekaren – hende jeg havde haft som klasselærer i 1. klasse. Tilbage i 5. klasse var jeg tæt på at skulle indstilles til specialundervisning i dansk, men trods det lærte hun mig i al ubemærkethed at holde af at læse bøger.
Det blev den stille dreng, der fandt et skjul på skolebiblioteket i frikvartererne – for at slippe for slagsmålene i skolegården, – og i min oplevelse var hun den eneste lærer på min første skole, der opdagede, at der var andre potentialer end det at blive sat af tyskholdet for at få flere timer i skolesløjd.
Vi talte bøger – og hver gang jeg havde læst en – kom der en ny med hjem.
2. kapitel – overbygningen
Det med ikke at komme i realskolen blev set i bakspejlet helt utvetydigt den mest positivt betydningsfulde begivenhed i min barndoms skolegang.
Var jeg kommet i realskolen, ville jeg have mødt skolen i den samme gamle form, som de første 7 år. Realskolelærerne på den nye skole var meget lig den første skole.
Vi var stadig på landet, det var i 1969, – og uden at omgivelserne havde opdaget det brød de fastlagte kulturelle barrierer ned – og vi, der var udset til at være 2. division, der kun skulle gå i 8. – 9. og 10. klasse endte op med de bedste lærere.
Dem der var nye og friske. Dem der, set i min skolehistoriske optik, så noget i os uanset vores sociale baggrund.
Dem der ikke mente, at fadervor og opstilling i to lige rækker i skolegården efter middagspausen, var vigtigere end at interessere sig for, hvorfor der var slagsmål i samme skolegård. Dem der fik os til at arbejde bag en lukket dør i frikvartererne, selvom det var forbudt for eleverne at være inden døre.
Vi kunne dele hemmeligheder med vores lærere, – og på sin vis var en af de vigtigste hemmeligheder for min part, at snyde systemet ved at blive dygtig. Billedligt set udmærket illustreret ved, når vi som klasse snød os til at bruge frikvarterstid til skolearbejde.
Min klasselærer blev senere ungdomsskoleleder, min matematiklærer senere mangeårig friskoleleder, min fysiklærer skoleinspektør. De gjorde det alle godt.
Og den stille dreng blev talende – måske en smule for talende. Og skolen blev centrum for succes – og det at uddanne sig bedst muligt blev målet.
Ved afslutningen af 10. klasse var der ikke nogen let adgang til gymnasiet, – der dengang primært var forbeholdt realskoleeleverne.
3. kapitel – første fjumreår
Det efterfølgende år var på sin vis mit første “fjumreår”, – en negativ betegnelse opfundet af politikere mange år efter om de oftest vigtigste år i menneskers ungdom, hvor de tager sig tid til noget, der falder udenfor den rette og lige vej til hurtigst muligt at falde til ro som en formelt set færdiguddannet, men ikke nødvendigvis modnet brik i arbejdsstyrken.
Jeg tog til USA som udviklingsstudent, oven i købet som det allerførste sted, hvor jeg kom udenfor Danmarks grænser.
Her lærte jeg engelsk – hvilket var nødvendigt for at slippe igennem nåleøjet til gymnasiet, men hvad vigtigere var så blev det et referenceår for mange andre dele af de oplevelser, der hører til et menneskes ungdomserindringer.
Som min amerikanske “søster”, Jeanette udtrykte det, så lærte jeg også “street life” – om end jeg langt senere fik fortalt, at mine amerikanske teenagerkammerater opfattede mig som lidt sød og naiv i forhold de mere barske sider af teenagerlivet.
Ikke mere om det her – men blot det, at fjumrerier og det at gøre det helt ukendte og uforudsigelige har uvurderlig værdi.
4. kapitel – gymnasietiden
I 1973 mødte jeg ind på det “røde” gymnasium i Skive, hvor Mao hang på væggen og hvor der var morgensamling for alle elever – med god plads til de talelystne.
Modsat hvad mange, der først kender mig fra senere i livet, måske tror, indtog jeg aldrig denne talerstol – jeg turde det ikke. Jeg var på det tidspunkt mest tilskuer til ungdomsoprørets politiske retorik.
Talen var forbeholdt arbejdet i timerne, og i de fleste fag var jeg en god og fornuftig gymnasieelev, – og endte da også op med et afgangsbevis i den bedre ende. Ikke i top, men godt.
Der var enkelte lærere, som jeg ikke brød mig om – de var set fra elevhøjde fanget i deres egen akademiske snæversyn, – et vilkår, der stadig kan genfindes i elevernes oplevelser af enkelte undervisere i de uddannelser, der ligger efter folkeskolen.
Jeg lærte ikke russisk ved at have det på skemaet – dertil var det for svært, men jeg lærte noget uvurderligt vigtigt om litteratur og kultur ved at møde min russisklærers begejstring for Ruslands natur, kultur og historie. Læste f.eks. Leo Tolstojs 4 binds værk “Krig og Fred” om Rusland under Napoleonskrigene.
