Første møde med palæstinensere
Der er noget meget væsentligt, der er gået i glemmebogen i vores historiske viden, når vi skal prøve at forstå den fundamentalisme, som vi i dag forbinder med dele af den islamiske verden.
Jeg tænker på det, at mange folkeslag tidligere har søgt at opnå frigørelsen af mere verslig vej. Det kendetegnede verden, da den delte sig i øst og vest. Når kravet om frigørelse i dag forbindes med det religiøse, ser jeg det som et udtryk for manglen på andre alternativer.
Der savnes håb om andre muligheder. Det siges ikke med ønsker om at bringe fortiden tilbage, men med fokus på, at vi skal give mennesker muligheder for kan finde håb, hvis religiøs forbundet ekstremisme skal elimineres.
En god bog, der tager fat på dette er Tariq Ali’s bog: Fundamentalismernes sammenstød – Korstog, Jihad og Modernitet
Jeg møde første gang det Israelsk-Palæstinensiske problem “live”, da jeg mødte en gruppe palæstinensiske flygtningebørn fra Libanon i en pionerlejr i DDR i 1980.
Palæstinensere i pionerlejr i DDR i 1980
3 af børnene fortalte os danskere om israelske bombardementer i Libanon. På et spørgsmål om, hvad det betød, replicerede en 12 årig pige – at det gik ud over skolegangen, når de skulle bruge al tiden i beskyttelsesrum.
Det svar husker jeg, – også uden noter. Vi danskere forventede selvfølgeligt beskrivelser af grusomheder, lemlæstelser mv., – men i stedet fik vi indblik i, at terror og ufred for andre var så meget hverdag, at det snarere var normaliteten.
Det er ikke til at vide, måske bor den 12 årige pige nu i Danmark som flygtning, eller måske var hun en af dem, der døde under massakrerne i Shabra og Shatila i 1982.
Det var denne massakre, der satte sig så store spor hos journalisten Jørgen Flindt Pedersen, at han karrieremæssigt så tydeligt har valgt efter hjertet frem for prestigen.
Bøger af Jørgen Flindt Pedersen:
Brylluppet i Ramallah – Blandt de besatte palæstinensere i Gaza og på Vestbredden
Drengene fra Vollsmose – Rapport fra et år i en bydel i Danmark
Jeg fik dengang i 1980 at vide, at jeg ikke måtte offentliggøre billedet her i en avis eller lignende. Det var nemlig før set, at den israelske efterretningstjeneste havde givet oplysninger fra læsning af tyske aviser videre til falangister i Libanon, som derefter havde dræbt børn, som havde været på besøg i DDR.
Sådan fungerer terror jo, som en af de voksne palæstinensere konstaterede. Ved at ramme netop disse børn, ville resultatet jo være at ramme håbet hos palæstinenserne.
Og sådan fungerer terror jo netop – uanset om det er statsterrorisme, organisationer der udøver terrorisme eller individuel terrorisme – så er formålet at ydmyge og skræmme modparten. Der burde være bedre måder at løse konflikter på, og vel og mærke løsninger, der giver alle ret til anstændige livsvilkår.
Man kan ikke forlange, at mennesker skal leve i et lukket forhutlet reservat – som Gaza-striben, uden udsigt til et positivt, udviklende og virksomt liv.
Det vil føre til oprør, verdsligt eller religiøst motiveret. Når det sidste – som vi ikke bryder os om – kommer i front, skyldes det, at omverdenen ikke tilbyder en verdslig vej til frigørelse.
Gemt Under Flygtninge, Øst/vest // Kommentarer lukket til Første møde med palæstinensere
