Socialt, historisk, lokalt, globalt, politisk, kulturelt, familiært og personligt

Fandt bog af kinesisk forfatter på tur til Paris

Paris juli 2005I juli 2005 tog Ulla og jeg til Paris på vores første fælles ferie i mange år uden drengene. Vi havde opdaget, at vi stod overfor en af livets overgange. Ikke børnefamilie mere, men bedsteforældre, det er vi heller ikke – det må også gerne vente lidt. Drengene nærmer sig nu henholdsvis 20 og 22 år.

Vi har svært ved at stå for en god boghandel, og i manglen af franskkundskaber var det spændende at støde på ”Shakepeare & Company” på Rue de la Bûcherie umiddelbart nær Seinen. Særligt en bog gjorde indtryk på mig: ”War Trash” af forfatteren Ha Jin.

Ha Jin er som forfatter indbegrebet af resultatet af vores globaliserede verden. Jeg opdagede, at vi er omtrent jævnaldrende. Han blev født i Kina i 1956 og meldte sig under kulturrevolutions galskab i 1970 som soldat ved den kinesiske folkearme. Senere flytter han i 1985 til USA og er nu professor i engelsk ved ”Boston University” i USA.

Bogen ”War Trash” beskriver hvordan en ung idealistisk kineser oplever Koreakrigen som en del af de mange kinesiske ”frivillige” Mao sendte ind i Koreakrigen som modpart til amerikanerne. Ha Jin giver i bogen et meget nuanceret billede af krigen set fra en vinkel, som har været ukendt for os i vesten. Det var næsten som da jeg som dreng overraskedes af, at indianerne også havde en historie at fortælle.

”War Trash” kan købes hos Saxo.dk

Bogen ser så at sige Koreakrigen fra ”indianeres” side, og viser os samtidigt i sine nuancer at ingen af siderne i krigen har noget at sige den anden på. Hovedpersonen i bogen kommer i krigsfangelejr og udsættes her for et umenneskeligt pres for at frasige sig ønsket om at tage hjem til sin gamle mor og unge forlovede hjemme i Kina. Presset indgik i amerikanernes ønske om udadtil at opnå en moralsk sejr over kommunisterne.

Ved at støtte sig til indiske FN-tropper lykkes det ham at undslippe presset for at tage til Taiwan. Han kom derved hjem til fastlands-Kina, hvor han derefter oplevede, at de hjemvente helte ikke blev betragtet som sådan.

En smuk fortælling af en kineser, der nu klarer sig flot i USA.

Læsningen af bogen fik mig til at interesse mig mere for Ha Jin som forfatter. Det viste sig, at hans mest kendte bog ”Venten” forelå på dansk. En smuk bog, der også giver indblik i det Kina, som vi bør bruge langt mere tid på at forstå, end at oparbejde en konflikt med væsentlige befolkningsgrupper i Mellemøsten.

Gør vi ikke det, kan vi nemt komme til at stå måbende tilbage, når kineserne i nær fremtid overhaler os økonomisk.

Gemt Under Historie, USA // Kommentarer lukket til Fandt bog af kinesisk forfatter på tur til Paris

Kommentarer: Skriv din mening!

Kommentarfelt er lukket her.