Han blev dræbt nær fordøren i maj 2004
Han var 49 år og på et sted, hvor jeg ikke troede han ville være. Hvad lavede han egentligt der? Det var en helt anden skæbne og et andet sted, der var ham tiltænkt. Hans gamle mor og to af søstrene boede stadig hjemme i North Dakota, men farmen var væk. En søster var flyttet til Sheridan i Wyoming, der også ligger ”far out”, mens den næstyngste søster var i Reno Nevada.
Moderen Mylidia, var nær de 90. Hun havde i sine unge år langt tilbage undervist indianske børn – hun forstod, når hun selv skulle sige det, godt, hvorfor de klarede sig så skidt på reservaterne – for dengang ville ikke holde sig til det engelske. Det var hendes kommentar til den gæst, der stillede spørgsmål til, hvorfor jorden på det nærtliggende indianske reservat blev udlejet til hvide farmere, for at indtægterne kunne benyttes til at drive reservatets institutioner, mens 50 % af den voksne mandlige befolkning var uden job.
Hans far Bernard var død og borte. Slægten havde et par generationer tilbage udvandret fra de schweiziske alper, efternavnet Allmaras kom ud af det franske – men sproget var tysk. Den franske glød var forsvundet, og ikke kun i stavemåden. Ingen ydre lidenskab men strenghed og orden.
Slægten havde været blandt de sidst tilkomne nybyggere. Landskabet bød på en hed, men kort sommer og en lang og bidende vinter – et amerikansk Sibirien med det dybe og store fastlands barske særkende langt fra oceanernes udglattende vinde.
Der var mange andre tyske navne på egnen. Ludwig, Linderman, Schaefer, Zimmerman, Zieman og Ziegler var nogle af dem. Andre var nordiske som Olson, Nelson, Lindstrom og Nygaard. Det var to sammenførte kulturer – begge engang på jagt efter nye muligheder. Begge havde de udskiftet deres tungemål med det fælles engelske og var nu kun adskilt ved kirkegangen.
Hans fire søstre have hver fået et valg. Det var ikke dem, der skulle videreføre slægtens kald.
I høsten kunne de tage et nap med i lastbilerne, når kornet skulle hjem – men ellers hørte de til sammen med moderen og det huslige – og efter High School kom de på college, uden at der lå klare forventninger til resultatet.
For ham var det sværere. Han bar faderens navn som mellemnavn, og ingen spurgte ham om han havde lyst til at føre farmen videre. Det var en usagt forventning, der gjorde ham tavs og indesluttet.
Hvad mon han tænkte, når han kørte mil efter mil med mejetærskeren i heden i august kort før sit sidste år i New Rockford High School, Eddy County North Dakota. Der blev drukket vand i dunkevis. Der blev lyttet til country og pop, som f.eks. Donna Fargo og Sammy Davis Jr. Men der blev ikke talt.
Charlotte, Sarah (med ryggen til), Steven, Amy og Bernard høsten august 1972
Det var svært for klassekammeraterne at komme ind på ham. Ingen var i tvivl om, at tankerne rumsterede hos ham – men hellere indesluttethed end at være rebel.
Faderen havde til enhver tid våget over familiens position. Den var pletfri. I kirken var der styr på kuverterne, når der var kollekt. Hvert at menighedens medlemmer skulle yde deres – og alle vidste at der blev holdt nøje øje med, at enhver lagde sit efter evne og forventning.
Skete det ikke kom præsten på besøg. Bernard formanede familien herom. Men når præsten var besøg hos dem, blev der mest talt om de andre. De formastelige. De der var undveget fra en messe – og der hvor teenagerne fik mulighed for at løbe om hjørne med de voksne.
Faderen fortalte stolt, hvordan han sørgede for sit og sine. Selvfølgeligt skulle sønnen overtage farmen.
Til sig selv og sin kone havde han købt en stump jord i Arizona, hvor de skulle nye deres otium. Nogle af nabofarmene var dengang allerede rømmet om vinteren efter at ejerne havde skaffet sig ejendom sydpå, hvor de kunne søge ly for vinterkulden. Om sommeren kom de retur for at se til, at hveden kom op og blev høstet.
Det blev aldrig til Arizona. Sønnen kom på college og lærte om økonomi og forretning. Bernard, der selv levede indtil han døde i en alder af 73 år i 1995, har sikkert været stolt. Men studiet var sikkert også det, der blev sønnens vej ud. Kun de lokale, moderen og de fire søstre kan berette om, hvordan Bernard oplevede det, da han undervejs har måttet erkende, at farmen ikke skulle gå til drengen.
Den tavse dreng fik sin eksamen. Kender man ham, ved man, at det var med stædighed, og det gav ham efterfølgende overraskende hurtigt resultat i højtbetalte ledelsespositioner.
Men kom han end langt væk, så fulgte familiens, faderens og barndommens læring dog med.
Steven, der som sagt bar mellemnavnet Bernard, blev kendt for at være hårdtarbejdende og levede for karrieren. Udadtil reserveret og privat. Blev af folk i branchen beskrevet som yderst velbegavet.
Ingen havde gættet stedet, hvis de havde spurgt, da han forlod High School tilbage i 1973. Der var noget der ikke stemte. Barndomshjemmets religiøsitet forankret i katolicismen bød helt sikkert på en respekt for det arbejdsomme, men så alligevel.
