Fremad Rejse til Dresden DDR á 650,-
Jeg stødte nyligt på egne noter fra tilbage i tiden, da jeg første gang stiftede bekendskab med den anden side af muren. Barndommens lære lød på, at det var et farligt sted – det oplevedes slet ikke sådant, men spændende og fremartet var det. Under alle omstændigheder interessant at se egne noter fra en tur til DDR, opført som en skolerejsedagbog.
Tirsdag aften den 17. juli 1979 forlod jeg Skive. Fra værelset på Glattrupvej skulle jeg nu til Dresden, DDR. Jeg ankom med nattoget fra Jylland til København kl. 7 onsdag morgen. Fremadrejsegruppen samledes under det store ur i afgangshallen.
23 personer forlod København med tog sydover. Klokken 10 nåede vi Gedser og to timer senere var vi i Warnemünde, DDR. Toget fortsatte til Berlin med ankomst 15.40. Her skulle vi skifte.
Vores guide, som vi senere døbte ”Roger”, samlede os op i Berlin og fulgte med os det sidste stykke til Dresden, hvor vi ankom klokken 19. Vi tog sporvognen, linje 11, til Dresden Parkhotel. Sporvognsbilletterne kostede 16 2/3 pf., hvilket vil sige 50 øre stykket.
For hele DDR har man besluttet af bybusser og sporvogne ikke skal koste mere end 16 2/3 pf. Uanset strækningernes længde. Rejselederen fungerede som billetkontor og omvandrende valutahandler. Hvis vi ikke havde fået det ordnet andet steds, kunne han altid klare det.
Vi blev bespist og budt velkommen, derefter blev vi indkvarteret. Vi kom tre på stue 33. Tapetet sad ikke for godt fast, men stuen var stor. Stedet var en tidligere herskabsvilla i fire etager, som lagde nabo til hotellets hovedbygning.
Flere af de yngre kåde rejsedeltagere var ikke løbet tør for energi endnu. Der var et diskotek ovre på hotellet. Det skulle prøves. Abba, Bob Dylan og meget mere, men ikke mindst den østtyske ungdom var til stede.
Torsdag
Vækning, morgenmad, to boller med syltetøj, pølse, salat og kaffe. Hvad skulle vi mon se? Efter morgenmaden fik vi lidt at vide om programmet for de 4 dage, som vi skulle spendere i Dresden.
Jeg tog straks derefter ind til centrum. Vi skulle først mødes klokken elleve, så der var lidt tid til overs til at se sin om.
Et centerområde som dette ville være utænkeligt i en vestlig storby. Der var store højhuse, som var spredt udover store græsarealer. Springvand i smukke udførsler. Mosaikker på mure. Store billeder udført i kulørte sten.
I alle bygninger var stueetagerne forbeholdt offentlige servicefunktioner. Butikker, boghandler, musik, post, valuta, biografer, teatre, varehuse, restauranter o.m.a. Jeg kiggede ind i en musikforretning. Butikken var delt i to afdelinger. Til den ene side store mængder af plader. Alt fra gammel barokmusik til moderne rock- og diskomusik.
Til den anden side musikinstrumenter og udstyr, forstærkere, højtalere, trommer og guitarer i et stort antal i ensartede standardudgaver. Det er ikke de 25 mærkers frihed man møder, men tydeligvis værdsætter man ungdommens interesse for musikudøvelse.
Hoteller ligger midt i centerområdet, men ellers er alt over 1. højde boliger. I sandhed en mærkelig kombination. I et vestligt centerområde ville man kun se kontorer for snart det ene snart det andet firma. Hvordan ville man dog kunne bygge en by således, med de ejendomsforhold vi har i vest?
Moderniseringen skrider frem. Overalt ser man nye bygningsværker, der afløser gamle. Et sted sås moderne byggeri i klasse over vestens. Nyopførte læskure ved stoppestederne forvandles til rene kunstværker udført i solide robuste materialer.
Andre steder ser man triste bygninger opført i den slidsomme genopbygningstid i 50’erne. Bygninger, der i løbet af de kommende år vil blive udskiftet med supermoderne byggeri.
