Magtrelationer i ledelse – den uartige leder
Jeg stødte for nogle år siden på en yderst interessant bog af den norske sociolog Thomas Matthiesen, Makt og modmakt, Pax Forlag A/S, 1982. Et yderst interessant skrift.
I nutiden fungerer magtrelationerne langt mere anonyme end i det Tyskland, som den klassiske beskriver af embedsmandens rolle Max Weber levede i. Weber vedkendte sig, at bureaukratiet var et beherskerapparat, – et apparat der kunne skabe effektivitet i opbygningen af det industrisamfund, som afløste feudalismen, men et apparat som samtidigt havde den ulempe, at det nemt kan ende med at beherske os selv.
Det fører til, at den norske sociolog Thomas Mathiesen i sin fremstilling – hvor han bl.a. henviser til Weber – ser et væsentligt behov for at afdække magtforhold, for at legitimere sig overfor læseren.
Thomas Mathiesen anskuer virkeligheden ud fra et aktivistisk synspunkt, hvor det handler om at gøre op med magten ved at ændre afmagt til modmagt. Hans synsvinkel svarer ikke til det udgangspunkt, som man har i en lederstilling, men han fremlægger alligevel nogle vigtige pointer.
Det er f.eks. interessant, at når magten ses ovenfra, kan den overordnede føle sig magtesløs samtidigt med at den underordnede føler sig underlagt magt.
Han tager ved sin forståelse af magt udgangspunkt i en definition fra Max Weber :
Ved “magt” vil vi her alment forstå et eller flere menneskers sjanse til å sette gjennom sin egen vilje i det sosiale samkvem, og det selv om andre deltagere i det kollektive liv skulle gjøre motstand.
Thomas Mathiesen lægger afstand til et rent materialistisk synspunkt og ønsker at genrejse den principielle frihed til handling. I forhold til magtdefinitionen ovenfor mener han således også, at mennesker udøver magt, når de ikke træffer beslutninger, der er i modstrid med et bureaukrati, hvori de er placeret. De kunne jo af egen vilje have valgt anderledes, selvom det har personlige konsekvenser.
Det klarlægges i hans bog, hvordan åbenlyse repressive magtanvendelser, f.eks. ved henvisning til fængselssituationer, giver magten langt mindre magt end der, hvor vi bindes i det skjulte af normative holdninger. Netop dette gør det også vigtigt for ham at afdække, hvordan magten maskerer sig.
Han henviser i den forbindelse til “den offentlige mening” og “snusfornuften” som magtfaktorer, som pålægger os ansvarlighed, jordnærhed, arbejde for kortsigtede forbedringer, konfliktskyhed og en søgen mod centrum.
Hans grundtese er, at man ved at acceptere de dominerende normative holdninger falder til patten og inkluderes i magten, og at man ved at bryde dem let sættes helt udenfor indflydelse. Balancepunktet ligger i hverken at blive inkluderet eller ekskluderet, men at holde sig på stregen.
Selv om konteksten er anderledes synes jeg, at jeg kan genkende nogle af hans handlingsanvisninger i arbejdet som leder.
En af metoderne til at stå op imod magten er at benytte sig af, at de normative holdninger ikke er de samme på de forskellige arenaer omkring opgaven.
Lederen er også klart i stand til og har forpligtelser overfor at levere information og analyser på baggrund af hans faglige indsigt, som i hænderne på andre (politikere og øvre beslutningstagere) vil kunne styrke virksomhedens position.
Som embedsmand er det klart vigtigt, at lederen undgår at blive ekskluderet (i yderste tilfælde afskediget), ved at udvise åbenlys modstand mod de overordnede og det politiske niveau. Derfor må han efter min opfattelse nødvendigvis være i stand til at respektere de centrale normative regler for embedsmandsoptræden. Det indgår som en væsentlig del heraf, at faglig kritik fra hans side ikke må få karakter af et personligt vinder-taber spil med overordnede.
Men han skal også holde sig farlig på den vis, at han holder fagligheden i sit ledelsesarbejde i hævd – også overfor overordnede.
Gemt Under Ledelse // Kommentarer lukket til Magtrelationer i ledelse – den uartige leder
