Tiden under og omkring 1. verdenskrig
Danmark blev ikke direkte inddraget i den første verdenskrig 1914 – 1918, men krigen fik alligevel meget stor betydning for leveforholdene i landet. De krigsførende lande havde hårdt brug for både føde- og industrivarer. Situationen inspirerede til en uhæmmet spekulation. Alt, hvad der kunne produceres, kunne sælges til de krigsførende, derfor steg priserne voldsomt. Det blev kun endnu værre af, at det blev næsten umuligt at skaffe råvarer til landet. Reallønnen faldt, og bolignøden øgedes. På nationalt plan gennemførtes en række restriktioner og reguleringer, som man på lokalt plan blev sat til at administrere. Kommunerne måtte f.eks. skaffe mad, tørv, mad og klæde til den dårligst stillede del af befolkningen.
Under den første del af krigen var der stor enighed om at prioritere borgfreden og glæde sig over, at det lykkedes at holde Danmark udenfor krigshandlinger, men undervejs radikaliseredes kravene om sociale forbedringer – bl.a. inspireret af de revolutionære begivenheder andre steder i Europa, f.eks. i Rusland og senere også Tyskland. I Skive mærkedes det bl.a. ved, at socialdemokraterne fik mange af deres politiske mærkesager fremmet i byrådet, selvom de ikke havde det mandatmæssige flertal, og en tydelig radikalisering blandt arbejderbevægelsens unge.
Folkekøkken og dyrtid
Soldaterne
Hvordan føltes det mon som en ung mand eller måske allerede familiefar at blive genindkaldt til hæren. Sidde i toget til Viborg. Møde på kasernen og blive udstyret med uniform og våben, for derefter at blive sendt på march på de jyske landeveje. Det var virkeligheden for mange, – også her fra Skive.
Den tidligere banearbejder Christian Ørtoft, fortalte engang, at han var en af de 50.000 værnepligtige, der blev genindkaldt ved krigsudbruddet uden at ane, om det betød, at han skulle i krig eller ikke. Krig blev det ikke til, men livet blev på mange måder præget af krigen.
Et af de første problemer var de mange familier, hvis forsørger var indkaldt til sikringsstyrken. I perioden fra august 1914 til april 1915 måtte Skive Byråd bevilge 9.000 kr. til de “efterladte”.
| Den militære Indkvartering i Skive
Byfogedkontoret beder os meddele følgende: Indkvarteringen af 10. Bataljon her i denne uge er beordret uden Bespisning. Bataillionen ønsker imidlertid meget, at Kvarterværterne frivilligt vil overtage den fulde Forplejning af de indkvarterede, hvorfor der da vil blive ydet et Vederlag af 1 Kr. pr. Dag. Indkvarteringsordren (og de udstedte Kvarterbilletter) lyder paa 27 – 28. Januar; dette vil sige, at Bataillionen kommer den 27. – hvornaar paa Dagen vides endnu ikke – og rejser den 29. om Morgenen. |
Skive Socialdemokrat den 21. januar 1917
I lighed med andre byer nedsattes der som supplement til den offentlige indsats en damekomite, der skulle hjælpe de trængende soldater ved at indsamle undertøj, sokker, fodtøj etc. eller pengebidrag til anskaffelse af samme ting. Komiteen i Skive havde fru herredsfoged Ramsgaard som formand og indsamlede i august 1914 220 skjorter og 110 par sokkeskafter, som de sendte ned til soldaterne på kasernen i Viborg.
Den 20. oktober 1914 fik Skive for første gang besøg af sikringsstyrken, da 10. bataljon skulle indkvarteres med 1060 menige, 55 officerer og 16 heste. På rådhuset blev der indrettet vagtlokale og skrivestue, ”Salonen” i anlægget blev indrettet som gymnastiksal, og damekomiteen oprettede en samlingsstue, hvor soldaterne kunne mødes i fritiden.