Boligkvarterne i byens udkast, de tidligere rigmandskvarterer, der undgik ødelæggelse under krigen forandres også.
Nogle steder, hvor kvaliteten er dårlig, bliver bygningerne dømt til forfald. Andre steder kommer de gamle herskabsvillaer til at fremstå som genskabelsen af et fortidens Dresden. En side af byen man også ønsker at bevare.
Klokken elleve mødtes vi ved hovedbanegården. Vi skulle ud at spise. I ”Det arbejdende folks klup” fik vi suppe, steg og is. Isen var ikke syntetisk, den smagte af frugt, ananas og jordbær.
Alle DDR borgere har mulighed for at få varm mad på deres arbejdsplads. 2,10 kr. så er den sag klaret. På de mindste arbejdspladser eller byggepladser har man normalt en aftale med det nærmeste offentlige spisested. Således sad der også her arbejdende folk, som fik deres middagsmad.
Byrundfart
Vi blev kørt rundt i byen på bedste turistvis. Guiden, en ældre mand, fortalte jævnt og lunt om byen og dets historie.
Dresden er en turist og industriby med ½ mill. indbyggere og 40.000 tilskuerpladser på fodboldstadion. Den ligger ved floden Elben.
I 1200 tallet opførte en tysk fyrste en fæstning her som forsvar mod de slaviske folkeslag øst for floden. Det var i den tid, hvor tyskerne pressede slaverne stadig længere mod øst. Tænk på venderne.
Senere blev byen hovedstad i kongedømmet Saksen. Det var en smuk barokby, men det skulle ikke fortsætte.
Den 13. februar 1945 kom 1300 engelske og amerikanske bombefly ind over byen. 35.000 blev dræbt. Folk af jævne kår. Som overalt hvor de vestlige allieredes fly kom frem, var det lettest at ramme folk i de tætbeboede kvarterer. Men det var ikke har man fandt nazisterne.
I 8 år fjernede man murbrokker. Kun 3 huse stod tilbage i centrum af Dresden.
Teknisk Universitet
Vi stoppede op og lod bussen ved det tekniske universitet, her er 20.000 studerende, 1/3 af dem kommer fra Vietnam, Afrika og Cuba. Det var tidligere brugt af nazisterne som fængsel. Her henrettede de 1.069 tyske, polske, tjekkiske og slovakiske antifacister ved guillotine. Af de 1069 var de 193 tyske kommunister.
I dødscellerne skrev de dødsdømte deres navne op på væggene. Nazisterne bankede pudset af for at skjule beviserne, men to præster havde nedskrevet navnene og overgav dem til den første russiske kommandant i 1945.
Efter krigen ombyggede de første studenter stedet, man af de tidligere celler fungerer nu som kollegieværelser. Vi kørte gennem en gade, navnet husker jeg ikke, men historien om manden, den var opkaldt efter huskes.
En professor, en idealistisk humanist, som under nazistyret blev udelukket fra at virke. Ved russernes indrykning modtog han dem med et hvidt flag, men blev skudt ned bagfra af en nazist. Vi så broen, kaldet det blå vidunder, hvor russerne var kommet over Elben. Tyske antifascister havde forhindret at den blev sprængt ved at skære forbindelserne over til det påmonterede sprængstof. Byrundturen sluttede ved kunstmuseet Zwinger.
FDJ ungdomsklub
Om aftenen tog vi ud til en FDJ ungdomsklub, der lå en stor forstandsvilla. Efter nogle indledende taler og oplæg blev det til snak og dansk med god hjælp fra øl og diskomusik.
Kælderen, hvor vi sad, var indrettet som diskotek – med et diskoteks smartness, men med vægge overklistret med solidaritetsplakater. Ovenpå var der indrettet studiekredslokaler m.m. Jeg snakkede lidt med en engelsktalende ingeniørstuderende, som var mere ivrig en andre efter at snakke. Han var god til engelsk. Han betalte 30 kr. om måneden i husleje for sin kollegielejlighed.
