Et historieløst farisæisk vrøvlehoved
Søren Krarup fra Dansk Folkeparti udtaler sig i dag overfor Politiken, så man kan forstå, at han mener at kirkefred skulle være et ”rent katolsk begreb”. Det er et historieløst forsvar for en umenneskelig fremfærd, fremført af en fortaler for en udansk intolerance.
En forvreden historieskrivning, til brug overfor flygtninge, der efter at være flygtet fra krig og terror i deres hjemland, nu er udset til at indgå i den vedvarende rituelle heksebrænding af fremmede fra Dansk Folkepartis side.
Kirkefred har ligesom tingsfred en historie tilbage til middelalderen. Men det stopper ikke ved middelalderen og katolicismen. I Christian den 5’s lov fra 1683 handler det 9. kapitel om husfred, kirkefred, tingsfred, vejfred og plovfred. Særligt kirkefreden og tingsfreden vægtes.
Vi kender i dag tingsfreden bl.a. i form af vidnebeskyttelse. Ligesom dengang er det ikke i dag tilladt at true vidner – og da stadig slet ikke at give sig til at slås på tingstedet.
For både tingsfreden og kirkefreden definerede Christian den 5’s lov fredsbeskyttelsen fra det tidspunkt man begav sig af huse på vej til ting eller kirke. Dette var en udvidelse af fredspligten i forhold til den katolske tid.
M.h.t. kirkefredspligten ophævedes det som en strafferetsforseelse i 1866. Det må anses for et temmelig sent tidspunkt, hvis man ønsker det sat i forbindelse med reformationen historisk.
Uden at straffeloven kan straffe ufredsmagere, har kirkens rum også siden 1866 været omgivet af en almindelig respekt for dens særlige anvendelse. I almindelighed defineres anvendelsen af menighed og præst uden indgreb udefra.
Selvom kirkefred ikke optræder som juridisk begreb i nutiden, er der stadig indlagt en fredsforventning i vores historiske tradition og pli, der gælder kirker og begravelsespladser. Den blev brudt i København natten til i dag.
I Norge, der på den lange bane bygger på den samme historiske tradition som Danmark, var kirkeasyl til debat i 1990’erne. Et norsk bispemøde udtalte sig principielt om begrebet kirkeasyl, og det norske justitsdepartement gav politimestrene instruks om ikke at bryde kirkefreden.
Vort nordiske broderlands kirke i 1990’er kan næppe beskyldes at høre katolicismen til.
Nu er situationen ikke så, at jeg selv forfægter religionen som livsgrundlag. Men fra min kristendomsundervisning huskes, at den trosmæssige samvittighed for den troende kommer over loven – og det da særligt, når det er den fattige og udstødte, der skal vises medmenneskelighed overfor.
Farisæer og retslærde, der kun kan fordømme – er der ikke meget værdi i. Kulturel selvstrækkelighed og snæversyn står ikke over medmenneskelighed, selv ikke når den har udmøntet sig i lov uden empati for ofrene.
Måske kunne man spinde en historie over kristendom og heksebrænding. Den må Søren Krarup kunne relatere til, da heksebrændingernes storhedstid var i protestantisk tid og byggede på lov.
Set med nutidens briller er der – selvom afbrændingerne dengang byggede på lov – almindelig enighed om, at man i f.m. heksebrænderprocesserne lod sagsløse uskyldigheder lide grundet hobens frygt og uvidenhed overfor en indbildt frygt for dæmoner og djævle.
Skulle vi ikke tage og lære af den historie.
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til Et historieløst farisæisk vrøvlehoved