Byens handlende var glade for indkvarteringen, for den tilførte byens handelsliv en øget omsætning på mellem 40.000 og 50.000 kr. om måneden, mens grundejerne var meget utilfredse. Soldaterne blev nemlig indkvarteret efter en lov fra 1816, der pålagde grundejerne at huse soldaterne mod en mindre godtgørelse. I Skive betød det, at grundejerne skulle indkvartere en soldat for hver 8.500 kr., som deres ejendom var forsikret for. Indkvarteringen indbefattede også pligt til at sikre de indkvarterede mad for en beskeden betaling på 35 øre pr. dag pr. soldat.
Grundejerforeningen klagede flere gange til byrådet og til bataljonens ledelse. Det hed sig bl.a. : “Soldaterne komme saa uregelmæssigt Hjem til Middagsmaden. Husmødrene bliver overanstrengte ved denne Form for Bespisning”. De mente også, at det var uretfærdigt, at der blandt lejerne var velstillede borgere, som helt slap for byrden ved indkvarteringen.
Så selvom det gavnede handlen, fulgte byrådet grundejerforeningens opfordring til at søge at undgå flere indkvarteringer. Det lykkedes, da byen kun fik besøg af soldater på gennemmarch i resten af krigsårene, efter at den 10. bataljon havde forladt byen efter 7 måneders fast indkvartering i maj 1915.
Dyrtidsforanstaltninger
Verdenskrigen betød mangel på fødevarer, kul og byggematerialer. Der skete en betydelig reallønsnedgang. I 1911 var der indgået 5-årige overenskomster, men straks efter krigsudbruddet i 1914 steg priserne kraftigt. Der opstod sult og nød, samtidigt med at tiden var præget af spekulationer og gullaschbaroner, – et nyt ord, som betegnede dem, der skaffede sig lettjente indtægter på at sælge fødevarer til Tyskland uanset kvaliteten.
På nationalt plan blev den voksende nød og hensynet til sammenhold i forhold til krigstruslen modgået ved en borgfredspolitik, hvor den radikale regering optog en kontrolminister fra hver af de 3 andre partier. Fra statens side blev der nedsat en lang række nævn, kommissioner, der skulle kontrollere markedet med bl.a. maximalpriser, rationering og eksportforbud. Initiativerne havde virkning uden at være tilstrækkelige.
Det blev overladt til by- og sogneråd at administrere mange af ordningerne. I Skive oprettede byrådet et brændselsudvalg, et sukker- og brødkortudvalg, et dyrtidsudvalg og et boligudvalg. Kommunen hjalp med til at sikre brændselsforsyning med torv og koks. Der blev etableret et kommunalt folkekøkken. Mindrebemidlede kunne opnå rabat på gas. Kommunen etablerede kartoffelkøb, sørgede for brød til de mest trængende o.s.v.
Verdenskrigens udbrud og problemerne med at tilpasse samfundet til mangelsituationen kom til at betyde, at Skives nyvalgte socialdemokratiske borgmester, Hjalmar Kjems, blev væltet. Straks efter krigsudbruddet begyndte der en hamstring af koks fra Skive Gasværk, og det var især byens mest velstillede borgere, der var hurtige til at købe ind. Derfor bad Hjalmar Kjems den 3. august 1914 formanden for belysningsudvalget, venstremanden postmester Jørgensen, om at stoppe salget. Det nægtede postmesteren, men da borgmesterens påbud senere samme dag blev effektueret, opdagede Hjalmar Kjems, at postmesteren selv havde benyttet sig af sin position til at hamstre 300 hl koks til favorabel pris til postkontoret.
Sagen førte til et bittert opgør, der udover de nævnte også kom til at udspille sig mellem de to redaktører H.P. Hansen fra Skive Socialdemokrat og Carl Hansen fra Skive Folkeblad. Carl Hansen, der også var formand for Skive Venstreforening (de radikale), fik derfor i 1916 foreningen til at frasige sig samarbejdet med socialdemokratiet fra før krigsudbruddet. Det fik Hjalmar Kjems til at bede om en tillidsafstemning i byrådet, hvor han tabte, da det kun var de fem socialdemokrater, som stemte for, mens de to venstrefolk undlod at stemme og de seks højrefolk stemte imod. Derefter trak Kjems sig som borgmester, hvorefter posten blev overtaget af sparekassedirektør Siboni fra Højre. Det var ellers i tråd med den radikale regerings politik, da Hjalmar Kjems stoppede kokssalget. Regeringen fik allerede den 7. august 1914 en bemyndigelse til at regulere priserne og tvangsopkøbe nødvendige mangelvarer. Der blev også indført udførselsforbud på udvalgte varer.