Han mente at Dresden på mange måder var bedre end andre østtyske byer. Hvorfor?, ”Jo, denne by ligger i et hul. Det er det eneste sted, hvor man ikke kan se vesttysk tv. Derfor er den politiske bevidsthed helt i top.”, mente han.
Prager Straße 1979
Fredag formiddag skulle vi ud for at finde først en butik, der handlede med propagandamaterialer. Derefter et FDJ-kontor. Begge steder, der lå godt i skjul i et gammelt boligkvarter. Huslejerne lå her på fra 15 – 25 mark, svarende til 45 – 75 kr. på måned, for 3 – 4 værelses lejligheder. Men mange savnede desværre eget bad.
I de nyere byggerier, der har centralvarme og selvstændigt bad, ligger huslejen på 90 – 120 mark (270 – 360 kr.). Det er målet, at alle skal have en sådan bolig inden 1990. Blandt andre økonomiske forhold kan nævnes at gennemsnitslønnen pr. måned er 927 mark (2.780 kr.). Der er ingen personskat. Arbejdstiden er som i Danmark med 8 timer 5 dage i ugen.
Det koster 1 – 2 mark om dagen at have et barn i børnehave inklusiv varm mad.
Jeg forlod gruppen for at studere byen nærmere alene.
Fotoforretning i et boligkvarter
Butikken ser ubetydelig ud set udefra. Der er ingen, der har været på handelsskolen dekoratørkursus. Indenfor ser man nogle få kameraer, masser af film og tusindvis af kuverter med nyfremkaldte film.
Stormagasin i centrum
Midt i byen så jeg på deres stormagasin – i 3 etager. DDR’s svar på Bilka. Det var opbygget og udstyret som et tilsvarende i vesten. Over højtalerne oplyses om nye varetilbud, men muzakken mangler. Det obligatoriske cafeteria lå på 2. sal.
Hobbyforretning
Fly- og togmodeller mangler heller ikke. Butiksvanerne forhindrer folk i at masse ind. Man står pænt i kø udenfor. Når der ikke er en ledig indkøbskurv, så går man ikke ind. På den måde sikres personalet rolige arbejdsforhold.
Prager Straße, flisemosaik
I butikken ser man ikke mange færdigbyggede modeller, men mængder af råmaterialer, el-komponenter, fragmenter til bygning af modeltog, huse, skibe o.m.a.. Her kan man tydeligvis skaffe sig noget at pusle med.
En bil med to folkearmésoldater holder op til butikken. Den ene hopper af og går ind, men kammeraten venter. Her ser vi de frontsoldater, der repræsenterer den frygtede kommunistiske fare.
På gader og stræder i centrum er det indrettet så man kan få læskedrikke, is, pølser og lignende. Flere steder ser man markedsboder med frugt, – en østtysk udgave af stemningen på Nørreport i København.
Aften på hotellet
Jeg blev hjemme på hotellet om aftenen. Nogle af de ældste, de diskussionslystne politikertyper gik på et værtshus. De yngste og mest livlige tog ud til FDJ-klubben igen for at more sig med de unge østtyskere.
Lørdag
Lørdag formiddag sidder vi i en bus på ved ud af byen mod sydøst. Vi er på vej mod det såkaldt Saksiske Schweiz, et bjergrigt ferieområde. Det indeholder et fredet område på 400 km², indeholder muligheder for bjergbestigning og grænser op mod Tjekkoslovakiet.
Slottene inde i Dresden er bygget af sandsten fra dette område.
Pillnitz
I udkanten af storbyen Dresden stopper vi første gang ved Pillnitz, et lystslot færdiggjort i 1721, tilhørende kongerne i Dresden. Som mange andre steder så vi også her, at man var i gang med restaureringer.
I en af fløjene var der indrettet et museum. På slotspladsen afholdtes ofte store offentlige koncerter. Det store parkanlæg blev smukt vedligeholdt. Slottet blev derfor stadig brugt som udflugtsmål, men ikke mere til gavn for fordrukne konger, men for alle byens borgere.