Og i kemi lavede jeg et indeks til en lærers oversættelse af et engelsk værk i faget. Det fik jeg en boggave for. Jeg ved ikke, – om det var helt alvorligt ment, – den samme lærer – der senere blev konservativt folketingsmedlem – tilbød mig faktisk plads som “ung pige” i huset, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave efter 3. g.
5. kapitel – produktionsmedarbejder
Det blev til 3 ekstra fjumreår nu som arbejdsmand, det der dengang lidt finere hed specialarbejder – og nu f.eks. er kendt som “produktionsmedarbejder”.
3 år afbrudt af 3 måneders arbejdsløshed andre 3 måneder på en højskole og en måned tvangsmæssigt indskrevet hos civilforsvaret på kasernen i Thisted.
I disse år producerede jeg lædervarer, støbejern, typehuse, der skulle sendes til et jordskælvsområde i Algeriet, og sluttede den sidste tid af med at støbe betonelementer til brug ved opførelse af større industribygninger.
I disse år lærte jeg at ytre mig i det offentlige rum. Det være sig ved stilfærdigt at provokere ved at strikke strømper i kaffepausen på fabrikken, ved at tage til demonstration imod atomkraftværket ved Barsebæk i Sverige eller ved at ytre mig i læsebrevspalterne.
Alt sammen ikke skole, men meget vigtige læreår – og særligt gode læreår, der gav brede i forståelsen af de mange muligheder, der ligger forud for de unge, når der skal vælges fremtider.
Det er ikke alt sammen et spørgsmål om akademiske grader – mange “produktionsmedarbejdere” har meget spændende og udfordrende jobs, – det er i særlig grad sus over det, hvis man er med, der hvor et firma et på vej fremad – her er der ikke meget til forskel mellem f.eks. skole og industriproduktion.
6. kapitel – seminarietiden
På seminariet blev jeg en elev, der ikke tog enhver teori for gode varer – jeg mødte jo trods alt ind med lidt mere en blot den rette vej til at komme hurtigst mulig i mål. Jeg tror det var mit held. Vi var nu absolut i efterdønningerne af 68, der hvor frisættelsen var gennemført og grundlaget for den målløshed, der kom næstefter slog igennem.
Det betød kort sagt, at man uddannede lærere til at frisætte elever – der i forvejen var frisat. Teorierne tog groft sagt udgangspunkt i den tanke, at der i ethvert barn var iboende kræfter, der nærmest helt naturligt selv ville finde på at lære det rigtige, – hvis man blot gav lov.
Der var set med mine øjne ikke meget plads til den kravsættende voksne i den tids pædagogiske tænkning – og mange lærere kom deraf til enten at opleve en kløft mellem pædagogisk teori og god praksis – eller endnu være lod dele af den pædagogiske teori tynge dem så meget, at det begrænsede dem i at være hele mennesker i forhold til undervisningsopgaven.
Det har set i bakspejlet medbidraget til at der er kræfter i nutiden, der på kluntet vis vil blande sig i skolens forhold med udefrakommende kanoniseringer af hvad der er vigtigt.
Hvad er der f. eks. sket, når kun 3 ud af en hel klasse med 10. klasseelever i nutidens Danmark genkender billedet, når man ser et billede af Jeppe i baronens seng fra teaterstykket “Jeppe på bjerget”.
Nogen vil mene, at det betyder, at lærerne og skolen skal styres og kontrolleres med udefrakommende krav.
Det er klart en mangel, hvis nutidens unge – grundet at de er blevet frisat, uden at være frisat fra noget – savner kulturelle rødder at vokse ud fra, men også gerne i positiv kontrast til.
Men det løses allerbedst ved at både forældre og lærere forstår deres betydning som betydende voksne, der stiller forventninger og er autentiske.
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Skolehistorier er der mange af
Nattog igennem Europa
En torsdag sidst på aftenen oktober 2006 stod jeg på nattoget fra München mod Ljubljana i Slovenien. Hjemme havde jeg ikke haft liggeplads siden Storebæltsbroen havde fjernet grundlaget for nattogsforbindelsen fra Struer til København.
Togstammen var lang, og de mange vogne skulle på vej sydover hen over Alperne deles med retning mod flere destinationer. Den vogn, som jeg skulle sove i var kroatisk – og der var egen sovevognskonduktør.
Ljubljana var ikke endestationen for min vogn, det var Zagreb i Kroatien. Andre vogne skulle helt til Beograd i Serbien.
Vi var fire i kupeen, jeg fik en overkøje – hvor der var god plads til bagagen. De fleste i toget var mænd i den arbejdsdygtige alder – der var ikke mange, der tog sig ud som turister. Flere af dem så ud til at være på vej til en forlænget weekend, før de skulle retur til Tyskland – hvor de formodentligt arbejdede.
Når man sammenligner med flyrejser – og særligt når man møder den østeuropæiske tålmodighed – bl.a. repræsenteret ved sovevognskonduktøren – er det som at befinde sig i en tidslomme. Der var ro over den – ikke ræs over den.
Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Nattog igennem Europa
