Mandelas bløde hjerte for de røde
Blandt de udenforstående i nutiden, kan det måske undre nogen, at Nelson Mandela og ANC, har afvist at lægge afstand til de sydafrikanske kommunister. Det undrer mindre, når man selv har mødt mennesker fra Sydafrika – tilbage i den tid, hvor apartheidregimet sad ved magten.
Selv sad jeg en aften den sidste onsdag i juli i 1980 i DDR og lyttede til to unge jævnaldrende fra henholdsvis Sydafrika og Namibia.
Vindi Lamine, der var 18 år, kom fra Sydafrika, – men hans aktuelle hjem var en flygtningelejr i Tanzania. Han fortalte om ANC’s historie helt tilbage til 1912, hvor det blev dannet som en reaktion på, at Sydafrikas første parlament også dengang før apartheid kun var for hvide.
Det egentlige apartheid slog igennem efter den 2. verdenskrig og ledsagede i 1950 af et forbud mod kommunistpartiet og beskyldninger mod alle apartheidmodstandere for at være kommunister.
Vindi håbede på, at ANC kunne få magten gennem fredelige midler ved en støtte fra progressive og antiimperialistiske kræfter udenfor Sydafrika.
Børn rettigheder
For at bringe os nærmere en forståelse, gik Vindi tæt på, hvordan sorte sydafrikanske børn levede. Børnedødeligheden for de sorte lå 7 gange over de hvides, hele 4 ud af 10 børn døde, – og trods plads på de hvides hospitaler, måtte de sorte ofte undvære læge og jordmor.
ANC poster (udateret)
Han fortalte også om migrantægteskaber, hvor børnene sjældent så deres far. Familier, hvor mor og børn måtte leve i homelands – mens deres far arbejde for de hvide langt væk.
Blandt det mere farverige fortalte han om hvordan en bonde havde fanget en 15 årig sort dreng og tvunget ham til at arbejde uden betaling. Det kom for retten, men under retssagen kunne bonden vise en tilladelse frem, som han have fra politiet.
Der blev også fortalt om børn, der var blevet beskudt under demonstration for bedre skoleforhold, og om en kun 13 årig, der var blevet dræbt i fængsel.
Alt sammen ting, – som man kan læse i historiebøgerne, men bøger gør det ikke ud for noget, der blot tilnærmelsesvis har den samme itensitet, som når man selv har lyttet til en fortæller, for hvem det var virkelighed.
Namibia, det tidligere tyske Sydvestafrika
Vindi blev sekunderet af Lemi Ofiku, ligeledes 18 år, men fra Namibia, der dengang stadig hed Sydvestafrika for mange. Lemi kom fra en anden flygtningelejr, i hans tilfælde lå den i Angola.
Det var på de tider, hvor Cuba og Sydafrika begge var engageret i frontlinjen mellem øst- og vest, ved henholdsvis at støtte eller bekæmpe Angolas nyvundne selvstændighed.
Lemi’s fortælling var langt mere dramatisk, da der her var tydelig tale om krig.
Han var i stand til at gengive en meget udførlig indføring i Namibias historie. Først som tysk koloni, dernæst sydafrikansk mandatområde – tildelt dem af Folkeforbundet i mellemkrigstiden som en del af Tysklands fornedrelse efter den 1. verdenskrig og op til nutiden, som den så ud i 1980.
Krigen, som Lemi beskrev, bød på guerillaaktiviteter, tvangsforflyttelser, nedbrænding af landsbyer, interneringslejre (KZ-lejre) og sydafrikanske raids ind i Angola for at angribe flygtningelejre.
Derfor det bløde hjerte for de røde
Hvorfor skulle Mandela kritisere f.eks. en ligeledes aldrende Fidel Castro. Mandela repræsenterede et beskendet lært og liberalt sort mindretal, der ønskede ligeværd. Det blev hans hele liv – og i det liv svigter han ikke de, der i den verden af i går – delt i øst og vest, var hans tro allierede.
At den verden, som havde været så tro mod apartheidmodstanden hele vejen, så i høj grad selv brød sammen, samtidigt med at apartheid blev opløst, er en af historiens finurligheder.
Læs om et andet møde med apartheidmodstanden i Sydafrika 7 år tidligere – dengang i USA: https://www.etext.dk/these-youngsters-have-been-banned/
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer lukket til Mandelas bløde hjerte for de røde