Hohnstein
Vi forlod Pillnitz kørte op i bjergene til landsbyen Hohnstein. Vi var nu 15 kilometer fra den tjekkiske grænse i en lille by, der var domineret af en gammel middelalderborg. Her boede tidligere landsgrever og andet skidtfolk, der hjalp konger og fyrster med at holde styr på riget.
Under nazitiden var der megen antifascistisk virksomhed i området. Et tidligere sportsforbund, ”de røde bjergbestigere”, smuglede i 30’erne antifascistiske materialer ind fra Tjekkoslovakiet til Sachsen og Bøhmen. I det samlede Dresden område har omkring 5.000 – 10.000 antifascister virket imod nazismen.
Hohnstein blev kort efter nazisterne magtovertagelse omdannet til KZ-lejr. Her var først kun tyske antifascister, men senere da krigen brød ud blev krigsfanger fra mange nationaliteter ført hertil. 300 – 400 politiske fanger og omkring 1.000 krigsfanger blev det til. Mange kom aldrig herfra.
I den ene side af befæstningen går bjerget stejlt ned. Her smed fangerne breve ud, og nogen begik selvmord ved udspring. Det oplyste den omkringliggende bys befolkning om rædslerne, som foregik i borgen. Alle aktive kommunister og mange socialdemokrater blev efter 1933 indsat i KZ-lejre. 80 % af de indsatte tyske kommunister blev dræbt eller døde under opholdene i KZ-lejrene.
Borgen Holstein er i dag indrettet til ”ungdomsborg”. Pionere og FDJ’ere bruger borgen som vandrehjem. For den tyske ungdom er stedet et udgangspunkt for oplevelserne i det naturskønne område. Et lille naturvidenskabeligt museum fortæller i planche- og modelform om geologien, biologien og zoologien på egnen.
Byen Hohnstein
Vi forlader borgen og går ned i byen for at spise på en restaurant, Hotel Stein.
Efter krigen – før opdelingen af Tyskland var en realitet, blev der gennemført en folkeafstemning. Man vedtog at nazisternes ejendom skulle nationaliseres.
I øst blev denne beslutning ført ud i livet modsat i vest, hvor vestmagterne modsatte sig. Derfor ser man nu, at de største og flotteste villaer i småbyerne tilhører fagforeningerne. Nu byder de på rekreation og feriemuligheder for arbejderne fra hele Østtyskland.
Köningstein
Vi kørte videre og kom til en ny middelalderborg, Köningstein. Den ligger på et plateau på toppen af det næsthøjeste bjerg i hele området. 54 meter lodret klippevæg møder en.
Tidligere hejstes man op og ned med et hejsespil. Vi klarer det nemmere. En elevator brudt op gennem bjerget, bygget i tresserne, klarer det smertefrit.
Plateauet, der er 18 tdr. land stort, er delt i to omtrent lige store dele. En fæstningsby og en skov, alt i alt et isoleret sted højt oppe på størrelse med et dansk husmandssted. Heroppe ser man også biler, der er sendt op med elevatoren. De få fastboende plus mange omkringboende er beskæftiget i turisterhverv.
Stedet var oprindeligt et uindtageligt magtcenter i Sachsen. Det blev i 1800’tallet omdannet til fængsel. En ret typisk anvendelse for ældre fæstningsværker. Man kommer let til at sammenligne stedet med Christiansø.
Nogle af de grupper der gennem tid har været indsat som fanger:
-
- 1850’erne: Anarkister efter en opstand inde i Dresden.
- 1870’erne: Medlemmer af den voksende socialistiske bevægelse.
- 1. verdenskrig: Russiske officerer.
- 1920’erne: Tyske revolutionære efter den nedslagtede revolution i 1919.
- 2. verdenskrig: Franske krigsfanger.
Der er nu i forskellige bygninger indrettet udstillinger og museer. Et om borgens historie, et om menneskets udvikling fra pekingmand til i dag og et lille militærmuseum. I det sidste så man våben og udstyr fra forskellige krige og baggrundsoplysninger om årsagerne til krigene.
Søndag
Vi havde formiddagen for os selv og mødtes klokken tolv til frokost på hotellet.
