Ove Hove – boligminister 1977 – 1978
I tidligere tider havde Danmark en boligminister – det kunne man ønske sig igen. Blandt disse var der faktisk en del, der udsprang af lejer- og boligbevægelsen. En af disse var Ove Hove, der startede ud i Skive – før han senere flyttede østover.
I f.m. Arbejdernes Andelsboligforening i Skive jubilæum i 1992 talte jeg med ham telefonisk. Det komme der bl.a. denne beskrivelse ud af:
Arkitekt Ove Hove, der blev indvalgt i AAB’s første bestyrelse, har en stor del af ansvaret for, at Skive var med helt fremme i udviklingen af det almennyttige boligbyggeri.
Ove Hove startede som murer. Han tog så bygmestereksamen og blev efterfølgende arkitekt. I 1941 blev han ansat ved stadsingeniørens kontor ved Skive kommune. Her arbejdede han indtil 1946 med bl.a. byplanlægning. Mange af de store planer omkring Egerisområdet lå allerede dengang på hans bord.
Han flyttede ind i afdeling 1 i Ringparken i 1944, men flyttede to år efter, da han etablerede egen tegnestue sammen med sin bror i lokaler på Ny Skivehus. Senere flyttede han igen ind hos AAB, denne gang i afdeling 4 på Holstebrovej.
Ove Hove overtog fra slutningen af 40’erne arkitektarbejdet på omtrent alt hvad AAB og Socialt Boligbyggeri opførte. P.g.a. hans engagement og dygtighed på området blev han af boligministeriet uddannet til en af i alt 15 rationaliseringskonsulenter, der udover landet skulle sprede erfaringer om mere rationelle byggemetoder.
Det sidste byggeri, som han arbejdede på før han flyttede fra byen var starten på de store blokbyggerier i Egerisområdet. Han er således arkitekten bag de elementtyper, der fra slutningen af 50’erne og til starten af 70’erne kom til at præge både AAB’s og Socialt Boligbyggeris blokbyggerier. Ved at gennemføre en standardiseret brug af bygningselementer i byens byggerier bidrog han til at opbygge en lokal bygningselementproduktion.
Ove Hove flyttede fra byen omkring 1958, da han fik arbejde i Byggecentrum. Senere blev han i en kort periode på halvandet år boligminister, fra 1977 til 1978. Her kunne han udnytte sine livslange erfaringer fra boligområdet, erfaringer, der havde deres udgangspunkt i Skive, selvom de senere blev bredt ud over hele landet.
Bragt i AAB Skive – et tilbageblik, ISBN 87-984035-0-8, 1992