Den første krigsvinter lykkedes det byrådet at sikre brændselsforsyningen så nogenlunde. I den efterfølgende vinter solgtes der flere gange kul til byens fattigere skatteydere til favørpris. Ordningen gjaldt alle der tjente under 1.800 kr. årligt.
Brændselssituationen blev i februar 1917 så alvorlig, at byrådet måtte gennemføre en skarp rationering af gas- og elforbruget. Butikkerne, teatre og restaurationer måtte indskrænke deres åbningstid, og i de private hjem måtte der kun bruges gas og el til lys i hjemmene fra 18 til 21. Skolerne fik påskeferien forlænget til 14 dage for at spare på kul til opvarmning.
Brændselssituationen lempedes derefter, men sparsommeligheden fortsatte krigen ud. I sommeren 1917 var det f.eks. forbudt at bruge el til belysning.
Dyrtiden ramte arbejderne, både de privatansatte, hvor der var indgået femårige overenskomster før krigen, og de offentlige ansatte, der i princippet var på fast løn. Det sidste måtte Skive Byråd mange gange have på dagsorden i form af begæringer om dyrtidstillæg til kommunalt ansatte. En anden hjælp var kommunale købekort, der gav rabat på varer som mælk, brød, margarine og kul. I vinteren 1916/17 blev der f.eks. uddelt købekort til en værdi af 84.000 kr.
Børnebespisning og folkekøkken
Den private velgørenhed spillede også en stor rolle. På socialdemokratisk forslag blev der nedsat en indsamlingskomite bestående af bestyrelserne for byens 3 partiforeninger, til at drive en bespisningsordning for børn fra familier ramt af arbejdsløshed. Den klarede sig for en stor dels vedkommende med indsamlede midler, men fra 1917 gav kommunen tilskud til arbejdet.
Ordningen startede i 1915 og løb hver vinter fra den 1. december til den 1. april. I den første sæson deltog i gennemsnit 205 børn om middagen, når der blev serveret i lokalerne på kommuneskolen. Det praktiske arbejde blev klaret af en damekomite, der var nedsat til formålet.
I april 1917 besluttede byrådet at anvende børnebespisningens lokaler til at drive et “Folkekøkken”. Her kunne kommunens borgere købe 2 retter mad for 30 øre og tage det med hjem i deres madspande. Folkekøkkenet udleverede i 1917-18 omkring 3-400 portioner dagligt.
Spekulationsgevinster og udførsel af smuglervarer
På trods af dyrtiden var pengerigeligheden stor hos nogle af byens ledende erhvervsmænd. Tyve borgere havde i 1916 råd til at spekulere på Børsen for mere end 100.000 kr. hver. “Det er gyldne tider”, sagde formanden for Skive Bank om bankens regnskab for 1917, samtidigt med at sult og kulde pressede sig på hos de fattigste. I februar 1917 slettede kommunens valgudvalg således 312 vælgere fra valglisterne p.g.a. skatterestance. Det svarede til 1/6 af byens vælgere.
Fristelsen til at vise foretagsomhed ved at omgå maximalpriserne og udførelsesforbudene var stor, for der var jo mange penge at tjene. I aviserne kan man læse om mange retssager om overtrædelse af maksimalprislovgivningen. Der er også eksempler på smugleraffærer. I sommeren 1917 fik politiet fat på to brødre, en kaptajn og en slagtermester fra Skive, der havde forsøgt at smugle 1.500 kg. kødvarer, svinekød, grøn sæbe, talg mv. til Tyskland. Fabrikationen af smuglervarerne var foregået i en “fabrik i Nørregade”, og råvarerne var mest selvdøde kreaturer. Smuglervarerne blev kørt ud til Lyby strand, hvor de blev bragt ombord i kaptajnens skiv for at blive sejlet til Tyskland. De to fik henholdsvis 80 og 40 dages fængsel.