Derefter besøgte vi bymuseet og armemuseet. På bymuseet blev der vist meget om vestmagternes bombardement af Dresden i 1945, den historie var ny for mig – kendte den ikke før turen til Dresden.
Til aften fik vi mad på hotellet, og fik samtidigt lavet os en madpakke, som vi kunne have med næste morgen – da vi skulle med toget allerede k. 5.47 mandag morgen.
Efter aftensmaden søndag var der informationsmøde om DDR. Det startede med et oplæg, hvorfra jeg noterede dette:
DDR blev grundlagt den 7. oktober 1949, en måned efter grundlæggelse af Forbundsrepublikken (BRD) i vest. De storindustrielle anlæg blev i slutningen af krigen afmonteret i det østlige Tyskland af nazisterne og ført mod vest.
De vestlige besættelsestropper modarbejdede sammenslutningen af SPD og KPD til SED. En folkeafstemning til forberedelse af en samlet statsdannelse blev saboteret ved at Forbundsrepublikken blev dannet, bl.a. med støtte fra de mest reaktionære socialdemokrater.
DDR efterkom Postdamaftalerne ved at betale krigsskadeserstatninger til midt ind i 50’erne, mens USA støttede BRD med mange penge og moderne teknologi.
Folkekammeret, der er parlamentet i DDR, består af flere partier og organisationer. Alle hører til i en fælles National Front, og mandatfordeling er efter aftale fast.
-
- 127 SED, det socialistiske enhedsparti
- 52 Det liberaldemokratiske parti
- 52 Kristelige demokrater
- 52 Det demokratiske bondeforbund
- 40 FDJ
- 35 Tysklands demokratiske kvindeforbund
- 68 De frie fagforeninger
- 52 Nationaldemokrater
- 22 Kulturforbundet (intelligensen)
- 500 Folkekammeret i alt (heraf 32 % kvinder)
Herefter gik vi over til spørgsmål og debat
Vores værter blev spurgt om, hvorfor vi ikke havde haft mulighed for et virksomhedsbesøg. Der blev svaret, at det kun ville have været muligt, hvis det var blevet bestilt tidligere og var gået igennem et sikkerhedsorgan. Der er kun meget få virksomheder, der modtager besøg fra kapitalistiske lande, har tidligere oplevet problemer omkring tekniske hemmeligheder og hærværk.
DDR er den 10. største industriproducent i Verden, bl.a. på trods af at det først er nu at et underskud af mænd og et overskud af invalider er ved at forsvinde.
Porto, 10 pf. for et postkort og 20 pf. for et brev. Sodavand 20 pf. + flaskepant 15 pf. Reallønnen stiger med ca. 4 % årligt.
Homoseksualitet betragtes i DDR som en ”ganske almindelig sygdom” – de udviser ingen diskrimination, efter egne udsagn. Homoseksuelle kan leve sammen, men det betragtes ikke som en normal udvikling af mennesket – men er ikke noget de pågældende kan gøre for.
Præventionsmidler er gratis mod at man går til bivirkningskontrol. Kun kondomer koster penge, 50 pf. stykket. Der er fri abort indenfor de første 3 måneders graviditet.
Betragtes man som arbejdssky, ved at blive væk fra sit arbejde eller drive den af på arbejdet, tager man sig særligt at folk. Det kan være politisk opdragelse på virksomheden. F. eks. kan en kammerat fra arbejdspladsen hente en derhjemme. For unge kan de komme på opdragelseshjem.
Evaluering
Til slut blev vi bedt om at evaluere på vores besøg.
Jeg fortalte, som min del af evalueringen, at det var min første gang i DDR. Jeg havde været glad for turen til Det Saksiske Schweiz, for bymuseet, Martin Andersen Nexø museet, byrundturen, mulighederne for selv at studere byen og besøget i FDJ-klubben.
Havde savnet et virksomhedsbesøg. Syntes at servicen fra guiden have været god m.h.t praktiske ting, sporvognsbilletter, finde lokaliteterne, plakater, mærker og veksling af penge.
Så syntes jeg, at turen have været billig – og at jeg havde lært noget om DDR.
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer lukket til Fremad Rejse til Dresden DDR á 650,-
