Rødding, – en by med nationalgrundtvigiansk historie
Rødding har for mig været en by i Salling. Det sted, der har været landsbyen nær borgen Spøttrup. Den Rødding kunne undervejs have mistet sit navn, da nogle engang hellere ville kalde byen for Spøttrup.
Men nu mødte jeg også et andet Rødding – et mere kendt Rødding i Sønderjylland. En by med et bibliotek, der i omfang overgår andre lignende forvoksede landsbyer – med flere hyldemeter af bøger om Sønderjyllands historie. En by der hed Rödding på tysk indtil 1920.
Er det en landsby, – eller måske en stationsby (1899 – 1938, bane Vojens – Gram – Rødding) – ved det ikke, fortids storhed betyder måske, at man ser anderledes på det i Rødding.
På sin vis er byen vel ikke speciel – når man lige møder den, – og så alligevel. Særligt, når man gå tur i byen og afkoder det sete ud fra en nationalgrundtvigiansk historisk synsvinkel. I detaljerne er der lidt frilandsmuseum over det.
Rødding Højskole må være byens stolthed nr. 1 – hele Danmarks første højskole grundlagt helt tilbage i 1844, som et led i danskhedens bestræbelser på at fordanske det der dengang hed Nordslesvig. Startet tilbage i en tid, hvor Europa moderniseredes bl.a. ved at mennesker, der tidligere ikke havde tænkt i nationalitet lod sig skille derefter i sammenhæng med nationalfølelsernes gennemslag.
Skolen har været igennem en svær tid, som mange andre højskoler, men foreløbigt klaret skærene bl.a. med hjælp fra Grænseforeningen og støtte til danske sydslesvigeres ophold på skolen.
Foreningen Norden, Folkeuniversitet, en friskole, grundtvigiansk frimenighed med 1.200 medlemmer grundlagt i tyskertiden i 1874 – med egen kirke og tidligere et andelsslagteri, hvor slagtningerne ophørte i 1978 – og sikkert en god del andre andelsforetagender. En kost og tekstilskole, for elever der tidligere har gået i specialklasse eller på specialskoler, byder byen også på – kan ikke umiddelbart afkode dens historiske baggrund.
Blandt det mere moderne fællesskabsorienterede har byen fælles varmecentral, en antenneforening stiftet i 1976 – dengang helt sikkert for at kunne hente tysk TV, og egen net-side – Rødding Portalen – og et IT-hus, organiseret om en forening, der deler fysisk adresse med net-portalen.
Der er mere, og det er ikke alt man umiddelbart kan se, hvad er – en nu nedlagt skole, ombygget til lejeboliger – SHH Skolen blev grundlagt i 1940. Hvem stod bag den? Var der et tysk indslag i byen, lidt besynderligt byens historie taget i betragtning – eller var det en offentlig skole. Kristus Kirken – en 3. kirke i byen – tilsyneladende også med egen gravplads – hvem er det nu – dansk eller tysk – et gammelt religiøst mindretal?
En biograf, der er flyttet – uden at blive nedlagt. Et svømmebad og selvfølgeligt et idrætsanlæg, men også en del mere samlet i Rødding Centret.
Gemt Under Historie // Kommentarer lukket til Rødding, – en by med nationalgrundtvigiansk historie