Foretagsomheden under krigen kan stadig ses et enkelt sted i bybilledet den dag i dag. Da Brogården på Østertorv stod færdigbygget i 1906, var der kobber på begge tårne. Ser man på bygningen i dag, er det ene tårn beklædt med tagpap. Det skyldes, at kobberet på det ene af tårnene blev nedtaget og solgt under den 1. verdenskrig.
Selvom foretagsomheden hos de få stod i provokerende kontrast til nøden for de mange, blev kun en beskeden del af de store fortjenester inddraget. Dyrtidshjælpen blev til dels finansieret af en tillægsskat på alle indtægter over 3.000 kr. årligt. Socialdemokraterne var i mindretal i byrådet, og fik også afvist en del af deres forslag, men der blev gennemført mange initiativer i enighed, også selvom det skulle skattefinansieres ved beskatning af de bedrestillede.
Bolignøden
Mangel på lejeboliger
Boligbyggeriet gik godt de første år af det 20. århundrede. I 1905 alene påbegyndtes i Skive byggeri af fem store private udlejningsejendomme, Brogården på Østertorv, Postgården på hjørnet Torvegade/Østergade, Nordbanevej 24, Torvegade 11 og Badeanstalten, Voldgade 9. Men herefter gik det sløjt med byggeriet, og under krigen gik det fuldstændigt i stå, da det var umuligt at skaffe byggematerialer til rimelige priser. Det skyldtes bl.a., at det var umuligt at få kul til landet udefra. Og da der derfor var rigeligt brug for tørv og brunkul til det mere nødvendige, var der ikke brændsel til teglværkerne.
Den sidste ejendom, der blev opført før byggeriet gik helt i stå, var Havnevej 19, der var indrettet med 12 små arbejderboliger. Den stod færdig i efteråret 1914, opført af byen første boligforening, Boligforeningen Skive, der var blevet oprettet den 11. april 1914. Det var sket på initiativ af byrådsmedlem og redaktør H.P. Hansen fra Skive Socialdemokrat. Bestyrelsen bestod af tre byrådsmedlemmer. Byggeriet blev sikret af 23 garanter, der hver hæftede for 100 kr., og en kaution fra Skive kommune.
Byens befolkningstal øgedes i krigsårene, derfor øgedes bolignøden kraftigt. For at hindre, at grundejerne udnyttede manglen på boliger for groft, blev der på landsplan og efterhånden også lokalt grebet ind i forholdene på lejeboligområdet.
Usunde boliger
Bolignøden betød, at mange boede under direkte sundhedsfarlige forhold. I 1909 rasede der en tyfusepidemi i Skive, med mange dødsfald som følge. Fugtige kælderlejligheder, møddinger i gårdene og en dårlig drikkevandsforsyning fik skylden. Sundhedskommissionen mente, at infektionen muligvis var blevet spredt gennem vandet fra vandværket, som var opført i 1905 af et privat konsortium. Dette førte til en heftig debat i byrådet, bl.a. om at overgå til kommunal vandværksdrift. På den baggrund fik byen et kommunalt vandværk i 1911 og et kommunalt renovationsvæsen, der sikrede at skarn og latrinaffald blev fjernet en gang ugentligt, det sidste i tætte spande. Hidtil havde det været grundejerne selv, der måtte sørge for affaldets fjernelse – og her havde de ikke alle optrådt lige ansvarsfuldt.
I en tid, hvor vandklosetter (WC) endnu var en sjælden luksus, betød fremskridt, som f.eks. at latrinen blev fjernet i spande med låg, meget for sundheden. Men de initiativer, der blev gennemført, kunne ikke alene sikre sundheden. Mange boede i usunde lejligheder plaget af utøj, rotter og fugt.
| “Af de forskellige Affaldsstoffer spiller Latrinen den største Rolle, fordi den rummer den største Smittefare. Den blanding med Fejeskarnet og Oplagring i de murede, til dels overjordiske, Gruber i Ejendommenes Gaarde maa betragtes som et stort Misgreb. Fra Gruberne vil Smittestoffet ved Rotter, Orme og Insekter kunne føres ind i Husene og bringes i Berøring med Fødevarerne i Kælder og Spisekammer. Hundene kan sprede det smittebefængte Affald ud over Gaardspladserne, og den flydende Del af Latrinen kan gennem Utætheder trænge ud i Gaardene, i Jorden eller mulig endog ind i Kælderrummene.” |
Fra en ingeniørudtalelse til sundhedskommissionen i november 1909.
