Malplaceret graffiti på fordøren
I 1984 fik jeg for første gang personlig kontakt til flygtninge her i Skive. Det var flygtninge fra Iran. Min kone Ulla underviste en tid de nytilkomne i dansk, først voksne i et projekt under Dansk Flygtningehjælp og senere børn i en kommunal modtageklasse.
De iranske flygtninge omfattede, som jeg husker det, 3 hovedgrupper:
- Veluddannede politisk tænkende mennesker, der var forfulgte af Khomenis præstestyre i deres hjemland.
- Sønner af familier, der havde hjulpet dem ud af Iran, for at de kunne undgå at blive kanonføde i krigen Iran/Irak.
- Folk fra det forfulgte kurdiske mindretal, der ofte havde en svagere skolemæssig baggrund, nogle var analfabeter.
Enkelte fra den første gruppe kom til at indgå i vores personlige vennekreds. Det to jeg husker bedst er Ziba og Abbas. Abbas var omtrent jævnaldrende med mig, Ziba, der var 19 år, var omkring 10 år yngre.
De boede Dalgas Alle 13, her i Skive, – et af byens blokbyggerier. På et tidspunkt havde der været nyheder om forholdene hjemme i Iran i dansk TV. Det havde åbenbart tændt flammen hos en eller anden dansk “redneck”. Det ytrede sig ved, at Ziba og Abbas, der selv var flygtet fra styret, måtte se deres fordør overmalet med graffitilignende anti-Khomeni-slagord.
Det var omtrent ligeså begavet, som hvis danskere i 30’erne have ment at politiske flygtninge fra Tyskland var nazister, eller hvis Ungarn-flygtningene i 1956 var blevet stillet til ansvar for deres støtte til Sovjetunionen.
Abbas havde en universitetsuddannelse med hjemmefra indenfor film. Ziba gennemførte HF, mens hun boede her i byen. Da de flyttede fra byen tog de til Odense, – fordi det gav dem de bedste videreuddannelsesmuligheder.
Om Ziba har jeg bemærket, at hun i 2002 afsluttede den lægevidenskabelige kandidatuddannelse ved Odense Universitet. Men hun er også et aktivt menneske på anden vis, da hun omtrent samtidigt var jury-medlem ved Odenses Internationale Film Festival i august 2002.
Forud for det, har hun bl.a. arbejdet for Røde Kors på Fyn. Efter endt lægeuddannelse fik hun job på hospitalet i Nyborg.
Abbas optræder senest som jobkonsulent ved Frederikssund Kommune. Abbas var formand for den iranske forening 1997 – 1999, og igen fra 2002.
Hos en blogger, findes der et interview med Abbas Moaddab om iranere og integration. Det er en meget flot artikel, – hvis man ønsker en flygtnings reflektioner over oplevelser og vurderinger på baggrund af godt 20 års ophold i Danmark.
At Abbas oprindeligt er filmmand og billedmand kan man også se.
På nettet finder man en fotoudstilling under “Windows Live”, som han selv har uploaded. Man støder også på, at han havde en opgave som oversætter i f.m. “The voice of Iran” af Christian Braad Thomsen i 2006. En dokumentarfilm om persisk lyrik og musik.
Selv deltog han som filmskaber i 2003 i VideoMarathon, en årlig tilbagevendende nordisk filmkonkurrence med dokumentarfilm. Hans film viser en mor med sit nyfødte barn, først lydløst, derefter med moderen der filosoferer over intolerancen og til sidst slutter med: “May be he will turn out to be a hippie, there will make at difference in this world“.
Fotos fra filmen
En dejlig pointe. Abbas havde arbejdet politisk imod Shahstyret før 1980. Han havde håbet på noget bedre, da det blev væltet, – end det, at det ene diktatur blev afløst af et andet. Han måtte derfor flygte fra præstestyret, – men som citatet fra filmen viser, – så er håbet og retningen fortsat positiv.
Gemt Under Flygtninge // Kommentarer lukket til Malplaceret graffiti på fordøren
