I toget til Viborg uden at vide om han skulle i krig
I forhold til den største del af menneskeligheden har vi her i Danmark reelt levet i lykkelig uvidenhed omkring krigens rædsler siden 1864. For Danmarks vedkommende var den tyske besættelse 1940 – 1945 naturligvis ganske ubehagelig, men set i forhold til den egentlig krigsførelse, der foregik andre steder, slap danskerne billigt.
Efter 1864 indtog vi som nation en ydmyg rolle i forhold til de ydre trusler fra først Tyskland og senere Sovjet. Vi havde så at sige lært lektien og indtaget en politik, der svarede til vores størrelse og placering.
Overordnet set bør vi være stolte af den lære vi drog af 1864. Det er langt smukkere at yde en værdifuld og fredelig indsats ude og hjemme end at gå rundt og slå itu.
Jeg holder selv af at fastholde historie. I kendskabet til tidligere tiders erfaringer ligger muligheden for, at vi træffer mere kvalificerede valg fremover. Og klart for at modvirke tendenser til nationalchauvinisme.
Jeg kan ikke finde personlige kontakter, der rækker tilbage til 1864, men hvordan føltes det mon som en ung mand eller måske allerede familiefar at blive genindkaldt til hæren da den 1. verdenskrig brød ud i 1914. Sidde i toget til Viborg. Møde på kasernen og blive udstyret med uniform og våben, for derefter at blive sendt på march på de jyske landeveje. Det var virkeligheden for mange, – også her fra Skive.
Jeg boede i årene fra 1979 til 1983 til leje hos den tidligere banearbejder Christian Ørtoft, Brårupgade 38 i Skive.
Han var en ældre herre, da han var gået på pension, dengang jeg blev født.
Han fortalte engang, at han var en af de 50.000 værnepligtige, der blev genindkaldt ved krigsudbruddet uden at ane, om det betød, at han skulle i krig eller ikke. Det er fra ham, jeg har historien om togturen til Viborg. Krig blev det ikke til, men livet blev på mange måder præget af krigen.
Et af de første problemer var de mange familier, hvis forsørger var indkaldt til sikringsstyrken. I perioden fra august 1914 til april 1915 måtte Skive Byråd bevilge 9.000 kr. til de "efterladte".
Den militære Indkvartering i Skive
Byfogedkontoret beder os meddele følgende: Indkvarteringen af 10. Bataljon her i denne uge er beordret uden Bespisning. Bataillionen ønsker imidlertid meget, at Kvarterværterne frivilligt vil overtage den fulde Forplejning af de indkvarterede, hvorfor der da vil blive ydet et Vederlag af 1 Kr. pr. Dag. Indkvarteringsordren (og de udstedte Kvarterbilletter) lyder paa 27 – 28. Januar; dette vil sige, at Bataillionen kommer den 27. – hvornaar paa Dagen vides endnu ikke – og rejser den 29. om Morgenen.
(Skive Socialdemokrat den 21. januar 1917)
I lighed med andre byer nedsattes der som supplement til den offentlige indsats en damekomite, der skulle hjælpe de trængende soldater ved at indsamle undertøj, sokker, fodtøj etc. eller pengebidrag til anskaffelse af samme ting. Komiteen i Skive havde fru herredsfoged Ramsgaard som formand og indsamlede i august 1914 220 skjorter og 110 par sokkeskafter, som de sendte ned til soldaterne på kasernen i Viborg.
Den 20. oktober 1914 fik Skive for første gang besøg af sikringsstyrken, da 10. bataljon skulle indkvarteres med 1060 menige, 55 officerer og 16 heste. På rådhuset blev der indrettet vagtlokale og skrivestue, ”Salonen” i anlægget blev indrettet som gymnastiksal, og damekomiteen oprettede en samlingsstue, hvor soldaterne kunne mødes i fritiden.
Byens handlende var glade for indkvarteringen, for den tilførte byens handelsliv en øget omsætning på mellem 40.000 og 50.000 kr. om måneden, mens grundejerne var meget utilfredse. Soldaterne blev nemlig indkvarteret efter en lov fra 1816, der pålagde grundejerne at huse soldaterne mod en mindre godtgørelse. I Skive betød det, at grundejerne skulle indkvartere en soldat for hver 8.500 kr., som deres ejendom var forsikret for.
Indkvarteringen indbefattede også pligt til at sikre de indkvarterede mad for en beskeden betaling på 35 øre pr. dag pr. soldat.
Grundejerforeningen klagede flere gange til byrådet og til bataljonens ledelse. Det hed sig bl.a. : "Soldaterne komme saa uregelmæssigt Hjem til Middagsmaden. Husmødrene bliver overanstrengte ved denne Form for Bespisning". De mente også, at det var uretfærdigt, at der blandt lejerne var velstillede borgere, som helt slap for byrden ved indkvarteringen.
Så selvom det gavnede handlen, fulgte byrådet grundejerforeningens opfordring til at søge at undgå flere indkvarteringer. Det lykkedes, da byen kun fik besøg af soldater på gennemmarch i resten af krigsårene, efter at den 10. bataljon havde forladt byen efter 7 måneders fast indkvartering i maj 1915.
Gemt Under Historie, Skive // Kommentarer lukket til I toget til Viborg uden at vide om han skulle i krig