Som en direkte følge af tyfusepidemien fik byen en ny sundhedsvedtægt i 1915. Den muliggjorde bl.a. nedlæggelse af kælderlejligheder. Det var oprindeligt sundhedskommissionens hensigt at kassere mange af de ca. 50 kælderlejligheder i byen, men af hensyn til boligmanglen var man enige om at gå lempeligt frem og kun kassere nogle stykker hvert år. I sommeren 1916 blev seks af de værste kælderlejligheder kasseret af kommissionen, men da der ikke kunne skaffes anden husly til de familier, der boede i de seks lejligheder, lykkedes det ikke at forhindre, at de fortsat blev benyttet som boliger. Nybyggeriet af lejligheder var nemlig gået helt i står på dette tidspunkt. I efteråret 1916 var der ikke en bolig under opførelse i byen.
Der findes talrige beskrivelser af hvor elendige datidens boligforhold var. Et vidnesbyrd er en politirapport fra april 1924, der bl.a. indeholder beskrivelse af 3 lejemål i ejendommen Vestergade 13. I politirapporten hedder det om den ene af disse boliger : “Lejligheder udlejet til : …….. 3) Arbejdsmand Sofus Petersen, der har 2 Børn paa 4 og 3 Aar, beboer et Værelse paa 3,88 Meter langt og 3,80 Meter bredt og 2,11 Meter højt. Værelset er beliggende i Sidebygningen …. Værelset er meget fugtigt og daarligt vedligeholdt, idet Gulvet er raadent og itu flere steder, saa Rotterne har fri Adgang til Værelset.”
Voldsomme byrådsdebatter
Langt hen ad vejen ville det borgerlige byrådsflertal ikke gribe ind. De mente endda, at en vis bolignød var en fordel, for så tiltrak byen ikke fattige udefra, og på den måde tilgode så man jo skatteyderne. Debatterne i byrådet blev heftigere og heftigere. Der blev nedsat et boligudvalg. I udvalgets første udspil, der blev lagt frem for byrådet den 22. januar 1917, hed det sig, at man skulle undersøge, om der var bolignød.
Højrefolkene undskyldte sig med, at de ville se, hvor galt det kom til at gå ved næste flyttedag. For de 5 socialdemokrater var det derimod uomtvisteligt, at der var bolignød i byen, og at dette krævede byrådets øjeblikkelige indgriben. Redaktøren af Skive Socialdemokrat, H. P. Hansen, der selv var byrådsmedlem, spurgte bl.a. på mødet, om det var meningen, at dem, der til februar “bliver sagt op af en nogenlunde brugelig Lejlighed, skal være nødt til at tage sig til Takke med en Ormestald”, for at man fortsat skulle kunne påstå, at der ikke var bolignød. En af de borgerlige svarede, at det ikke kunne kaldes bolignød, at “der er en Mængde Mennesker, der gerne vil have en bedre Lejlighed.”
Flertallet bøjer sig
Efter byrådsmødet i januar 1917 opfordrede socialdemokraterne lejere, der blev opsat til forårsflyttedagen den 1. maj, til ikke at leje sig ind i “Rottehulerne”, “Fugtighedskamrene” og “Tudsekolonierne” for at sikre sig husly efter den 1. maj. I stedet skulle de bede byrådet skaffe dem husly for at vække de borgerlige politikere fra deres “Turteldueliv”. Det kraftige pres imod byrådsflertallet gav hurtigt resultat. 14 familier meldte sig som boligløse hos boligudvalget, og på byrådsmødet den 12. marts 1917 vedtog byrådet en række væsentlige indgreb i boligforholdene i byen. I første omgang indførtes huslejenævn og støtteordninger for private, der ville bygge eller indrette nye lejeboliger. En måned senere vedtog man at ansøge staten om tilskud til byggeri af kommunale husvildeboliger.