Set udefra var han flyttet fra det bundne, det vante og uforanderlige. Flyttet til et sted, hvor alt kunne ske og kom til at ske.
Der var ikke spor af indbrud, da politiet kom. Han havde sikkert kendt den eller de, der gjorde det. Handlede det om penge eller knirkede det med konen? Måske begge dele, men hvis det ikke handlede om penge – så kom det til det.
Konen, Sandra, og deres 14 årige trillinger, pigerne Jason og Rebecca samt drengen Brian, havde været i biografen for at se Shrek 2 tirsdag den 25. maj 2004. Efter biografturen fandt de Steven dræbt nær fordøren i den 500 m² store bolig Palmyra Avenue 5858 i et stille boligområde nordøst for krydset mellem Jones Boulevard og Desert Inn Road i Las Vegas, Nevada. Deres fælles hjem igennem de sidste 13 år.
Steven havde forladt sin arbejdsplads omkring kl. 18.00, men var endnu ikke hjemme, da de var taget af sted. Han arbejde i Mesquite mod nordøst – og pendlede derfor hver dag frem og tilbage hen over ørkenen ad State Highway 15. Det blev til omtrent 3 timers på vejen hver dag. Han havde været direktør for Eureka Casion i Mesquite til en årsløn på 150.000 $ men var skiftet til konkurrenten Virgin River Casino i 2003.
Hans tidligere arbejdsgiver havde ønsket, at han flyttede til Mesquite frem for Las Vegas – men det ønskede han ikke. Derfor havde han i stedet taget jobbet som direktør for spilleaktiviteterne hos Virgin River.
Overfor politiet beskrev hans arbejdsgivere ham som umådelig intelligent, hårdarbejdende, rolig og afslappet – på ingen måde aggressiv – og meget vellidt.
En af naboerne fortalte, at han tidligere have handlet med aircondition, så det har ikke alt sammen stået på spil. Dertil var der, da han blev dræbt, registreret flere selskaber på hans hjemadresse: SSA Enterprises Inc., Diamond Enterprises Inc. og Jareba LLC. Dertil havde han tidligere også arbejdet for Primadonna Resorts i Primm og for Del Webb Corporation, som udbyder rekreation for pengestærke seniorer – i form af bl.a. Country Clubs
Det var Stevens yngste søster Sarah Allmaras, der tydeligst repræsenterede hans oprindelige familie hjemme i North Dakota. Hun var knapt blevet teenager, og havde bygget snemand den sidste vinter, før han kom på college. Nu var hun offentligt ansat indenfor det amerikanske arbejdstilsyn (Occupational Safety & Health Administration) ved dets Bismarck Area Office lokalt hjemme i North Dakota. Hun var flittig i sit job og havde opnået at få optaget en enkelt artikel om arbejdsmiljøproblemer ved brug af en særlig maling i et anerkendt nationalt tidsskrift i 2003.
Både Stevens ægtefælle Sandra Allmaras, hans søstre og moderen blev omtalt med stor sympati og medfølelse i pressen i den første eftervirkning af mordet. Sandra, som stammede fra Florida, havde selv netop mistet sin far to måneder forinden. Efter begravelsen af Steven og den første hektiske tid derefter, tog hun og børnene til Florida, til hendes slægtninge, for at komme til hægterne.
Men omkring et halvt år senere var situationen langt mere kompliceret.
Sandra Allmaras solgte i august huset på Palmyra Avenue for 625,000 $, og flyttede derefter til Henderson en sydlig forstad til Las Vegas. I slutningen af oktober 2004 ransagede politiet hendes nye hjem, som hun ifølge pressen delte med en mandlig bekendt, på jagt efter muligt bevismateriale, der kunne bidrage til opklaringen af mordet på Steven.
Politiet ville ikke udtale sig om, hvad de fandt, men Stevens lillesøster Sarah Allmaras kunne fortælle, at familien havde til hensigt at gå i retten, hvis Sandra Allmaras blev tildelt en livsforsikringssum på 800,000 $ efter Steven.
Og det kom de til, da Sandra netop fik forsikringssummen. Stævningen fra Stevens slægtninge blev rejst mod forsikringsselskabet og lød på, at udbetalingen var sket uberettiget, da der nu var rejst en sigtelse mod Sandra for sammen med en sammensvoren at skulle have arrangeret at Steven skulle myrdes.
Hvordan det hele endte, det er på afstand usikkert. Politiet efterforskede om Sandra var medskyldig i mordet på ægtefælden, forsikringsselskabet blev i retsdokumenterne klandret, at de kendte til efterforskningen, da de udbetalte de 800,000 $ – men om hun blev dømt som medskyldig og om pengene kom til at ændre ejermand ved jeg ikke.
Men i efteråret 1972 var Steven Allmaras min tavse bror, mens jeg var udvekslingsstudent, i en streng katolsk hvedefarmerfamilie med tysk baggrund i det øde ingenting på prærien i North Dakota.
Sarah Allmaras, der dengang var 12 år, byggede jeg snemand sammen med.
Se familien fra dengang her: Hjemve uden e-mail og telefon
(PS: Har ikke mødt eller talt med familien siden tidligt 1973, men Internettet er en forunderlig kilde til information.)
Vi tager til Las Vegas – gratis E-bog
Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Han blev dræbt nær fordøren i maj 2004