Skive By og Omegns Lejerforening
Boligproblemerne gav ikke kun debat i byrådssalen, den førte også til, at der blev oprettet en lejerforening under navnet Skive By og Omegns Lejerforening. Foreningen blev stiftet på et møde på Afholdshotellet i Torvegade den 15. marts 1917. Omkring 25 lejere deltog. Som formand valgtes lærer Niels Peter Bjerregaard, der senere indvalgtes i Skive Byråd for de radikale. Foreningen bestod til starten af 30’erne og stod i de første mange år stærkt i byen. I 1920 toppede medlemstallet med over 600 medlemmer i en by, hvor der dengang kun var omkring 700 lejeboliger. Foreningen blev hurtigt tilsluttet den daværende landsorganisation, De samvirkende Lejerforeninger, og Niels Peter Bjerregaard, blev på organisationens årsmøde den 9. september 1917 valgt som hovedbestyrelsesmedlem, en post han havde indtil 1924.
Huslejenævnet
Det huslejenævn, vi har i dag, består af tre medlemmer. Dengang sad der fem i huslejenævnet, to lejere, to grundejere og en jurist. De to lejere i byens første huslejenævn var lærer Niels Peter Bjerregaard og tømrermester J.P. Jacobsen. På ejersiden sad sagfører Bøttern (formand for grundejerforeningen) og snedkermester Kloch. Som formand udpegedes byens politimester.
Huslejenævnets beføjelser var skrappe. Der kunne ikke gennemføres huslejestigninger, uden de først var godkendt af huslejenævnet. Forbedringer af lejemål imod lejerens ønske skulle også godkendes af huslejenævnet. Sammenlægning af lejligheder eller udlejning af en lejlighed til en person, der allerede havde en bolig i byen, blev også forbudt. Når en sag havde været behandlet i huslejenævnet var lejeren beskyttet imod opsigelse i det følgende år. Overtrædelser af reglerne kunne straffes med bøder fra 10 til 2.000 kr. Bestemmelserne var ikke skrappe nok til at stoppe udnyttelsen af bolignøden. Derfor vedtog byrådet i september 1917, at flere regler skulle gælde i Skive. Derefter var opsigelser kun gyldige, hvis de blev godkendt af huslejenævnet, og lejerne fik ret til at fremleje uanset ejeren, hvis huslejenævnet ville tillade det.
Grundejerne
Grundejerne brød sig ikke om udviklingen, men havde ingen saglige argumenter at stille overfor de kommunale beslutninger. Kun ca. halvdelen af byens grundejere var organiserede, og på grundejerforeningens første generalforsamling efter huslejenævnets oprettelse, den 23. maj 1917, mødte der kun 18 op. Grundejerformanden, sagfører Bøttern, kritiserede specielt, at sundhedskommissionen havde formastet sig til at erklære de 6 kælderlejligheder for sundhedsfarlige. På det efterfølgende års generalforsamling påstod formanden, at det var den nye lejelovgivning, der havde skabt boligproblemerne. Andre medlemmer af grundejerforeningen foreslog, at der blev ført en sort bog over lejere, der krævede deres ret. En foreslog endda, at lejere skulle udstyres med attester fra deres tidligere værter, som de skulle fremvise, når de søgte ny bolig.
Kommunale Husvildeboliger
Mange husker de 3 gule huse overfor Sygehuset på Resenvej, der forsvandt for nu mere end 25 år siden. Disse 3 huse var de første kommunale husvildeboliger, der blev bygget for at afhjælpe bolignøden dengang. Husene blev opført med 4 to-værelses lejligheder i hvert hus og lokum i gården. Husene var beregnet til familieboliger og blev udlejet til faglærte og ufaglærte arbejderfamilier.
I 1918 byggede kommunen 8 toværelseslejligheder i Søndergade (nedrevet ca. 1960). Derefter opførtes Brårupvej 47 med 4 lejligheder, der skulle tjene som funktionærboliger ved renovationsanstalten, og i 1920 blev der opført en ejendom med 8 lejligheder ved Møllestien (tidligere Ringsgade 2), som nabo til alderdomshjemmet. Ejendommen er i dag ombygget til ældreboliger sammen med det tidligere alderdomshjem. Senere byggede kommunen yderligere husvildeboliger i form af ejendommene Brårupvej 128 og 130, som begge stadig består, det ene benyttes af FDF’erne og det andet indeholder stadig 3 kommunale udlejningsboliger.
Byggeforeninger og to-familieshuse
Udover det rent kommunale byggeri af husvildeboliger var der også ønsker om at igangsætte et byggeri af billige ejerboliger igennem stiftelse af en byggeforening, hvor man bistod hinanden med projektet. I efteråret 1916 blev der peget på området bag Sønderbyen øst for Søndergade som en mulighed. Der var på det tidspunkt anlagt kolonihaver i området, hvilket i første omgang var byrådsflertallets begrundelse for at afvise ideen.
I marts 1917 blev der vedtaget en lov om statslån til Byggeforeninger, som ville bygge “billige og sunde boliger for ubemidlede personer af arbejderklassen og økonomisk ligestillede”. Det gav ideen ny næring, og skulle senere vise at blive starten på byggeri af en del to-familieshuse i byen.
I september 1917 fremlagde socialdemokraterne det første forslag i byrådet, som handlede om et byggeri af 3 tofamilieshuse i Anlægsgade.
Forslaget blev sendt i udvalg og førte hurtigt til en vedtagelse af retningslinier allerede i oktober 1917, hvorefter der kunne opføres ejendomme, der kunne tjene til beboelse for mindst en familie mere end ejeren. Vilkårene for opførelse var, at der kunne opnås et statslån med kommunal anbefaling til 90 % af anlægsværdien, at kommunen påtog sig den foreløbige finansiering i byggeperioden, at kommunen helt eller delvist dækkede udgifter til gas, vand, el, veje og fortov og at der blev bevilget 10 års fritagelse for husskat, vand og renovationsafgift. Flere bygherrer søgte at opnå tilskud til opførelse af WC, men her sagde kommunen nej, WC blev betragtet som en luksus, som man ikke kunne opnå tilskud til – det udløste tværtimod, at man ikke kunne slippe for vandafgift for brug af WC.
Der var en del diskussion om, hvorvidt det var mest hensigtsmæssigt, om kommunen selv opførte boliger, som husvildeboliger, eller om man gav tilskud til det private initiativ enten til enkeltstående bygherrer eller og gennem byggeforeningsbyggeri. For at begrænse risikoen for, at kommunen ikke fik tilstrækkelig gevinst ved initiativerne, blev det derfor besluttet, at udlejningsboligerne i de nye hus kun måtte udlejes til folk fra Skive i den periode, som skattefritagelsen varede.
| Byrådets forhandlinger den 25. marts 1918 :
Andragende fra Marskandiser N.P. Petersen om kommunalt tilskud til ombygning af en Del af han Ejendom, saaledes at der indrettes 2 Beboelseslejligheder i Nybygningen. Det vedtoges til Installation af Vand, Gas, El, Kloak og Fortov at yde et Beløb på 550 Kr, og at tilstaa Afgiftsfrihed for Beboelseslejlighederne i 10 Aar for Vand og 1 Renovationsspand og 1 Skarnkasse alt under forbehold af, at Lejlighederne kun udlejes til Indenbysboende i de 10 Aar. |
Eksempel på offentligt støtte til privat bygherre efter de retningslinjer som byrådet vedtog i efteråret 1917.
Allerede sidst på året havde flere meldt sig med et ønske om at komme med til at bygge efter de nye regler, og kommunen besluttede at igangsætte planlægningen af jord- og kloakarbejder bag Sønderbyen, ved en forlængelse af Fredensgade. I sommeren 1918 var planlægningen afsluttet, og kommunen vedtog at give tilskud til projektet i Fredensgade, hvor de interesserede bygherrer var organiserede i den nyoprettede Byggeforeningen af 1918, med bl.a. den markante typograf M. A. Larsen som medlem. Betingelsen var, at der i de huse, der blev opført, foruden ejerens var en “Lejlighed paa mindst 2 gode Værelser foruden Køkken, til Udleje til saadanne, der i Forvejen ere bosatte i Købstaden”.
At der blev holdt fast på, at man ønskede to-familiehuse blev slået fast, da en anden byggeforening, “Braarup Byggeforening” i efteråret 1920 fik afslag på kommunal støtte til opførelse af 8 enkeltmandshuse.
